Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er da ok at slå sin næste ihjel!

Søren Hviid Pedersen.
Læs mere
Fold sammen

Forleden kunne man i Deadline på DR1 opleve videnskabsjournalist Lone Frank folde sine tanker ud om det helt legitime i at tillade og endda assistere vore næste i at slå sig selv ihjel. Jeg har sådan set respekt for Lone Franks ærlighed. Her var intet forsøg på at skjule, hvad denne diskussion handlede om. Den handlede om, at hvis man følte at ens liv ikke var værd at leve, så skulle man selvfølgelig have lov til at begå selvmord eller bede pårørende om at foranstalte det.

Denne holdning til aktiv dødshjælp er en følge af Lone Franks helt grundlæggende biologiske livsanskuelse. Her er ingen Gud, ingen fordring om at værne og elske sin næste, ingen tro på en orden, der er mere og større end det enkelte menneske. Her er kun det nøgne biologiske og autonome menneske. Når det menneske så føler, at livet ikke mere er værd at live, så er det da ganske naturligt at begå selvmord eller få aktiv dødshjælp!

DER ER TO HELT fundamentale problemer med denne holdning. For det første det forhold, at vi italesætter det acceptable i at få aktiv dødshjælp gør, at aktiv dødshjælp bliver en norm. En norm som nogle ulykkelige mennesker måske føler sig forpligtet på, f.eks. meget syge personer, der, i misforstået hensyn til sine nærmeste, måske vælger aktiv dødshjælp fremfor fortsat at leve, udelukkende fordi de føler, at de ikke skal »belaste« familien med deres sygdomsforløb.

Men menneskelivet er, udover at være godt, meningsfuldt og fyldt med glæde, også et liv, der rummer sygdom, ulykke og død. Vi lever efterhånden i en kultur, hvor intet må gøre ondt eller være ulykkeligt. Men det er især i omstændigheder som disse, hvor vores menneskelighed og kærlighed til næsten kommer til syne og udfoldes.

ER AKTIV DØDSHJÆLP vores kultur for næstekærlighed? Det håber jeg ikke, det ville nemlig være et koldt og indskrænket samfund, der tilbyder vor næste aktiv dødshjælp. For det andet er denne antagelse om, at livet udelukkende skyldes os selv, en kold og hjerteløs antagelse.

Vores er liv er skænket, ikke kun af vores forældre og de generationer, der kom før os, men også i en mere overført og religiøs betydning. Livet er en gave, der forpligter, ikke kun den enkelte, men også vore konkrete næste, vores børn, vores familie og venner.

Når et menneske vælger selvmordet har det ikke kun konsekvenser for en selv, men også for de efterladte, der vil opleve et tab og savn. Det forhold, at vi italesætter aktiv dødshjælp og selvmord som gældende og generelle normer, er et oprør mod skaberværket og dermed også en forkastelse af hensynet til vores næste.

DET ER ET OPRØR mod det forhold, at der findes en forpligtelse, der rækker ud over det enkelte menneskes autonomi og derfor naturligt begrænser vor autonomi. Kun når vi er forpligtet på livet, er vi forpligtet på hinanden og er der for hinanden. Kun der findes sand medmenneskelighed og kærlighed. Individuel autonomi er personlig egoisme, der kun leder til ulykker og fornedrelse af menneskelig værdi.