Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Da Inger Støjberg i september sidste år blev valgt som Venstres næstformand, blev det af mange iagttagere betragtet som en sund og vælgermaksimeringsmæssigt kløgtig balance: Så kunne vælgerne alt efter smag lægge vægt på enten den ellemannske liberalisme eller den støjbergske (national)konservatisme. Begge ville de være kloge nok til at indse, at den andens ståsted også er nødvendigt for at bevare Venstre som et stort og bredt favnende statsministerparti, og dermed ville de gøre plads til hinandens synspunkter og skabe ligevægt.
Del:
