Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Det er forståeligt, at politikerne er bange for at kaste brænde på racismens bål«

Læs mere
Fold sammen

Onsdag, da det første nummer af Charlie Hebdo udkom efter de 17 terrormord, havde Danmarks Radio programsat det franske dokumentarprogram fra 2008 »Charlie Hebdo og satiretegningerne« på DR2 klokken 23, men programmet kom ikke. DR havde, som det hed, brug for mere tid til at vurdere dokumentaren indholdsmæssigt. Samtidig var en af programværterne på DR2 Deadline, den fremragende Adam Holm, blevet kaldt til samtale hos chefen, fordi han i sit program søndag aften under et interview med Jyllands-Postens Flemming Rose havde vist tegninger af Muhammed fra Roses bog »Tavshedens tyranni« uden ledelsens tilladelse. Det er nyt i dansk journalistik, at man skal indhente ledelsens tilladelse til at vise elementær dokumentation. Tilfældene viser, at redaktionsmøderne på DR nu har fået nogle uvelkomne deltagere: De fanatiske islamister, der svarer på ytringer med mord. Og det er næppe kun redaktionsmøderne på DR, der har fået flere uvelkomne deltagere.

Vi kan gøre grin med paven, med Jesus, med Buddha, med alverdens trosretninger, ja, selv med Dalai Lama, den religiøse sfæres Flyvende Hollænder: Når han annoncerer sit besøg, blegner enhver statsleder, der vil stå sig godt med Kina. Men når det gælder Muhammed, tvinger de faktiske risici os til at tænke os godt om. Medarbejderne på Charlie Hebdo vidste udmærket, hvilken risiko de løb. De var af en særlig støbning. Freelance-journalisten Mohamed Sifaoui, der er muslim og nær ven med tre af de myrdede, fortæller i det tyske ugemagasin Der Spiegel, at da sagen med Jyllands-Postens tegninger i sin tid dukkede op, var der ingen tvivl eller tøven på redaktionen: »Vi måtte vise os solidariske, altså trykke karikaturerne.«

Ledende politikere siger hele tiden, at islamismen intet har med islam at gøre. Det er ikke rigtigt. For den bogstavtro muslim er der rigelig belæg i Koranen og shariaen for Islamisk Stats, al-Qaedas og de andre militante gruppers morbide magtstræb. Ved siden af sagen taler også de mennesker, der i misforstået tolerance hævder, at der står lige så slemme ting i Bibelen. Selvfølgelig gør der det. For Koranen er en forenklet »remake« af Det Gamle Testamente. Men kristendommens kerne er Det Nye Testamente og et frigørende historisk udviklingsforløb.

Et opgør med den dogmatiske islam kan kun gennemføres af den muslimske verden selv. Det opgør haster, for dogmatikken er et våben i ekstremisternes hånd, som de presser moderate europæiske muslimer med. Wissenschaftszentrum i Berlin har netop gennemført en undersøgelse, omfattende 9.000 efterkommere efter indvandrere fra Marokko og Tyrkiet. Ifølge den mener 65 procent, at sharia står over de nationale love, 65 procent mener, at der kun findes én korrekt tolkning af Koranen, og 60 procent mener, at man skal vende tilbage til »de islamiske rødder«. Det er ikke opmuntrende tal.

I EU er mellem 3.000 og 5.000 mennesker rejst ud for at deltage i morderbanden Islamisk Stats kampe. Danske medier omtaler dem fortsat med den romantiske og heroisk klingende betegnelse »Syriens-krigere« eller »hellige krigere«. Ifølge Berlingske, torsdag, har chefen for Europol, Rob Wainwright, vurderet, at de tusindvis af hjemvendte udgør en potentiel risiko. Blandt de mange hjemvendte er mindst 50 danskere. Også her stikker politikerne hovedet i busken, når de hele tiden siger, at de ekstreme muslimer kun udgør en ubetydelig minoritet. Det er forståeligt, at politikerne er bange for at kaste brænde på racismens bål, men man gør kun ondt værre ved at lyve eller undertrykke sandheden.

Ekstremisterne udgør en minoritet. Det er sandt. Men alle denne verdens grusomheder er startet af minoriteter. Og islamismen er ingen ubetydelig minoritet. Det drejer sig om mange, mange tusinde mennesker, og tallet stiger stadig. De noget over hundrede danske muslimer, der foreløbig har sluttet sig til Islamisk Stat, er langt flere, end der på noget tidspunkt var medlemmer i Europas sidste hjemmeavlede terrorgruppe Rote Armee Fraktion. Udviklingen standses ikke af socialpsykologisk forståelse og velmenende uddannelses- og jobinitiativer. Heller ikke af politiske spin-manøvrer som justitsminister Mette Frederiksens (S) nyeste påfund om at lade Strafferetsrådet vurdere, om man kan bruge Straffelovens landsforræderparagraffer (Straffelovens kapitel 12) mod dem, der tilslutter sig morderbanden.

Det kan man ganske sikkert, hvis det ikke var, fordi man støder på nøjagtig samme problem som ved brug af terrorparagraffen ( Straffelovens kapitel 13, paragraf 114): vanskeligheden ved at løfte bevisbyrden. Muligvis kan man bruge landsforræderbestemmelsernes paragraf 102, punkt 2, stykke 4 om propaganda til fremme af fjendtlig interesse mod Grimshøjmoskeen og lignende arnesteder, men til akut begrænsning af danske muslimers IS-aktivitet fungerer kun to redskaber: Efterretningstjenesten og vedtagelsen af en særlov, der sidestiller ophold i Irak og Syrien uden myndighedernes tilladelse med landsforræderisk virksomhed. Det sidste er en hård nød at knække, og mange vil råbe op om underminering af Grundloven, men vi har mange særlove, og et demokrati, der ikke forstår at forsvare sig selv, er en falliterklæring.