Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er mennesker – ikke papkasser

Flere dage i træk har jeg tudet hele vejen hjem fra arbejde. Både af udmattelse, og fordi jeg synes, at det er urimelige vilkår, vi arbejder under. Men mest af alt i afmagt over ikke at have tid til at kunne yde den omsorgsfulde pleje, som jeg er uddannet til.

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle steder i ældreplejen kan vi ikke leve op til de kvalitetsstandarder og sikkerhedsregler, der er fastsat. Vi er i underskud af personale, har kørt med weekend-bemanding i hverdagene og får ikke afløsere ind ved kollegers langtidssygemelding.

De ældre får ikke den pleje, de har krav på. Kommer ikke altid i bad hver uge eller får den mad på plejehjemmet, de har betalt for. Vi bruger lifter alene, selvom sikkerhedsreglerne forskriver noget andet. Vi har heller ikke tid til at dokumentere vigtige informationer om borgerne. Vi risikerer at begå fejl eller glemmer at give vigtig medicin, fordi vi nærmest skal løbe rundt (motion i arbejdstiden, ha, ha)! Desuden er der mange demente, som kræver særlig tålmodig pleje. De bliver urolige, når vi ikke har tid til den rette omsorg.

Flere dage i træk har jeg tudet hele vejen hjem fra arbejde. Både af udmattelse, og fordi jeg synes, at det er urimelige vilkår, vi arbejder under. Men mest af alt i afmagt over ikke at have tid til at kunne yde den omsorgsfulde pleje, som jeg er uddannet til. Og nej, jeg vil ikke være med til at slække på plejen til de ældre, fordi jeg er meget pligtopfyldende og samvittighedsfuld. Det er altså mennesker, vi har med at gøre – ikke papkasser!

De ældre, der har ressourcestærke pårørende, skal nok klage og således få den pleje, de er visiteret til. Men de ældre uden familie eller netværk bliver ladt i stikken. Jeg frygter, at svage sengeliggende ældre mister livet, fordi vi er så få sosu’er på arbejde, at vi ikke har tid til at give mad og drikke ofte nok.

Når jeg har påtalt det urimelige arbejdspres over for ledere i ældreplejen, får jeg at vide, at det må være mig, der er noget galt med, siden jeg ikke kan klare mosten. Men når jeg har talt med mine kolleger, så har de det på samme måde. De tør bare ikke sige det højt. Men, kære kolleger, hvis vi nogensinde skal ændre vores arbejdsforhold og gøre livet for de ældre bedre, så er I altså nødt til at råbe op. Det kan ikke være meningen, at vi alle sammen skal gå ned med stress, depression og udbrændthed, fordi vi bliver ved med at finde os i nedskæringer på ældreområdet.

Jeannette Jensen, social- og sundhedshjælper

Hanstholmvej 65, 2720 Vanløse