Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er uhørt: En politiker, der lytter til folket

Det er Mays største bedrift, hvis det lykkes hende at redde UK ud af unionen: At vise, at de nationale demokratiers berettigelse er at handle ud fra og for folkets interesser.

Eva Selsing. Fold sammen
Læs mere

Theresa May beviser med sin resolutte Brexit-strategi, at hun inkarnerer old school-politikerens genkomst. Den engelske premierminister May er nemlig noget så gammeldags og opsigtsvækkende som en politiker, der lytter til folket.

Hun er ellers ikke den larmende type, May. En ældre, nydelig dame, som ikke gør meget væsen af sig. Konservativ i såvel tankegang som udseende. Med perlehalskæde, boucléjakke og en net, praktisk page. Lige så lidt skandaløs som karismatisk. Det er ikke hende, men politikken, der er det væsentlige. Sagen selv.

Og sagen lige nu er Brexit. I en historisk tale 17. januar bekendtgjorde May, at Storbritannien skal helt ud af EU. Ikke noget med halve eller kvarte medlemskaber. Helt ud af det indre marked. Som hun sagde: »[Brexit] var et valg for at genskabe vores parlamentariske demokrati, nationale selvbestemmelse og for at blive endnu mere globale og internationalistiske i både ånd og handling.«

Eurofile er meget skuffede over May

UK vil være herre i eget hus, men ikke lukke sig om sig selv. At de to ting skulle følge af hinanden er, i parentes bemærket, også en meget primitiv påstand. Ja, enhver eurofil med svulmende glæde ved Udlandet må være blevet meget skuffet over Mays retorik:

»Jeg ønsker, at vi bliver et sikkert, velstående, tolerant land – en magnet for international talent og hjemsted for pionerer og innovatører, der vil forme verden i fremtiden. Jeg ønsker, at vi bliver et ægte globalt Storbritannien – den bedste ven og nabo for vore europæiske partnere, men også et land, der rækker ud over Europa. Et land, der går ud i verden for at bygge relationer med såvel gamle venner som nye allierede.«

Hvor langt er det ikke fra de mimrende unionstilhængere og deres febrilske skræmmebilleder af Leave-processen?

Mays udmelding er på alle måder markant, men mest, fordi hun tager vælgerne alvorligt og handler derefter, også selvom det vil skabe røre og dårlig stemning uden for Storbritannien. Særligt i det internationale magtmiljø. Der, hvor mange nationale politikere fra midten og venstre ud håber at score lukrative ansættelser en dag. I dette segment er man uglad. For hvad med aftalerne? Hvad med diplomatiet? Hvad med juraen? Kort sagt: Hvad med hele den klasse, der ikke er på valg, men bestemmer så meget alligevel? Den mærker jorden ryste under sig. Privilegiehavernes fremtid er usikker.

May varetager folkets interesser

Vi, i de repræsentative demokratier, holder ellers af at fortælle, hvor yndigt det er, at dem, vi vælger ind, træffer valg for os. På vores vegne og for vores bedste. Hvor »vores« refererer til medborgere inden for landets grænser. I en tid, hvor politikere – og her kan de hjemlige sagtens være med – i stigende grad lytter til, respekterer og adlyder en international orden, en international klasse af kommende kolleger og chefer, er det et særsyn med en politiker, der er loyal over for sine landsmænd. En politiker, der ikke sætter »det internationale samfund« over de mennesker, der har valgt hende.

For det er Mays største bedrift, hvis det lykkes hende at redde UK ud af unionen: At vise, at de nationale demokratiers berettigelse er at handle ud fra og for folkets interesser. En politiker, der tager ordrer fra andre end dem, der har valgt vedkommende, er ikke en karakter, der hører hjemme i det repræsentative demokrati. Tak til May for at minde os om det.