Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er tid til forhandling i Mellemøsten

Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft: Fra dansk, europæisk og amerikansk side skal vi presse Netanyahu til at forlænge byggestoppet for bosættelser og melde klart ud, at forhandlingerne har som mål at oprette en palæstinensisk stat indenfor 1967-grænserne og med Øst-Jerusalem som Palæstinas hovedstad. Alternativet er truende for Israels sikkerhed.

. Fold sammen
Læs mere

Den fastlåste situation i den israelsk-palæstinensiske konflikt kræver internationalt pres, hvis der skal ske fremskridt. Der er meget på spil og status quo er uholdbar for alle parter.

Konflikten er kronisk destabiliserende for hele Mellemøsten og svækker Vestens samt styrker Irans troværdighed i den arabiske verden. Hovedårsagen til dette er den 43 år lange israelske besættelse, der frarøver palæstinenserne deres bevægelsesfrihed, eksproprierer deres land for at bygge bosættelser, mure og checkpoints og forhindrer en sund økonomisk og demokratisk udvikling af deres samfund. Blokaden af Gaza har, som den konservative britiske premierminister David Cameron senest har anført, reelt gjort området til »en fangelejr«, hvor halvanden million mennesker lever under utålelige humanitære forhold. Men også realpolitisk har Israels blokade fejlet: modsat hensigten har den styrket Hamas og hjulpet organisationen til at stramme sit greb om befolkningen i Gaza.

Der er grund til at handle hurtigt fra det internationale samfunds side, for i takt med, at blokaden fastholdes og bosættelserne udvides, tilspidses konflikten og ekstremismen øges både blandt israelere og palæstinensere. Resultatet er, at de demokratiske institutioner i såvel Israel som de besatte områder er kommet under voldsomt pres.

Det er en udvikling, som ingen kan være tjent med - slet ikke Israel, der historisk set har været regionens mest demokratiske samfund. Siden statens grundlæggelse, har Israel været karakteriseret ved at være både demokratisk og det jødiske folks hjemland. Besættelsen betyder, at israelerne må vælge mellem at være et demokratisk land med et jødisk befolkningsflertal indenfor 1967-grænserne, eller en udemokratisk, jødisk stat med apartheid-lignende tilstande med forskellige rettigheder til forskellige befolkningsgrupper.

Vi, der ønsker, at Israel skal forblive demokratisk, har en stærk interesse i oprettelsen af en levedygtig, demokratisk palæstinensisk stat. Det vil også bane vejen for fredsforhandlinger med Syrien og markant forbedre forholdet til andre nærtliggende lande. Alternativet er destabiliserende for regionen og truende for Israels sikkerhed.

I dag er dialogen mellem de palæstinensiske og israelske politikere gået i hårknude, og forhandlingerne foregår udelukkende gennem en amerikansk mellemmand. På den israelske side er dele af premierminister Benjamin Netanyahus Likud-parti og i endnu højere grad hans koalitionspartnere i det ekstremistiske Yisrael Beiteinu-parti samt regeringens national-religiøse partier, modstandere af dannelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. Netanyahu har dog været tvetydig i sine udmeldinger om oprettelsen af en palæstinensisk stat. På den ene side har han tidligere udtalt forsigtig støtte til en palæstinensisk stat.

På den anden side har Netanyahu tidligere sat lighedstegn mellem dannelsen af en palæstinensisk stat og nazismens forbrydelser (det gør han flere gange i sin bog fra 1993 A Place among the Nations), og Likuds partiprogram afviser etableringen af en palæstinensisk stat på Vestbredden.

Det var kun efter massivt og vedvarende amerikansk pres, at premierministeren indførte et midlertidigt stop for opførelsen af bosættelser. Byggestoppet, der ikke omfattede Øst-Jerusalem, som palæstinenserne regner for deres fremtidige hovedstad, udløber i næste måned.

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har afvist at genoptage de direkte forhandlinger, så længe der opføres bosættelser, og kræver, at Netanyahu afgiver et løfte om, at forhandlingerne skal omhandle skabelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden, i Gaza og Øst-Jerusalem. Det var de rammer, som forhandlingerne hidtil har haft, og det er ikke holdbart for nogen former for internationale drøftelser, hvis deres præmis ændres radikalt, hver gang regeringen skifter farve. Forhandlinger må ikke være et mål i sig selv, men skal ses som et middel til at nå til enighed om en aftale, og det eneste, der kan skabe fremskridt, er et større internationalt pres på parterne. Fra dansk, europæisk og amerikansk side skal vi presse Netanyahu til at forlænge byggestoppet for bosættelser og melde klart ud, at forhandlingerne har som mål at oprette en palæstinensisk stat indenfor 1967-grænserne og med Øst-Jerusalem som Palæstinas hovedstad. Et sådant udspil fra Netanyahus side vil give Abbas et folkeligt mandat og tilstrækkeligt med politisk kapital til at sætte sig ved forhandlingsbordet. Samtidig skal vi fra Vestens side også presse Abbas til at begynde direkte forhandlinger med Israel i samme øjeblik, han får ovennævnte garantier.

Mens Abbas i ord og handling har vist, at han har viljen til fred - har Netanyahu talt med to tunger. Hvis Netanyahu oprigtig vil en fred med palæstinenserne, må han melde klart ud. Status quo betyder flere bosættelser, flere fanatikere og vil i sidste ende gøre ekstremisterne på begge sider så stærke, at konflikten bliver uløselig. En forhandlet løsning er den eneste løsning.