Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er ikke nogle andres skyld

Meningsdannere og medier jager rundt efter andre årsager end islam, fanatisme og ekstremisme, når overfald og terrorangreb skal (bort)forklares. Internt i DF kalder vi den slags for fætterforklarmigrøv.

Gerningsmanden i Nice dræbte 84 personer i lastbilen, som pløjede igennem menneskemængden i Nice. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP Fold sammen
Læs mere

Da en ekstrem 17-årig terrorist fra Afghanistan gik amok med en økse og gjorde sit bedste for at slå sagesløse medpassagerer ihjel på et tog i Tyskland, ignorerede DRs radioavis næste morgen i første omgang hændelsen, mens en journalist på TV 2 sad og talte om et »uledsaget flygtningebarn«, som man jo godt kunne forestille sig »har nogle traumer på grund af det, han er flygtet fra«.

Det er jo absurd. En bredskuldret 17-årig er måske nok ikke myndig og derfor ikke voksen i juridisk forstand, men et »uledsaget flygtningebarn« er en lige frisk nok betegnelse for en terrorist.

Sprogbrugen er jo tjenlig til at bringe billeder frem af små børn, der med buttede hænder holder ivrigt fast i den første, den bedste voksenhånd, der måske kan give dem den tryghed, der i krig eller på anden måde er taget fra dem.

Det er der, mildt sagt, ikke tale om.

Her er der tale om en 17-årig, som de færreste – i virkeligheden nok især ikke voksne – ville have lyst til at møde en mørk aften.

En 17-årig med et had så stort til det Vesten, han selv har søgt til, at han med en økse ville gøre sit bedste for at slå uskyldige ihjel.

Heldigvis var hans bedste så elendigt, at ingen døde, selv om mange blev lemlæstet. Både på sjæl og legeme. Alene takket være terroristens had til vestlig livsførelse, fred og frihed.

Jeg er faktisk helt ligeglad med, om han efter nogens opfattelse måtte have misopfattet noget i islam, om han havde traumer, eller om han sad på en kold lerpotte, da han rent faktisk engang for mange år siden var en lille dreng i Afghanistan.

Min bekymring er, om de borgere, jeg er valgt som politiker for, er trygge og føler sig trygge i eget land.

Jeg kan godt forstå, hvis det ind imellem kniber, om end jeg er imponeret over, hvordan danskere roligt og uden jammer overvinder både bomber i Bruxelles, massemord i Nice, militærkup i Tyrkiet og økseoverfald i tyske tog.

Da en muslimsk amerikansk militærlæge i 2009 gik amok på Fort Hood-militærbasen i USA og skød og dræbte 13 kolleger, inden han selv blev såret af skud, skyndte den altid lynhurtige brigade af politisk korrekte amerikanere fra politiet og forsvarsministeriet at kalde hændelsen »vold på arbejdspladsen«.

Det fastholdt de i flere år, indtil gerningsmanden selv i retssagen i 2013 sagde, at hans handling var »hellig krig« vendt mod USAs krige i Afghanistan og Irak. Så blev den officielle forklaring endelig en anden, nu blev terrorhandlingen omsider kaldt det, det var: terrorisme.

Men i årevis forsøgte myndighederne alle andre forklaringer end den enkle konstatering af, at terroristen som amerikanskfødt muslim følte sig krænket af, at hans hjemland havde valgt at gå i krig mod nogle muslimske slyngelstater, der i årevis ikke havde bestilt andet end at sponsere eller på anden vis bidrage til terror mod Vesten og ikke mindst USA.

Selv om terroristen forinden havde mailet med terrorister fra Mellemøsten, vurderede FBI, ifølge TV-stationen CBS, at en muslimsk læge ansat i USAs forsvar, ikke kunne udgøre en sikkerhedsrisiko …

Det var som med det »ledsagede flygtningebarn« i det tyske tog. Altså ham terroristen med øksen og hadet.

Da det i løbet af en dags tid kom frem, at den 17-årige havde råbt både »Allahu Akbar!« (»Gud er stor« på arabisk) under handlingen og i øvrigt havde et Islamisk Stat-flag derhjemme, fik piben i medierne en anden lyd.

Selv om TV 2-journalisten forsøgte sig med, at alt det der Gud-er-stor-snak jo er noget, som arabere går rundt og siger hele tiden …

Personligt har jeg nu oftere hørt fredelige muslimer sige »Om Gud vil« (Inshallah), men lad det ligge.

Efter terrorangrebet i Nice kom der også hurtigt meldinger frem om, at gerningsmanden, en 31-årig fransk muslim af tunesisk oprindelse, lå i skilsmisse, og et familiemedlem oplyste, at han havde haft psykiske problemer. Begge dele er nok rigtigt.

Men jeg er ret ligeglad. For han dræbte 84 glade mennesker, fordi han hadede frihed, Vesten, Frankrig – ikke fordi han skulle skilles! Han havde sværget troskab til Islamisk Stat.

Hvis vi ikke holder op med at forsøge at forklare terroristers handlinger med alt andet end det, der er deres hensigt, at terrorisere os andre til at ændre adfærd og ad den vej gennemtvinge de forandringer, de ønsker, får vi ikke løst problemet.

Der er, også blandt nogle muslimer, der ikke er radikaliserede, et had til os og vores livsførelse og vore værdier. Uanset om terrorister er forskruede marxister, nazistiske Breivik-typer, islamister eller noget fjerde, er definitionen på terror, at terroristerne ønsker med vold og skabelse af frygt at fremme bestemte synspunkter og gennemtvinge ændringer i den retning, de ønsker.

Som Martin Krasnik, vært på Deadline, forleden aften i programmet, der havde tema om sikkerhed i Europa, sagde, så er der nok »nogle, der vil mene, at Israel ligger, som de har redt, når de er nødt til at sikre sig voldsomt mod terrorisme«. Ja, det har han ret i, det er der nogle, der i ramme alvor mener.

Men uanset hvad man mener om Israels politik, er den ikke en undskyldning for terrorhandlingerne og ikke skyld i terrorangreb. Det er terroristerne, der vælger at sprænge bomber, skyde børn og skabe frygt.

Det er voldsomt trættende altid at høre nogle lægge ansvaret på alt fra våbenproducenterne over kolde potter, dårlige barndom, traumer, tonen i indvandrerdebatten eller noget sjette.

Det er også farligt.

Terrorister skal behandles som terrorister, ikke som stakler eller sociale tilfælde.De skal mødes med hårdhed og afvisning, med kontant modstand og straf.Vi skal gøre den nu myrdede redaktør for det franske satiremagasin Charlie Hebdos ord til vores: Vi skal foretrække at dø stående fremfor at leve på knæ.

Og bøjer vi os for terroristernes forkvaklede verdensbilleder, kompromisser vi os igennem i en evig, på forhånd fordømt kamp for at (op)finde pudsige forklaringer på terroristernes blodtørst, – ja, så lever vi på knæ.

Det skal vi ikke. Det vil vi ikke. I en terrorhandling er der kun én skyldig: terroristen.