Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er løgn, tænker jeg. Det bugner jo af mad

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN og Shutterstock. Fold sammen
Læs mere

Bikini- og badebukse-sæsonen nærmer sig med al hast. Alene det burde være nok til, at vi helt bogstaveligt begyndte at kigge lidt indad på os selv. Men åbenbart ikke. Fedme og overvægt er noget, der bare stiger. Eksplosivt. Også blandt børn og unge er tallene i vækst.

Op mod en million danskere er enten decideret fede eller overvægtige i en grad, så det truer deres levetid og daglige liv. De bevæger sig dårligt, får flere sygdomme – og ja, de koster samfundet på den lange bane.

Jeg vil ikke beskæftige mig med retten til at være fed. Ej heller forsvare eller angribe den debat og de bevægelser, der argumenterer for, at overvægt er den enkeltes sag.

For ja, det er endnu den enkeltes sag i et land, hvor alt er betalt af det offentlige, når det gælder sygdom – også livsstilssygdom.

Men. Helt ærligt. Hvor svært kan det være at tænke sig om og lade være med at bruge pengepungen som undskyldning? Jeg har aldrig været sundere – og jeg har aldrig spist billigere. Økologiske havregryn eller rødbeder kan fås for ti kroner kiloet. Skyr er konstant på tilbud. Frugt det samme. Bananer, æbler, appelsiner. Fisk i supermarked kan fås for penge langt under, hvad kød koster. Og jeg kunne blive ved. Der er ingen undskyldninger.

Alligevel lever og spiser vi som jord- og betonarbejdere, selv om vi sidder hele dagen på vores flade. Vi propper os med kød som gjaldt det livets opretholdelse, ja, som var vi en del af DRs danmarkshistorie afsnit ét eller to. Det er, som om vi slet ikke har forstået, at ændringer i vores arbejdsliv også helt naturligt bør påvirke mængden af, hvor meget og hvad vi indtager.

Jeg arbejder på et teater, hvor der ikke er nogen madordning. Men det sker, at jeg kommer ud, deltager i en debat, holder foredrag og derefter bliver inviteret ned i firmaets kantine. Jøsses. Det er løgn, tænker jeg. Det bugner jo hæmningsløst af mad. Og der bliver skovlet godt på tallerknerne.

Pludselig husker jeg alle de stemmer, der fortæller, at det er svært at tabe sig, når der er så meget god mad i kantinen. Mon ikke det er på tide, at ledelserne landet rundt viser noget handlekraft og socialt ansvar og skærer ned for medarbejdernes skyld, for samfundets skyld, ja, klimaets, naturens og Jordens skyld?

Kød sætter et kæmpe aftryk på vores jord. For tre dage siden skrev administrerende direktør for Landbrug og Fødevarer, Karen Hækkerup, i Politiken, at vi roligt kan putte kød på vores tallerken. At dette nærmest er en ret og en forankret del af danskernes madkultur. Hun agiterer og argumenterer for dette ved at sige, at kun to procent af danskere ikke spiser kød. Hun bruger tricket med at skabe et modsætningsforhold, der nærmest gør det, ikke at spise kød, mærkeligt.

Hvor er det ærgerligt. Netop nu er der en stærk solidarisk bevægelse hen mod, at vi skal vise større ansvar i vores valg. Landbrugets førstedame ser åbenbart det som en trussel. Fremfor proaktivt at forholde sig til virkeligheden klamrer hun sig panisk til fortiden og serverer dårlig rådgivning. For Danmark og danskerne.