Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er synd for Kasper Wilton

»Kasper Wilton vidste, hvad han ville få, for det havde jeg fortalt ham, før vi indgik kontrakten, og jeg begyndte at skrive.«

20debAstridSaalbach.jpg
Astrid Saalbach Fold sammen
Læs mere

»Hvis Astrid Saalbach virkelig havde følt sig snydt, ville hun jo nok på en eller anden måde over for mig eller teatret have krævet sin ret,« skriver teaterchef Kasper Wilton i sin kronik i Berlingske 17. juni, »Lidt fakta i Saalbækken«. »Det er vel det man gør,« fortsætter han, »men ikke en mail, ikke et brev, intet.«

Det er selvfølgelig ikke rigtigt, han må have en ualmindelig dårlig hukommelse.

Andre teatre har også takket nej til mit stykke »Frisørerne«, skriver han, og det er rigtigt, og det er de i deres gode ret til. Men det er Kasper Wilton ikke, for han har bestilt stykket, det er den store forskel. Vi lavede en kontrakt. Og Kasper Wilton vidste, hvad han ville få, for det havde jeg fortalt ham, før vi indgik kontrakten, og jeg begyndte at skrive. Men fra begyndelsen var der problemer, først fem måneder og mange rykkere senere fik jeg første tredjedel af mit honorar.

Da jeg i oktober 2012 afleverede stykket, efter et års arbejde, ville Kasper Wilton ifølge Nordiska, det teateragentur der havde formidlet kontrakten, alligevel ikke have stykket og heller ikke betale anden del af honoraret, som skulle forfalde ved aflevering. Jeg bad om et møde, for at få en begrundelse, men det var Kasper Wilton, stadig ifølge Nordiska, ikke interesseret i.

Læs også: Teaterledere er delt i kønsdebat

I begyndelsen af januar ringede jeg til Kasper Wilton for endnu engang at bede om et møde og fik det i begyndelsen af februar. Da var Kasper Wilton positiv i forhold til stykket og indstillet på at sætte det på repertoiret som planlagt. Jeg mindede ham om, at han stadig manglede at betale anden del af honoraret, hvad han lovede at gøre, ligesom han lovede at ringe senest fire uger senere, når han havde læst »Frisørerne« med de små ændringer, jeg i mellemtiden havde lavet.

Da han efter fem uger hverken havde ringet eller betalt, ringede jeg igen til ham. Kasper Wilton fortalte nu, at alle hans planer for de næste sæsoner var kuldkastet på grund af en pludseligt indtruffet økonomisk katastrofe på Folketeatret. Han kunne derfor ikke spille mit stykke, selv om han gerne ville, sagde han, eller betale for det.

Den advokat, jeg havde været nødt til at involvere, rykkede endnu engang Nordiska, for at de skulle rykke Folketeatret. Ingen reaktion, før jeg nogle uger senere pludselig fik en mail fra Kasper Wilton, hvor han skrev: »På trods af god kontakt; er jeg (desværre) kommet til den konklusion, at ’Frisørerne’ og Folketeatret ikke spiller sammen, som tiden og situationen er nu. Dette har jeg meddelt Nordiska i en mail, og at jeg, selv om jeg ikke føler mig forpligtet, er villig til at betale 50 procent af rate 2, hvorefter jeg betragter sagen som afsluttet.«

Læs også: Roman angriber dansk teaterliv

Kasper Wilton føler sig altså ikke forpligtet af kontrakter.

Nogle uger senere valgte Nordiska at ekskludere mig, fordi jeg havde insisteret på at få i det mindste anden del af mit honorar. Ved samme lejlighed udbetalte de mig et beløb, der svarede til de sidste 50 procent af anden del af mit honorar.

Den sidste tredjedel af honoraret kan Kasper Wilton stadig nå at udbetale mig, før fristen udløber 1. januar 2015.

»Frisørerne« kommer op på FÅR 302 til oktober takket være bl.a. Statens kunstfonds scenekunstudvalg, og det er jeg glad for. Så kan enhver, der har lyst, selv se og bedømme det. Men det sker i hvert fald ikke på grund af Kasper Wilton.

Med hensyn til hans måde at lave statistik på og de meninger og karakteregenskaber, han tillægger mig, vil jeg vælge at betragte det som en særlig form for fiktion.