Partierne er så småt ved at lade op til et brag af en valgkamp. Vinder den røde fløj det næste folketingsvalg, kan vi se frem til at leve i et samfund, hvor regeringen fuldstændig ublu bruger mennesker som ludobrikker i et spil ligestillings­ludo, hvor kun S og SF kender reglerne. Det er uhyggeligt. Selvom stemmen bliver lidt sløret hos de borgerlige Christiansborg-politikere, når de skal afvise kvotesnak, må vi sætte vores lid til de blå. Alternativet er, at kvinder behandles, som var deres køn et handicap. Det er fornærmende, uværdigt og diskriminerende i forhold til både mænd og kvinder.

Venstrefløjen lægger ikke skjul på, at de ønsker kvindekvoter inden for både virksomhedsbestyrelse, ledelse, forskning og alle andre steder, hvor de mener, der er magt at hente. De er fuldstændig ærlige om, at de ønsker et sexkøbsforbud, der driver sexarbejderne - arbejderkvinderne - under jorden. Og de er helt klare i mælet, når de siger, at ligestilling ikke handler om mænd, altid kun om kvinder.

De har bevist, at de vil deres egen vej, koste hvad det vil. Intet må spænde ben for dem, end ikke virkeligheden og borgernes ønsker til eget hverdagsliv. De ser gerne, at vi gør det til fast praksis at dispensere fra ligestillingsloven med det formål at fremme kvindens position i forskning ved de danske universiteter på bekostning af mandens, som vi allerede i dag ser det på Aarhus og Københavns Universitet i dag. Og de kalder det »lige-stilling«.

Venstrefløjens dominerende ligestillingskvinder lukker gerne ørerne, når deres politiske bagland siger nej til offergørelse af kvinder, som Lone Dybkjær gjorde det for nylig, da hun holdt fast i sit kvotetyranni trods baglandets »nej tak« til favorisering af nogle mennesker på bekostning af andre. Dybkjær er ligeglad.

Hun er også ligeglad med, at man driver sexarbejdere under jorden, når en potentiel rød regering vedtager det bebudede sexkøbsforbud. Mændene må tage vare på kvinderne ved ikke at efterspørge sex, lyder parolen. Det samme køn, der er så kompetent, når det handler om bestyrelsesposter, kan ikke tage vare på sig selv - støttet af velfærdssamfundets trygge favn - når det handler om krop og sex, lader den radikale top os forstå.

Kvinden er centrum. Og synes man, drenge og mænd også må inddrages, når vi taler om ligestilling, så er det med Ritt Bjerregaards ord »søgt«, hvilket hun lod Politikens læsere vide den 29. august. Drenge og mænd har ikke noget med ligestilling at gøre. Ligestilling handler for den røde elite om at favorisere og pusle om kvinden - intet andet. De indrømmer det blankt i alle deres tiltag, forslag og udtalelser.

Borgernes hverdagsliv, verden og prioriteringer er ligegyldige. Masterplanen er vedtaget, og den vil få fuld skrue, hvis den røde fløj vinder et folketingsvalg. Den hvide middelklassekvinde er samfundets almengyldige centrum, og det er store åg, der ligger på hendes skuldre.

Men hvorfor må kvinderne og mændene ikke selv bestemme, hvad de ønsker at få ud af deres liv, og hvilken rolle de vil spille i forhold til børn, kæreste, arbejdsmarked og samfund?

Venstrefløjen har overtaget chauvinistens synspunkter: Kvinden er (væsensforskellig og) bedre end manden. Derfor er det okay at diskriminere manden, så kvinden kan komme frem. Det formodes, at én kvinde kan repræsentere alle kvinder, og at én mand er repræsentant for alle mænd. De elitære venstrefløjskvinder er fuldstændig blottet for forståelse for og empatisk indsigt i, at mennesker er forskellige og er andet og mere end køn. Denne tilgang til kønnene resulterer i, at begge køn diskrimineres. Manden må vige pladsen, for at kvinden kan komme til, uden at vi skeler til, hvem der besidder mest gå-på-mod og de bedste kompetencer. Men kvinden diskrimineres også: hun bliver udstillet som et svagt køn, der altid må hjælpes af politikerne og staten - og ikke mindst af mænd. Andre må nødvendigvis tage vare på hende, for hun kan ikke selv, forstår man i venstrefløjens optik.

Hvis vi skal væk fra denne nedladende holdning til kvinden som samfundets barn og manden som naturlig prygelknabe, må vi ved næste valg stemme blåt. Det er ikke kvinden værdigt, at hun fremstilles som en, der må bære sin kønsidentitet som et handicap, og det er hverken fair eller sagligt, at manden diskrimineres på baggrund af den forståelse. Hvis vi ønsker et mangfoldigt samfund, hvor der er plads til alle, og hvor borgerne kan indrette sig, som de selv lyster, må vi stemme blåt. Hvis vi synes, at mennesker er mennesker frem for køn, må vi satse på de borgerlige partier. Og hvis vi vil manifestere, at kvinden er lige så dygtig, kompetent og værdig som manden, må vi sætte vores lid til de blå.

Vil du leve i et samfund, hvor staten bruger dig som brik i et kynisk spil ligestillingsludo, hvor kun staten kender reglerne? Hvis ikke, må du nødvendigvis sætte dit kryds ved blå blok i protest ved det kommende folketingsvalg.