Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er den fejlslagne boligpolitik – ikke Fingerplanen – der skaber en opdelt by

Kaare Dybvad (S) i Brøndbyøster
Læs mere
Fold sammen

I Berlingske 27. januar tager Kaare Dybvad et idepolitisk opgør med Fingerplanen og giver den skylden for et klasseopdelt Storkøbenhavn.

Lad os lave et tankeeksperiment. Forestil dig, at man i 1940erne ikke havde lavet en overordnet plan for Københavns udvikling. En plan som beskyttede grønne åndehuller i en hastigt voksende by og understøttede den kollektive mobilitet gennem principper om stationsnærhed. Hvordan mon Storkøbenhavn ville se ud i dag? Det er ikke til at vide.

To ting er dog sikkert. Storkøbenhavn ville også være opdelt socialt, hvis vi ikke havde Fingerplanen. Og langt færre mennesker ville bo i nærheden af kulturinstitutioner, strand, skov og grønne områder.

Opdelingen i Nord og Syd i Storkøbenhavn skyldes oprindeligt landskabsforhold og eksisterede lang tid før, Fingerplanen blev skabt. Køge Bugt blev udbygget alt for hurtigt og ensidigt. Men det er ikke Fingerplanens skyld. Det skyldes Køge Bugt Planen, og at man på det tidspunkt troede, at de store almene boligområder var fremtidens boligform.

Den store fejl var skalaen og den ensidige ejerform, samt at det hurtigt blev selvforstærkende, idet socialdemokratiske borgmestre byggede alment, mens Venstreborgmestre byggede ejerboliger. Samtidig førte social- og finanspolitik de velbjergede til ejerboligformen og de mindre velbjergede til de store almene afdelinger. Opdelingen af byen blev forstærket, og i dag råder segmenteringen af befolkningen mellem ejerboliger og almene boliger og mellem center og periferi stadig.

Så frem for at give Fingerplanen skylden for den sociale opdeling, bør vi i stedet bygge videre på de kvaliteter, den har givet byen og dermed sikre, at Storkøbenhavn ikke bliver yderligere opdelt.

En netop offentlig analyse fra Copenhagen Economics viser, at der frem mod 2025 er behov for 73.000 boliger i hovedstaden. Det giver os chancen for at skabe en mere blandet by, hvis vi griber det rigtigt an. Helt konkret foreslår vi et meget større fokus på byomdannelse og fortætning – bl.a. langs Ring 3.

Det storkøbenhavnske boligmarked skal tænkes ind i en regional sammenhæng. Der skal arbejdes for en blandet by. Det kræver nye boligudlæg i byomdannelsesområderne og nye centre, hvor der i dag ligger nedslidt erhverv. Før disse områder udvikles, bør det analyseres, hvordan den lokale balance er i forhold til ejerformer. Der skal arbejdes med et bevidst miks – både i den enkelte bebyggelsesplan og på kommune- og regionalt niveau. Det bør fortættes med ejerboliger, hvor der er en stor overvægt af almene bebyggelser, og omvendt bygges almene boliger, andelsboliger eller private udlejningsboliger i kvarterer, som i dag har en ensidig ejerboligstruktur.

Det er den fejlslagne boligpolitik – ikke Fingerplanen – der skaber en opdelt by.

Natalie Mossin er formand for Arkitektforeningen og institutleder KADK, og Jes Møller er formand for Dansk Byplanlaboratorium.