Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er ulovlig diskrimination, Pind!

Pia Justesen: Det passer ikke, når integrationsminister Søren Pind afviser, at de nye regler for familiesammenføring er diskrimination. Og det passer heller ikke, når han siger, at det er positiv særbehandling af folk fra lande, der ligner os.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 1. juli 2011 er nye regler om familiesammenføring trådt i kraft. Udvalgte nationaliteter, som ønsker at komme til Danmark som familiesammenført, kan fritages fra den danske indvandringsprøve. Ansøgerne som kommer fra lande, hvis samfundsforhold har lighed med Danmark, og hvor Danmark har etableret tættere forbindelser til, behøver ikke fremover bestå en prøve i dansk og i danske samfundsforhold.

Tanken bag de nye regler er, at der er visse nationaliteter, som har bedre forudsætninger for en hurtig og vellykket integration i det danske samfund, herunder at tilegne sig det danske sprog. Der er tre kriterier som er afgørende for, om forholdene i et land har så store ligheder med danske samfundsforhold, at statsborgere fra dette land kan blive undtaget fra indvandringsprøven. Kriterierne handler om, at det pågældende land skal have et meget højt udviklingsniveau, være medlem af OECD og være undtaget fra visumpligt.

Institut for Menneskerettigheder har gennemgået de tre kriterier og gjort op, at statsborgere fra USA, Canada, Australien, New Zealand, Japan, Syd-Korea og Israel helt kan fritages for indvandringsprøven.

I debatten omkring denne fortrinsstilling af udvalgte nationaliteter har vidt forskellige begreber været brugt i flæng. At særlige ansøgere ikke behøver at bestå en krævende indfødsretsprøve for at få opholdstilladelse i Danmark som ægtefælle til en dansker er således af integrationsminister Søren Pind blevet kaldt lovlig positiv særbehandling. Andre har kaldt det ulovlig diskrimination.

Men hvad er det?

Gennem tiden har forskellige internationale menneskeretskonventioner defineret forbuddet mod diskrimination. Essensen af de mange definitioner på diskrimination i både menneskerettighedskonventioner og i EU-retten er, at der skal være tale om forskelsbehandling, som har det formål eller den virkning at svække rettighederne for mennesker på grund af særlige ’kendetegn’ som fx etnisk oprindelse.

At udvalgte statsborgere ikke skal bestå indvandringsprøven for at blive ægtefællesammenført i Danmark betyder, at statsborgere fra de øvrige lande vil have sværere ved at opnå ægtefællesammenføring med en ægtefælle i Danmark alene på grund af deres nationalitet. Tilsvarende vil en dansker i Danmark have sværere ved at opnå ægtefællesammenføring med statsborgere fra visse lande alene på grund af deres nationalitet. På den måde forskelsbehandles der direkte mellem statsborgere fra forskellige lande, hvilket er udtryk for direkte diskrimination. Da der ikke ses nogen saglig begrundelse for denne diskrimination, er den ulovlig.

Integrationsminister Søren Pind har afvist enhver snak om diskrimination. I stedet mener han, at undtagelsen fra indvandringsprøven er lovlig, da der er tale om positiv særbehandling af statsborgere, som kommer fra lande, hvis samfundsforhold ligner de danske.

Det fremgår også, at lovændringen er i tråd med Dansk Folkepartis udspil om at begrænse den ikke-vestlige indvandring. Med lovændringen mener Dansk Folkeparti således at kunne dreje en del af indvandringen hen imod den vestlige kulturkreds og en række andre lande, hvorfra der erfaringsmæssigt er tale om udlændinge, som bidrager positivt til det danske samfund. Lovændringens intention med at fremme indvandring fra udvalgte »vestlige« lande er således helt eksplicit.

Spørgsmålet er imidlertid, om positiv særbehandling af udvalgte nationaliteter er noget, man kan iværksætte til enhver tid og med ethvert formål? Med andre ord hvordan trækkes grænsen mellem lovlig positiv særbehandling og ulovlig diskrimination?

