Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det frie ord er stadig ekstremismens værste fjende

Når Knud Lindholm Lau anklager »ytringsfrihedsfundamentalister« for at afvise sammenhængen mellem ord og voldelige handlinger, er der noget, han har misforstået.

»Skulle man skride ind over for alle ytringer, som kunne tolkes som ekstremistiske, ville ytringsfriheden blive til magthavernes kastebold,« skriver Jacob Mchangama. På billedet, en lokal borger, der sørger over ofrene for skyderiet i El Paso, Texas, 3. august, 2019, hvor 22 personer blev dræbt. Fold sammen
Læs mere
Foto: PAUL RATJE

Denne avis bragte for nylig en kronik af Knud Lindholm Lau (KLL), der skriver, at »siden Muhammedtegningerne har mange politikere, meningsdannere og mediefolk gentaget, at der ikke er nogen forbindelse mellem ord og handling.« Ifølge KLL tilbageviser de seneste højreekstremistiske terrorangreb i USA endegyldigt dette argument.

Desværre er KLL for konfliktsky til at nævne »Ytringsfrihedsfundamentalisterne«. Men som en der tidligere har debatteret dette emne med KLL, bider jeg gerne på.

Med sin argumentation begår KLL dog en hel elementær og desværre hyppig fejl. For der er næppe mange »ytringsfrihedsfundamentalister«, der benægter, at ord kan føre til handling. I modsat fald ville det være omsonst med reklamer, politiske valgkampe og hele den offentlige debat, der jo basalt set bygger på en præmis om at ændre både ideer og adfærd hos publikum.

Foto: Jacob Mchangama SH Jacob Mchanga.

Ytringsfrihedstilhængere argumenterer derimod for, at der er forskel på ord og handlinger. At have racistiske holdninger er ikke det samme som at begå vold mod etniske minoriteter. At være revolutionær kommunist er ikke det samme som at deltage i voldelige revolutionære aktiviteter. Langt de fleste mennesker, der konfronteres med racistiske, kommunistiske eller islamistiske holdninger, bliver ikke pludseligt overbevist om det legitime i at kæmpe for genindførelsen af det Tredje Rige, Proletariatets Diktatur eller Kalifatet.

Ytringer – herunder racistiske af slagsen – kan dog bidrage til, at nogle mennesker begår ideologisk begrundet vold. Men præcis hvilke omstændigheder der skal til, for at ekstreme ytringer skubber personer derud, hvor vold bliver legitimt, er svært at give noget entydigt svar på. Skulle man skride ind over for alle ytringer, som kunne tolkes som ekstremistiske, ville ytringsfriheden blive til magthavernes kastebold.

Det demonstrerer KLL selv ved at kæde »hån, spot og latterliggørelse« – altså grovkornet satire af f.eks. religion – sammen med højreekstremistisk terror begået af folk, der på hjemmesider som 8chan tiljubler eller opfordrer til racistiske mord. Med den logik ville man kunne argumentere for, at Enhedslisten i 2003 skulle have været forbudt, da dets daværende principprogram argumenterede for revolution. Derfor foretrækker mange ytringsfrihedstilhængere, at grænsen trækkes ved ytringer, som direkte opfordrer til vold eller ulovligheder.

»Når ytringsfrihedstilhængere advarer mod censur, er det derfor ikke ud fra en afvisning af, at ord kan lede til handlinger.«


Ytringsfrihedstilhængere lægger ofte også vægt på, at selvom ytringer kan føre til vold, er censur et farligt og usikkert instrument. Intuitivt forekommer det logisk at forbyde ekstreme ytringer, der kan føre til vold, men studier (som KLL udmærket kender) peger på, at ytringsfrihed overordnet set fører til mindre snarere end mere vold i demokratiske samfund.

Vi har også stærke historiske indicier på, at begrænsninger af ytringsfriheden risikerer at forøge snarere end at reducere de skadelige effekter af ekstreme ytringer og polarisering. På grund af den omfattende politiske vold og ekstremisme i Weimar-Tyskland vedtog man en lang række vidtgående love og dekreter, der gav mulighed for at forbyde aviser i perioder på op til flere måneder. Alene i Preussen blev 284 aviser midlertidigt forbudt på et år i starten af 1930erne. Disse forbud kunne dog ikke stoppe den politiske gadevold eller nazisternes magtovertagelse, men bidrog snarere til ekstreme grupperingers propaganda. Goebbels pralede endog med, at det nazistiske hoforgan »Angriff« var Tysklands »Hyppigst forbudte avis«.

Når ytringsfrihedstilhængere advarer mod censur, er det derfor ikke ud fra en afvisning af, at ord kan lede til handlinger. Det er, fordi de anser det frie ord for at være forudsætningen for at imødegå, at ekstreme handlinger fører til voldelige handlinger.