På et obskurt marxistisk site, hvor jeg ellers normalt ikke færdes overdrevent meget, fandt jeg forleden følgende citeret fra Marx’ og Engels’ Kommunistiske Manifest:

»Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handlen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel. De produktivkræfter, der står til dets rådighed, tjener ikke mere til at fremme (den borgerlige civilisation) og de borgerlige ejendomsforhold; tværtimod, de er blevet for voldsomme til disse forhold, de hæmmes af dem; og så snart de overvinder denne hindring, bringer de hele det borgerlige samfund i uorden, så truer de de borgerlige ejendomsforholds eksistens. De borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer. – Hvordan overvinder bourgeoisiet kriserne? På den ene side ved den nødtvungne tilintetgørelse af en masse produktivkræfter; på den anden side ved at erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere. Altså hvordan? Ved at forbedre endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne.«

Jeg skal nok i al almindelighed spare dig, kære Borgerlingske-nyhedsbrevslæser, for flere af den slags hyperlange greb ned i kommunismens og socialismens tankemylder.

Men lige her er citatet godt at bruge.

Fordi det afslører to vidt forskellige syn på kriser, den socialistiske og den borgerlige.

Socialister mener, de kan detailstyre virkeligheden omkring sig. Altså er kriser noget, man af al kraft skal planlægge sig ud af at undgå. Den borgerlige tilgang er, at kriser desværre er en del af virkeligheden, som vi må lære at håndtere bedst muligt, og lære mest muligt af.

Man kan stille sig det spørgsmål, hvor verden ville have været, hvis den siden udgivelsen af Det Kommunistiske Manifest i 1848 havde fulgt Marx og Engels' lære?

Et godt bud kunne være, at verden havde været fattigere, elendigere, voldeligere og mere tyrannisk, hvis den var standset i 1848 med konstateringen af, at man havde nået et stadie med for megen civilisation og for megen rigdom, som den kommunistiske ideologis bannerførere derfor måtte erobre kontrollen med.

Men er det egentlig ikke på lignende vis, dele af venstrefløjen i det 21. århundrede fortsat forholder sig til kriser? Tænk blot på den yderste venstrefløjs tilgang til klimakrisen. Den er i grunden revolutionær på samme måde som krisetilgangen i Det Kommunistiske Manifest. Vi skal holde op, vækst skal bekæmpes, det er ikke teknologien, der kan bringe os ud af klimakrisen.

Kriser, kriser, kriser

Siden weekenden har Berlingske sat lys på krisen. Kriserne. Alle dem alle taler om hele tiden.

Det har vi gjort med brug af hele skalaen.

Her fortæller Solveig Gram Jensen således historien om, hvordan dybe kriser til enhver tid har bragt menneskeheden videre – for det meste til noget bedre.

Her skriver Berlingskes Anne Sofie Allarp om, hvordan krise- og frygtretorik kan lamme os mere end godt er.

Og her skriver Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup, om, hvordan hendes personlige krise bragte hende et bedre sted hen.

Og her er det Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen, der med brug af en litterær reference fra den canadiske historiker Michael Ignatieff fortæller om, hvad vi kan lære om at komme videre fra smerte og sorg.

Mit livs kriser

I mit liv har jeg oplevet mange kriser, og bare rolig: Det er ikke nu, jeg lægger mig op på briksen for at lade mig psykoanalysere af dig, kære nyhedsbrevslæser.

Det er en faktuel konstatering.

Da jeg var syv år, kom den første oliekrise. Den lærte os (men ikke nok), at det var usundt at være energiafhængig af mellemøstlige oliesheiker. Den blev fulgt af en dyb krise i 70erne, som lærte os (og Poul Schlüter) at man var nødt til at reformere den velfærdsstat, der var opbygget siden Anden Verdenskrig. I 80erne diskuterede alle atomkrisen, som lærte os, at man aldrig skal give efter for tyranners trusler. I 90erne kom krigene på Balkan, som lærte os, at magtens tomrum efter undertrykkelsen kan udløse dødelige kræfter. I 2001 kom 11. september-terroren, som lærte os at 90ernes globaliseringsdrømme ikke voksede ind i himlen; vi havde stadig fjender. I 2006 kom Muhammedkrisen som viste, at vi i den globaliserede verden heller ikke kunne tage ytringsfriheden for givet. Siden kom finanskrisen, som lærte os at der var behov for nye rammer om finanssektoren. Henover os rullede klimakrisen, der blotlagde behovet for en grøn omstilling. I 2010erne kom #metoo, der trak mange gennem kriser som udstillede, at nogle adfærdsmønstre mellem kønnene trængte til en justering. Så kom pandemien, der gjorde det klart, at vi måtte forberede os på en fremtid, hvor en fugl og en flagermus på et marked i et hjørne af verden kunne sende kloden i isolation. Og derpå krigen i Ukraine, som gjorde det isnende klart, at vi i langt højere grad end før er nødt til at kunne sørge for vores egen sikkerhed.

Ingen af disse kriser var ønskværdige. Men vi lærte noget. Det er det, Berlingske kaster blikket på i de kommende uger.

Følg med her.

Spørg om din privatøkonomi

Jeg plejer jo at krydre mit nyhedsbrev med et tip om noget af alt det andet gode, Berlingske har til det.

I denne uge bliver jeg dog i hovedsporet, for som en del af »Berlingske byder krisen velkommen«-serien har vi hyret nogle af Danmarks bedste privatøkonomiske eksperter til at guide dig til, hvordan du håndterer krisen dér, hvor du nok mærker den mest: På din helt egen pengepung.

En læser spørger eksempelvis om følgende, som mange nok kan genkende sig i:

»Kære brevkasse

Jeg er netop gået på pension. Økonomien er fin, så jeg mangler ikke penge. Men jeg har en gældfri ejerbolig, som jeg ønsker at blive i. Jeg vil dog også gerne trække penge ud af den til ekstra fornøjelser. Hvordan og hvornår gør man det fornuftigst, så man både kan blive boende resten af livet og samtidig ikke dø fra en gældfri ejendom. Der er ikke arvinger at tage hensyn til.

Med venlig hilsen

Steen«

Læs svaret her fra Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.

Jeg har det fint

Tilbage er kun ugens sang, og der er jo ikke andet at gøre end at gribe dybt i bunken med eksistentielt forankrede dommedagssange, der alligevel ender med et opløftende budskab.

Altså når vi frem til amerikanske R.E.M. fra Athens, Georgia, fra 1987-albummet »Dcoument«, med sangen »It’s The End Of The World As We Know It (And I Feel Fine)«.

Værsgo’, Michael Stipe & co.