Efter de internationale regler, er der strenge krav, som skal opfyldes for, at positiv særbehandling kan iværksættes. En sådan forskelsbehandling må have et snævert anvendelsesområde, da det generelle internationale diskriminationsforbud ellers vil blive udhulet.

For at være lovlig skal den positive særbehandling opfylde følgende krav:

Den skal være i den udvalgte gruppes interesse og være frivillig for den pågældende gruppe.

Den skal alene etableres med det formål at opnå reel lighed.

Den skal være nødvendig for at realisere formålet.

Den skal være tidsbegrænset og skal stoppes, når målet om lighed er nået.

USA er et af de lande, som mest målrettet har anvendt forskellige former for aktive foranstaltninger, herunder positiv særbehandling. De forskellige tiltag går under navnet »affirmative action«, som er vanskelig at definere mere præcist men som i praksis går fra decideret positiv særbehandling til mere bløde initiativer som undervisning målrettet bestemte grupper. Kendetegnende for affirmative action i USA er, at der er tale om initiativer iværksat som supplement til og undtagelse fra forbuddet mod diskrimination.

I USA er affirmative action historisk blevet retfærdiggjort på baggrund af tre forskellige motiver:

1. For at opveje historisk diskrimination (give kompensation). Efter denne tankegang kunne tidligere tiders uretfærdigheder over for slaverne og den historiske diskrimination af deres efterkommere opvejes ved at give en passende kompensation til sorte amerikanere.

2. For at imødegå aktuelle uretfærdigheder (skabe lige muligheder og vilkår). Efter denne tankegang kunne aktuelle uretfærdigheder afhjælpes ved at skabe lige muligheder og vilkår. De alvorlige raceopstande i storbyerne i USA i 1960-erne dannede således baggrund for en diskussion af krisestyringsmekanismer. På den måde blev affirmative action initiativer acceptable for den politiske og erhvervsmæssige elite. Man ville simpelthen imødegå volden med jobs og opfattede affirmative action som en effektiv måde at bremse den daværende ulighed på.

3. For at opnå fremtidig lighed (fastholde mangfoldighed) Efter denne tankegang kræver fremtidig lighed en vedvarende opmærksomhed for at sikre, at en passende mangfoldighed (køn, alder, seksuel orientering, etnicitet, religion mv.) aldrig mistes igen, når den endelig er opnået.

Alle tre begrundelser anvendes i dag som moralske motiveringer for affirmative action, enten sammen eller hver for sig. En målsætning som er styrende for alle tre motiver er, at de udvalgte grupper skal sikres faktisk lighed i form af lige muligheder, og at forbuddet mod diskrimination ikke alene kan sikre en sådan reel lighed.

De nye regler om fortrinsstilling af udvalgte nationaliteter i forhold til ægtefællesammenføring opfylder ikke kravene til positiv særbehandling. De har ikke til formål at fremme reel lighed, og de er ikke tidsbegrænsede. De lever heller ikke op til de motiveringer, der historisk har begrundet positiv særbehandling i USA. De handler hverken om at kompensere historisk diskrimination, om at skabe lige muligheder eller om at fremme mangfoldigheden. Tværtimod!

De nye familiesammenføringsregler fokuserer på forskellighed. De fokuserer på mennesker, der kommer fra lande, hvis samfundsforhold ikke har lighed med Danmark. Forskelligheden i disse lande, hvis samfundsforhold påstås ikke at ligne de danske samfundsforhold, er i sig selv blevet et problem. Tænkningen bag de nye regler er, at mennesker fra disse lande er så anderledes, at de ikke kan tilpasses. Derfor skal de behandles dårligere end mennesker, som kommer fra særligt udvalgte lande som Japan, USA mv. Derfor skal de bestå en vanskelig prøve i dansk og i danske samfundsforhold.

Det har intet at gøre med lovlig positiv særbehandling. Det er negativ særbehandling. Det er ulovlig diskrimination.