Rolf Bagger hævder i sin kronik i Berlingske (2.2.) Fred i vor tid, at politikere og forsvaret i »forsvarsforlig efter forsvarsforlig målbevidst har professionaliseret dansk forsvar, hvilket igen har afviklet dets folkelige forankring.«

Rolf Bagger anfører bl.a., at »forsvaret har lagt ryg til en privatisering i det sidste par tiår,« og at »værnepligten, reserveofficerskorpset og forsvarsbudgettet« er reduceret. Her efterprøves Rolf Baggers påstand om dansk forsvars professionalisering, og om den har afviklet sin folkelige forankring.

Dansk forsvar har, som andre vestlige landes militærapparater, undergået en betydelig udvikling efter Den Kolde Krig, der af nogle, som Rolf Bagger, ses som en professionalisering. Fire ting karakteriserer en profession ift. almindelige beskæftigelser: Akademisk uddannelse, korpsånd, udstrakt metodefrihed (en læge afgør selv, hvordan han vil lægge snittet, en advokat skærer selv en sag til, en officer fører selv sine tropper på slagmarken) og en tildelt offentlig autorisation. En øget selvstændighed gør, at alle personelgrupper tilstræber professionalisering, her kaldet overprofessionalisering. Men der har også fundet en afprofessionalisering sted i forsvaret, når flere civile overtager tidligere militære jobs eller når militært personel overtager andre roller end krigerrollen, jf. »mission creep.«

Begge udviklinger lader sig identificere i dansk forsvar personelt, funktionelt/teknologisk og uddannelsesmæssigt. Personelt var der i 1950 ansat 39.700 i dansk forsvar (9 pct. officerer, 12 pct. befalingsmænd og konstabler, 58 pct. værnepligtige og 21 pct. civile = 100 pct.) I 1990 43.800 (hhv. 12 pct., 36 pct., 28 pct. og 23 pct. = 99 pct.) og i 2010 25.400 (hhv. 14 pct., 51 pct., 8 pct. og 23 pct. = 98 pct.) Med flere officerer og mere stampersonel ift. værnepligtige er dansk forsvar som påpeget af Rolf Bagger blevet professionaliseret, men med relativt flere civilt ansatte også afprofessionaliseret. Så jurister og økonomer har i forsvaret oplevet en øget professionalisering på bekostning af det militære personels afprofessionalisering.

Funktionelt er dansk forsvar også som anført af Rolf Bagger professionaliseret, altså mere slagmarksnære. Før 1990 blev danske soldater holdt »indendøre« og skulle kun »afskrække«. De ret få danske soldater, der blev udsendt i FN-missioner, fungerede især som observatører. Efter 1990 har Danmark udsendt godt 26.000 soldater som krigere til internationale FN, NATO og OSCE-operationer. En yderligere professionalisering kan identificeres gennem de udsendte soldaters bedre teknologiske grej. 

En amerikansk infanterist er i gennemsnit udrustet med materiel for kr. 200.000 kr., en dansk for 100.000 kr. og en udviklingslandssoldat med for under 50.000 kr. Men også her kompliceres billedet, fordi hovedparten af de udsendte danske soldater i »de spidse ender« er civilister (tidligere værnepligtige, nu på treårig kontrakt) uden en livslang militær karriere i udsigt. Men de er som krigere mere professionelle end de tidligere udsendte observatører. Denne funktionelle overprofessionalisering reduceres af, at udsendte danske soldater i vidt omfang påtager sig andre roller end krigerrollen. De bistår den lokale befolkning humanitært, socialt, politisk, økonomisk, osv. Og selv krigerrollen afprofessionaliseres yderligere af de mange private firmaer (Haliburton), hvis lejesoldater er tildelt klare operative opgaver i internationale missioner som livvagter, lejrvagter, lærere etc.

Uddannelsesmæssigt kan der også identificeres både en over- og en afprofessionalisering. En overprofessionalisering i kraft af det militære personels øgede og vedvarende uddannelse, men en afprofessionalisering grundet dens øgede vægt på civile fag. Sammenfattende kan det konstateres, at på alle fire parametre er dansk forsvar både af- og overprofessionaliseret, men især det første.

Hvordan står det så til med Rolf Baggers sammenhæng mellem forsvarets professionalisering og dets påståede manglende folkelige forankring? Omfanget og dybden i forsvarets forankring i befolkningen kan afgøres på mange parametre, som befolkningens støtte til forsvaret, tilslutning til udsendelsen af danske soldater i internationale missioner, altså holdningsspørgsmål. Man kunne også se på, om forsvarets evt. problemer med at hverve værnepligtige eller soldater til de internationale missioner, de politiske partiers behandling af forsvaret, forsvarsbevillingerne, (som Rolf Bagger selv nævner) etc. Det generelle indtryk er, at forankringen af dansk forsvar er større i dag end under Den Kolde Krig, jf. tidl. professor Nikolaj Petersens karakteristik af forsvarets (ringe) forankring i befolkningen i 1970erne, hvor dansk forsvar stort set kun omtaltes for dets dårlige behandling af de værnepligtige og ønsket om nedskæringer i forsvarsbudgettet. Da Rolf Baggers professionaliseringssyn er for ensidigt og forankringssyn forkert, resterer to spørgsmål: 1. Er der som Rolf Bagger hævder alligevel en sammenhæng mellem professionalisering og folkelig forankring? 2. Hvad beror den øgede og ikke »afviklede« folkelige forankring som hævdet af Rolf Bagger så på?

Militærsociologer er uenige om det første spørgsmål. Samuel P. Huntington mente som Rolf Bagger, at samfundet skulle lade officererne i fred, »objektiv civil kontrol«, men modsat Rolf Bagger, at professionaliseringen var vejen hertil. Morris Janowitz mente som Rolf Bagger, at officererne måtte tilpasse sig samfundets udvikling og normer, »subjektiv civil kontrol«, og støtter dermed den afprofessionalisering, Rolf Bagger slår til lyd for.

Forklaringen på den øgede folkelige forankring kan være strategisk-psykologisk. Under Den Kolde Krig arbejdede dansk forsvar i og med én strategisk position »kollektiv sikkerhed« (med venner i NATO og fjender i det tidligere USSR); efter i go med en anden »selektiv sikkerhed« (kun med venner i NATO, EU, og ingen fjender.) Når danske soldater under Danmarks »selektive sikkerhedsstrategi« indtager deres egen »selektive position« ved individuelt at tegne en treårig kontrakt med forsvaret, så fremstår de som vor tids fredssoldater og forankrer dansk forsvar bredt og dybt i befolkningen.