Vi danskere er ikke for gode til at fejre vores ypperste kunstnere.

Bevares, vi hædrer og uddeler priser. Men der bruges samtidig ironiske og sarkastiske vendinger i ét væk under uddelingerne – sådan at man i virkeligheden trækker det bedste ned. Det skete senest i søndags ved den TV-transmitterede »Årets Reumert«, der kan ses eller genses på dr.dk.

Værtsparret banaliserede begivenheden. Alt for meget skulle i stedet handle om værterne. De spillede endda på, at de selv var betydelige kunstnere og burde kunne få priser. Og de sendte dermed signalet om, at der da slet ikke var noget særligt ved alt dette Reumert-stads.

For trekvart år siden skete det samme ved showet for Lauritzen-prisen. Frem for at hylde at vi sad foran det bedste af det bedste, blev det til noget fjolleri.

Det underforståede budskab? At stor kunst da ikke er noget særligt. At vi alle kan blive lige så gode. Mindst. At det hele skal være på det jævne, synes at være en særlig dansk jantelovsspecialitet. Ingen skal for alvor skal tro, at de er noget. Det ligger åbenbart dybt begravet i vores almuesind.

Men lad os for pokker være stolte og vedgå, når vi har med den absolutte elite at gøre. Vi er så gode til det, når det gælder sportens verden. Hvorfor så ikke i kunstens og kulturens verden?

Jeg så for nylig hele denne danske ironi og sarkasme – hvordan dette at intet gælder, og at ords betydning bestandigt kan relativeres – i skuespillet »Casper Christensen Komplekset«. Forestillingen har som motto dette velvalgte citat af Søren Kierkegaard: »At fastholde ironikeren synes umuligt eller i det mindste lige så besværligt som at afbilde en nisse med den hat, der gør ham usynlig.«

Stykket genopførtes på Teater V i forbindelse med det seneste par ugers københavnske teaterfestival, »CPH Stage«. Her kunne en række af scenekunstens højdepunkter i årets løb genses, og andre spændende danske og udenlandske forestillinger blev afviklet inden for den naturlige kulmination i »Årets Reumert«-fest.

At der var så meget fjolleri forleden undrer. For uddelingen er grumme alvor for Bikubenfonden, der finansielt bærer store dele af dansk teaterliv og finansierer Reumert-eventen.

Det stod også klart i den tale, som direktør Søren Kaare Andersen holdt. Han, der oprindelig kommer fra den finansielle sektor, er en sand ildsjæl. Han overværer årligt i omegnen af 150 forestillinger og vil scenekunsten det bedste. Og han holdt en karakteristisk indfølt tale for modtageren af årets hæderspris, Henning Jensen. Denne store skuespiller kvitterede med en tale, der tog publikum på rejse til scenekunstnerens indre – hvor det ikke er succeserne, men det modsatte, der hænger fast og danner afsæt for, at skuespilleren kan udvikle og forbedre sine roller.

Henning Jensen citerede fra Thomas Bernhards monolog: »Helt enkelt kompliceret« om en 82-årig skuespiller, som kredser om den berømte kroningsscene i Shakespeares »Richard III«. En scene, han ikke har kunnet få til at give mening, som i årevis plagede ham og gjorde ham uarbejdsdygtig. Se, dér taler den sande kunstner!

Vi skylder de store fonde tak for deres indsats for at højne scenekunsten. De tror tydeligvis på, at kunst løfter, danner og udvikler os som folk og som individer. En ægte fornyelse vil derfor bestå i at hædre det ypperste i kunsten med både alvor og smil. Fremfor med fjollede grimasser.