Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ukraine vader i tragedier påført af gangsterregimet i Kreml ledet af Vladimir Putin. Bjerget med ugerninger vokser: Børn dør og lemlæstes. Kvinder voldtages. Tusinder af civile er likvideret, og fem millioner er flygtet. Det forlyder, at mere end 100.000 ukrainere, ligesom under Stalin, er tvangsdeporteret til fjerne egne af Rusland. Ældre, svage og handicappede har set deres trygge verden forsvinde. De psykiske skader på befolkningen vil vare i en menneskealder.