Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Lige nu taler vi alle om, at 1.005 unge er sigtet for at distribuere børneporno.
Vi diskuterer, om det er retfærdigt. Om det er for hård en dom. Om disse unge vidste, hvad de gjorde. Om at det er synd for dem.
Og ja, det er synd for dem. Ikke fordi de er retmæssigt sigtet for at overtræde dansk lovgivning og videresende en video med voldsomt seksuelt materiale af to 15-årige, hvilket kommer til at have konsekvenser for dem, hvis de bliver dømt.
Nej, det er synd for dem, at vi som samfund har fejlet (og stadig fejler) med at lære dem at skelne rigtigt fra forkert.
En ny undersøgelse fra Red Barnet viser, at i danske skoleklasser med elever i alderen 13-17 år udsættes i gennemsnit én elev i hver klasse for porno uden samtykke. Seks pct. i denne aldersgruppe oplever at få delt private billeder eller film uden samtykke.
Undersøgelsen viser også, at hver fjerde (24 pct.) har oplevet, at der bliver spredt rygter om deres sexliv på nettet, at 30 pct. har oplevet at få taget billeder i smug (uden samtykke), at ti pct. af disse elever har delt andres billeder uden samtykke, og at 22 pct. har modtaget uønskede seksuelle billeder eller beskeder.
Denne generation af unge mennesker er modsat os andre vokset op med internet og sociale medier. De burde være eksperter i, hvordan man begår sig og kommunikerer i den sfære, og alligevel kan vi tydeligt se, at deres moralske kompas er totalt forskruet.
Som samfund har vi accepteret det
Det er vores job at lære dem etik, moral og ikke mindst en seksuel dannelse, og det har pt. fejlet. De har ikke begået handlingerne, fordi de er onde mennesker eller totalt uvidende om, hvad sådan en video er. De hundredvis af delinger af videoen er sket, fordi vi som samfund i årevis har lært unge mennesker, at det er en ok handling.
Det lyder måske makabert, at vi har fortalt unge mennesker, at de gerne må videresende børneporno på nettet, men hvis vi kigger vores samfund lidt efter i sømmene, så er det desværre præcis det, vi har lært dem.
Hver gang politiet i årevis (indtil denne sag) har udtalt, at de ikke kan hjælpe unge piger, hvis videoer og billeder bliver delt uden samtykke, har vi fortalt unge mennesker, at dette er en handling, vi ser gennem fingre med. Når utallige voksne mennesker i diverse danske medier har udtalt, at unge piger selv er skyld i porno uden samtykke, fordi de bare kunne lade være med at tage disse billeder, legitimerer vi delinger, fordi vi fjerner ansvaret fra dem, der deler, og giver det til dem, der har taget billederne.
Når fædre til unge, der er sigtet for delinger, enten udtaler, »at det er synd for deres børn, og at de også er ofre«, eller trivialiserer hævnporno ved at kalde det »drengestreger« som i Mads Christian-sagen (ham fra »X Factor«), sender vi et direkte budskab til unge om, at det er helt okay at sende hævnporno.
Når politikere taler om at ændre lovgivningen, så de 1.005 unge ikke får en plet på deres børneattest, fortæller vi dem, at krænkelser og overtrædelse af den danske lovgivning på internettet ikke tæller som »rigtig skade«, selvom den pige, der er blevet udsat for deres delinger, føler skaden og konsekvenserne herude i den virkelige verden.
Hver gang vi lader fortællingen om, at »det er hendes egen skyld« stå ukritiseret hen i medierne – ligegyldigt om ordene kommer fra en journalist eller en interviewet – forstærker vi den holdning, som desværre hersker i denne debat.
Vi gør vores unge en bjørnetjeneste.
Den seksuelle dobbeltmoral
Der er 1.005 unge sigtede i sagen, men der er et helt land, som er ansvarligt. Vi må alle tænke os om og overveje, hvordan vi kan have bidraget til at skabe og vedligeholde denne kultur, der har skabt en distance mellem mennesker, sådan at empatien forsvinder, og det moralske kompas går i stykker. Medierne skal være bevidst om, hvilken magtinstans de er i forhold til, at de producerer sandheder ved at vælge, hvilken viden de videregiver. Med magt følger et ansvar om at være bevidst i forhold til, hvornår de reproducerer uhensigtsmæssige normer og diskurser.
Medierne har ikke nogensinde været en spejlflade, der kun gengiver verden. Derfor mener jeg også, at det er mediernes ansvar at reflektere over, hvilke samfundsnormer, de forstærker. Hvis jeg som TV-vært sad over for en far, der gav den person, som var udsat for hævnporno, skylden, ville jeg stoppe ham og fortælle ham, at victimblaming ikke er acceptabelt i vores samfund. På samme måde ville jeg føle et ansvar for at påtale racisme og sexisme. Det ansvar følger bestemt med den magt, medierne besidder.
Sidst, men ikke mindst, har vi et ansvar for at opdrage og uddanne vores unge bedre, når det angår seksualitet. For dette problem er ikke kun et internet- og social medie-problem. Udover at de unges moralske kompas synes at være i stykker, er dette et tydeligt tegn på, at unge mennesker ikke har den rette seksuelle uddannelse.
Red Barnets statistikker viser tydeligt, at problemet starter ude i »den virkelige verden« med, at unge mennesker faktisk ikke forstår at udtrykke deres seksualitet på hensigtsmæssige og empatiske måder. Denne del af problemet skyldes bl.a., at selvom seksualundervisning er obligatorisk, stilles der ingen krav til, at det skal ske hos en dertil uddannet person. Det betyder, at forældede og skadelige kønsstereotyper bliver reproduceret af skole- og sundhedspersonale, der ikke er tilstrækkeligt uddannet i dette felt.
Red Barnets undersøgelse viser, at 69 pct. unge tænker dårligt om en ung pige, hvis nøgenbilleder er blevet postet på nettet, hvorimod kun 28 pct. mener, at det samme gælder for en dreng i samme position. Vi ser herved tydeligt, at den seksuelle dobbeltmoral for drenge og piger lever i bedste velgående på trods af, at vi lever i et oplyst, »ligestillet« og demokratisk land i 2018.
Umbrella-sagen, de unges egne forurettede reaktioner og Red Barnets undersøgelse taler tydeligt om, at vi har et samfundsproblem i vores kommende generation.
Det er alles ansvar at løse det.
