Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er tid til et opgør med Fingerplanen

Kaare Dybvad, MF (S) Fold sammen
Læs mere

Natalie Mossin og Jes Møllers svar (Berlingske 4. februar) på min kritik af den københavnske Fingerplan, bekræfter på paradoksal vis netop de problemer, jeg påpegede. I deres ubetingede hyldest af Fingerplanen viser de, hvor dybt et Stockholmkompleks det danske byplanmiljø befinder sig i, når det kommer til den storkøbenhavnske planlægning.

Mossin & Møller spørger således retorisk, om København mon havde været en bedre by, hvis man ikke havde skabt en overordnet planlægning efter krigen? Spørgsmålet er symptomatisk, fordi man betragter Fingerplanen som den eneste mulige løsning. Var planen ikke sat i værk, havde København lignet Los Angeles, ledes man til at tro.

Forestillingen er ikke bare forkert, det er også en fornærmelse mod vores stærke planlægningstradition. Allerede i 1908 gennemførte man i Københavns Kommune den såkaldte Urania-plan for de nye bydele Vanløse, Brønshøj og Sundby, hvor man blandede boligformerne, og skabte bydele med både god kollektiv transport og grønne områder. På samme tid havde man i Aarhus tegnet stregerne til den plan for Ringgaden, der netop sikrede god trafikafvikling og blandet byggeri, og som siden har vist sig at være en af landets største byplanbedrifter. Det giver derfor ingen mening at betragte Fingerplanens lancering i 1947 som en Stunde Null for dansk byplanlægning, når den afløste planer og tanker, der med tiden viste sig langt bedre.

Men den største synd var, at man i Fingerplanen entydigt afviste de nye tanker om den socialt blandede by, som allerede dengang havde bredt sig fra USA til Danmark. For planens fædre var det vigtigere, at folk »kunne føle sig hjemme mellem de andre Beboere,« end at blande de enkelte forstæder socialt. Af hensyn til effektiviteten konstaterede man, at hver »Boliggruppe bør snarere udbygges med Boliger af en enkelt Kategori eller et nogenlunde ensartet Prislag.« Og man styrkede opdelingen af storbyen ved at placere industriarbejdspladserne på Vestegnen, fordi der allerede boede flest industriarbejdere der. Den opdelte storby skete således ikke på trods af Fingerplanen, men snarere netop på grund af den.

Mossin & Møller har selvfølgelig ret, når de konstaterer, at der skal en langt mere aktiv boligpolitik til, hvis vi skal skabe en mere blandet by fremadrettet. Fra Socialdemokratiets side tog vi første skridt med muligheden for, at kommunerne kan kræve op til en fjerdedel alment byggeri. Vi ønsker os også, at man som alment boligselskab får bedre mulighed for at bygge billigt, og bedre muligheder for at overtage eksisterende bygninger. Vi vil gøre huslejen lavere i de nyeste almene byggerier, og vi vil nedrive nogle af de værste montagebyggerier, så vi kan skabe en reel bevægelse væk fra opdelingen.

Men hvis vi vil skabe den blandede by, så er det først og fremmest et opgør med den Fingerplan, som i dag nyder ubetinget hyldest i det danske byplanmiljø.