Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det fordomsfulde Danmark

»Mennesker som Preben Brandt og Anne Marie Helger tilhører en hyklerisk gruppe af samfundet, som prædiker frisind, men selv er smækfyldt med fordomme.«

25debHenrikDayPoulsen.jpg
Henrik Day Poulsen Fold sammen
Læs mere

Danskere elsker at se sig selv som et folk helt uden fordomme. DR bringer imidlertid for øjeblikket en serie, der afslører den eneste gruppe, som visse danskere stadig har fordomme om: nemlig overklassen.

I programmerne »Overklassen på udebane« har DR sendt modedesigner Erik Brandt og tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen ud at besøge helt almindelige danskere. Så kunne man jo tro, at DR havde valgt to fra underklassen til at besøge overklassen, f.eks. en kontanthjælpsmodtager og en dårligt integreret indvandrer.

Men nej. Til at vurdere overklassen har man i programmet »De røde på udebane« valgt en speciallæge i psykiatri, dr.med. Preben Brandt, og den kendte skuespiller Anne Marie Helger. For at tilhøre overklassen, eller den rigeste ene procent i Danmark, skal man tjene over 2,4 millioner om året. Det gør hverken Preben Brandt eller Helger, men fattige er de ikke. De er langt væk fra underklassen.

I stedet repræsenterer de den venstreorienterede, intellektuelle elite, som anser sig selv for pionerer inden for frisind og tolerance. Bare ikke, når det gælder overklassen. Preben Brandt og Helger udtaler, at det at tjene penge på bankvirksomhed svarer til lovlig kriminalitet. Er man rig, har man snydt nogen. En forretningsmiddag er latterlig. Når rige har betalt fuld skat, skal de foruden dette aflevere endnu flere penge til de fattige. Og at eje flere biler er frås.

Fattigdom er et problem i Danmark

Fordomme og væmmelse vælter ud af skabet. Det ville svare til, at overklassedrengene Erik Brandt og Christian Eugen Olsen udtalte, at de forventede, at underklassen var dovne, snavsede og snyltere. Men Brandt og Olsen har langt mere dannelse end de røde, hvor især Helger møder de rige med udtalt sarkasme, mens overklassen møder underklassen med respekt.

Ganske vist erkender de røde, at overklassen, som de møder, faktisk er venlige mennesker, men mødet med de rige ændrer ikke på opfattelsen af, at det er forkert og usolidarisk at være rig.

Hvis en repræsentant for underklassen havde besøgt overklassen, tror jeg ikke, at han eller hun havde haft nær så mange fordomme. Mange ville sikkert beundre de riges succes. Fordomme om rige er en særlig dansk disciplin, der dyrkes i den venstreorienterede intelligentsia.

De rødes aversion mod finansverdenen får mig til at spørge, hvad alternativet til banker er? Banker gør det i Danmark muligt for almindelige lønmodtagere at eje deres egen bolig. De røde nævner heller ikke, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Intet andet sted bidrager overklassen med så meget som her. Alligevel kriminaliseres rige mennesker, og vi bliver lovligt jaget vildt, der ikke er nogen grænser for at nedgøre og mistænkeliggøre.

Mange rige er ikke født rige, men er blevet det som følge af hårdt arbejde og stort talent. Mennesker som Preben Brandt og Anne Marie Helger tilhører en hyklerisk gruppe af samfundet, som prædiker frisind, men selv er smækfyldt med fordomme.

Fattigdomsgrænsen var upræcis

Selv om jeg selv tilhører de privilegerede, møder jeg i mit job dagligt folk fra middel- og underklassen og værdsætter det meget. Problemet med den røde intelligentsia er, at den kun møder og dyrker sig selv og udelukkende bruger de fattige i et kynisk spil for at opnå en socialistisk samfundsomvæltning, som vil føre til fattigdom for alle, hvis den blev gennemført.