Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det glemte fællesskab

»Sløk var et intellektuelt fyrtårn af en slags, vi alt for sjældent ser i dag, dannet af litteratur, idéhistorie og teologi og dybt optaget af at fortolke kristendommen i sin samtid.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden ville Johannes Sløk være fyldt 100 år. Sløk var en af de fire store Aarhus-teologer, som op gennem 1900-tallet berigede debatten i både kirken og samfundet. K.E. Løgstrup, P.G. Lindhardt og Regin Prenter var de øvrige. Sløk var et intellektuelt fyrtårn af en slags, vi alt for sjældent ser i dag, dannet af litteratur, idéhistorie og teologi og dybt optaget af at fortolke kristendommen i sin samtid. I en fremragende ny antologi med titlen »Sløk – Perspektivforskydninger« omtales Sløk som en »rendyrket sekulariseringsteolog«, idet han ønskede at nedtone den ydre religiøse tradition og sætte individet i forhold til kærlighedsbudskabet. Der blev virkelig skåret ind til benet, og Sløks kristendom var minimalistisk og kritisk over for dyrkelse af fromt fællesskab. Han var optaget af livets absurditet og placerede mennesket i en slags øde rum med opgaven selv at finde et sted at stå og en tro på Gud. Sløk er fascinerende at læse, men man aner, at vi nærmer os punktet, hvor en del af hans tænkning begynder at spille en smule fallit.

Med sin superindividualisme er den nemlig med til endnu mere at udhule opfattelsen af begrebet fællesskab, der i dag i høj grad ses i lyset af materiel lighed og rettigheder. Og ikke det åndelige. Det er ikke en del af den fælles bevidsthed, at vi sammen står vendt i retning af noget guddommeligt, og heraf følger to ting. For det første smuldrer ansvarsfølelsen over for de kristne rødder støt, og for det andet har vi svært ved at forstå betydningen af religiøs identitet for andre. Således har vi nu i årtier diskuteret integration og islam uden tilstrækkelig sans for, hvad religiøsitet kan betyde for mennesker. Hvad enten det handler om svinekød, tildækkede kvinder eller den ulyksalige trang til at bekæmpe vestlige samfund bagatelliseres det religiøse indhold i en tro på, at alle forskelle nok med tiden vil udlignes. Eftersom alle vel i sidste ende ønsker at leve i samme sekulære individualitet som vi. Men tænk nu, hvis det ikke er rigtigt. Tænk nu, hvis mange muslimer ønsker at fastholde en fælles religiøs identitet, fordi den skaber retning i livet, og fordi man ikke er draget af det store øde rum, hvor fællesskabet kun er, hvad vi selv fra dag til dag gør det til.

Det er i dag pinsedag, og i Det Nye Testamente beskrives det, hvordan mennesker på tværs af alt forenes i ånd og nu for alvor hører sammen. Helt ind i sind, hjerte og ansvar. Tanken om dette kristne fællesskab er fjern for mange, for der sættes uendeligt få ord på det, og kirkegangen – der jo er det håndgribelige vidnesbyrd om pinsens samlende budskab – er sparsom. Som ved en højere tanke døde Johannes Sløk i 2001 få måneder før 11. september, hvor det med ét stod klart, at religiøsitet i den grad har betydning. Også i destruktiv form. Man kan bestemt følge Sløk i hans skepsis over for ydre fromhed og iscenesat religiøsitet, men vi har siden hans død lært, at uden religiøs bevidsthed er en befolkning dømt til at famle i blinde, når det religiøse atter får betydning. Og når vi i dag ønsker hinanden glædelig pinse, må man overveje, om individtænkningen har nået en smertegrænse, hvor vi har glemt, at vores identitet også er bundet til det fælles. Netop dette er pinsens budskab, og der er brug for påmindelse.