Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er ikke akademikerne, der er luddovne. Det er borgmesterens søgte analyse

Hvordan kan det være, at man kan skabe en myte om de kræsne og forkælede akademikere? Det handler om noget helt andet end at de er kræsne.

»Det skal selvfølgelig være en absolut førsteprioritet, at akademikerne bruger deres uddannelse. Derfor skal de også gå benhårdt efter de mest relevante job,« skriver Halime Oguz i et modsvar til beskæftigelsesborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, der kalder akademikere luddovne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Efter at beskæftigelsesborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), har udtalt, at A-kasser beskytter luddovne akademikere og dermed ikke opfylder deres forpligtelse til at få dem til at gennemføre en tilstrækkelig bred jobsøgning, har debatten hersket om, hvorvidt en akademiker kan tillade sig at sige nej til at søge jobs under sit niveau – ved kassen i Netto eller andre steder.

Arbejdet ved kassen i Netto er så at sige blevet standardeksemplet på, hvad en akademiker kan lave, hvis der ikke er andet.

Men er det ikke en nedvurdering af dem, der rent faktisk arbejder ved kassen i Netto? Kræver jobbet ved kassen i Netto – bl.a. med de røfler, man kan få fra utålmodige kunder – ikke også en robusthed og pondus?

Dertil kommer, at man i givet fald ikke skal bruge jobbet ved kassen i Netto som en trædesten til at finde noget andet. Hvad nytter det at ansætte en færdig kandidat, hvis denne forsvinder lige så snart, han mener at have fundet noget andet og bedre? Så ville en arbejdsgiver nok hellere foretrække at give kandidaten det venlige svar »overkvalificeret« og vælge en anden.

Men det er i det hele taget søgt at tale om luddovne akademikere, når det kommer til at karakterisere gruppen af dem, der er arbejdsløse.

Halime Oguz Fold sammen
Læs mere
Foto: Halime Oguz Halime Oguz NIELS AH.

For det første skal det selvfølgelig være en absolut førsteprioritet, at akademikerne bruger deres uddannelse. Derfor skal de også gå benhårdt efter de mest relevante job.

For det andet er det at være arbejdsløs nok det hårdeste arbejde, der findes. Der er kontrol fra både A-kasser og jobcentre af, om jobsøgningen er bred nok, også geografisk, og man skal networke for at skabe sig de kontakter, der kan skaffe én job. Endelig er det i dansk kultur ikke ligefrem velanset at gå arbejdsløs. At man kan forsørge sig selv, er en indgroet værdi hos de fleste danskere, så det sociale pres hviler på en fra dag ét som arbejdsløs.

Men formålet med at kalde akademikere for luddovne er nok et helt andet, nemlig at skabe en fortælling om, at akademikere er kræsne. Udgangspunktet er den famøse historie om Emil, der ikke vil arbejde i Ikea og kun søger få jobs i provinsen. Han skal simpelthen være repræsentant for hele akademikerstanden, ligesom Dovne Robert blev det for kontanthjælpsmodtagerne, og det politiske sigte er at sætte dimittendsatsen ned eller helt at afskaffe den.

»Sandheden er imidlertid, at det private erhvervsliv f.eks. suger humanister til sig. Her har man nemlig fundet ud af, at humanister er værdifulde.«


Sandheden er imidlertid, at det private erhvervsliv f.eks. suger humanister til sig. Her har man nemlig fundet ud af, at humanister er værdifulde. Bl.a. IT-branchen har fået øjnene op for denne gruppe, der ved noget om den menneskelige faktor i forbindelse med IT. Desuden ved humanisterne noget om kultur og menneskelige relationer, hvorfor kendskabet til sprog her sættes højt. Nok kan det for humanister tage noget tid at finde deres rette hylde, men det skyldes, at de i modsætning til andre ofte ikke har noget klart defineret arbejdsområde efter endt uddannelse.

Hvordan kan det så være, at man kan skabe en myte om de kræsne akademikere? Ja, det skyldes, at ledigheden for akademikere er steget en lille smule de seneste år, mens den generelle ledighed er faldet. På den baggrund er det let nok at konkludere, at akademikere er blevet kræsne.

Den udvikling skal ses i forhold til, at den samlede kandidatproduktion er fordoblet de seneste ti år, hvorfor man kan undre sig over, at akademikerledigheden ikke er eksploderet. At det ikke er sket skyldes, at beskæftigelsen for akademikere er steget med 125.000 arbejdspladser siden 2010, og at de netop har afsøgt nye beskæftigelsesområder.

Alt i alt må man sige: Det er ikke akademikerne, der er luddovne, det er Cecilia Lonning-Skovgaards analyse.