Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er ikke et job at være på overførsel

Karsten Lauritzen: Hvor kommer pengene fra? Det er et spørgsmål, som jeg ikke er sikker på, alle folk på overførselsindkomst tænker særligt meget over, når pengene tikker ind hver måned.

Karsten Lauritzen, Retsordfører (V) Fold sammen
Læs mere

Det er i hvert fald mit indtryk efter den seneste tids debat. Der bliver talt om kontanthjælp og dagpenge som noget, enhver har ret til. Men det drejer sig egentlig om at leve af andre folks penge. Pengene kommer et sted fra. De kommer fra alle arbejdende danskeres lommer.

Vi tvinger i dag folk, der måske lige i øjeblikket betaler verdens højeste skat, til at betale til andre. Det er en del af velfærdsstaten, men det skal være rimeligt. Det hænger ikke sammen, hvis alle ikke bidrager, som de kan. Og det er for mig at se, at man tager sig et job, når man har mulighed for det. Så man kan forsørge sig selv og ikke skal forsørges af sine medborgere.

For lad mig gøre det klart: Det er ikke et job at være på overførselsindkomst. Det er en situation, hvor man rent faktisk lever af andres penge. Lige nu foretrækker et stort flertal af danskerne at blive forsørget af samfundet frem for af deres nærmeste netværk, nemlig familien. Det afslører, hvordan vi ser på velfærdsstaten. Som et sikkerhedsnet. Et net der skal fange os, hvis vi falder. Men for mig at se er det ikke en instans, vi bare kan læne os op ad, når vi ikke gider tage det arbejde, vi kan få. Det skal være en buffer, som hjælper os, mens vi leder efter arbejde. Inden vi har nået at flytte os efter arbejdet, om det så er mellem regioner eller brancher.

Er det altid dovenskab, der gør, at man er uden arbejde? Nej, det tror jeg bestemt ikke. Men grundlæggende så bidrager man ikke til samfundet, når man er på overførselsindkomst. Man bliver forsørget af samfundet. Og det bør man være bevidst om. En sådan bevidsthed blandt de arbejdsløse på overførselsindkomst kan forhåbentlig være motivation til at gøre en ekstra indsats for at finde et arbejde. Bevidstheden om at det er naboen og de andre medborgere, der faktisk betaler ens regninger for tiden.

Vi skal alle have frihed til at leve det liv, vi ønsker. Men med frihed kommer også ansvar. Man kan ikke på den ene side kræve, at andre mennesker skal bidrage til ens husholdningsbudget, hvis man ikke på samme tid ønsker at give tilbage til fælleskassen - medmindre man kan få sit drømmejob. Vi skal alle anerkende hver vores ansvar for at få velfærdsstaten til at hænge sammen. Det gør den bedst, når alle bidrager. Kan man ikke få drømmejobbet, kan man nok få et andet. Og komme til at forsørge sig selv.