Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er altid skidt at undertrykke – selv det grimme

At lukke ned for uønskede stemmer og undertrykke politiske dagsordener fører ofte kun til værre resultater end at lade selv de grimme diskussioner foregå åbent. Det opdagede man i Danmark, da udlændingepolitikken blev sluppet fri. Noget tyder på, at techgiganterne desværre er på vej i den modsatte retning.

»Grundlæggende er det sundest og klogest for et samfund at være klar over, at ekstremisme og yderfløje findes,« skriver Tom Jensen på baggrund af blandt andet udelukkelsen af USAs præsident, Donald Trump, fra Twitter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Udlændingepolitikken i Danmark i 1980erne var en begyndende trykkoger. Fra slutningen af 1960erne var titusinder af indvandrere ankommet – i begyndelsen betegnet »gæstearbejdere« eller »fremmedarbejdere«, men efterhånden det mere politisk korrekte »indvandrere«, da det viste sig, at mange af de tilkommende blev. Også dem der kom hertil som flygtninge.

Tilstrømningen afstedkom demografiske omkalfatringer i de første danske kommuner, især på den københavnske vestegn, og flygtningestrømmene midt i 1980erne førte til urovækkende episoder rundt omkring i byer, hvor modtagecentre blev placeret. Måske mest notorisk blev den nat i Kalundborg i sommeren 1985, hvor overrislede byfestdeltagere gik til angreb med sten, flasker og molotovcocktails mod ca. 60 iranske asylsøgere, der var indkvarteret på et hotel midt i byen.

Det var slet ikke rart at se på. Overhovedet.

Den anden side af sagen var imidlertid, at det var svært for kritikere af den daværende udlændingepolitik at få fodfæste i debatten. Det var før de sociale mediers tid, og både politisk og mediemæssigt var udlændingedebatten præget af dogmer og berøringsangst.

Man så alene racismen i modstanden mod verdens mest liberale udlændingelov, som var vedtaget i 1983, men ikke den legitime bekymring for, hvad en ukontrolleret indvandring kunne få af følger i det danske samfund.

Et emne som alle andre

Trykket blev først for alvor lettet i 1995, da Dansk Folkeparti blev skabt og hurtigt fik en ret stor del af befolkningen med sig. Andre partier som V og K indså, at indvandring var et presserende politisk emne i befolkningen. Indtil da var udlændingepolitik noget, der kunne skabe splittelse i partierne, hvis der blev talt for højt om den. Særligt Socialdemokratiet var i de år genstand for et mere og mere desperat forsøg på at udgrænse kritikken af den førte politik.

Konklusionen hos mange, da først udlændingepolitik omkring 1998/99 blev et emne, man kunne debattere uden på forhånd at skamme sig, var, at det ikke er sundt at tie samfundsproblemer ihjel. I dag er der bred konsensus om en stram udlændingepolitik, men også om at indvandring er et emne, man med alle de holdningsforskelle og nuancer, der nu engang eksisterer, kan diskutere ligesom alle andre emner. Tabuer får ikke ting til at gå væk. En stækket debat i det åbne risikerer at give næring til ekstremisme i det skjulte.

Se blot til Sverige, hvor man i flere årtier fastholdt tavsheden om indvandring og integration. Indtil det fra 2015 og frem heller ikke her gik længere. Undervejs udviklede sig en tilstand, hvor man fik endnu større udfordringer end i Danmark med såvel parallelsamfund som radikaliserede højrefløjsbevægelser, ja, regulær nynazisme. At mennesker radikaliseres, kan aldrig kun være samfundets skyld. Den enkelte bærer ansvaret for både sine ugerninger og forskruede tanker. Men et samfund kan gøre sit til, at færre føler sig draget af at vælge den gale stævn.

Den undertrykte danske udlændingepolitik randt mig i hu, efterhånden som jeg over de sidste par uger har fulgt efterspillet oven på Stormen på Kongressen i USA.

Det var en skammens aften. At der tages juridiske skridt også mod præsidenten er for mig at se til syvende og sidst principielt uundgåeligt. Og jeg kan sagtens forstå, at diverse sociale medieplatforme i første omgang tildelte præsident Donald Trump en periode i skammekrogen. Af helt konkrete sikkerhedshensyn. Det er faktisk sådan, at den amerikanske hovedstad Washington, D.C. i disse dage er omdannet til en regulær, nationalgardebeskyttet fæstning af frygt for, hvad det næste måtte blive. Og præsidentens adfærd på selve aftenen for Stormen gav ikke mange løfter om, at han vil være i stand til at undlade påny at blæse til gløderne.

Der er for mig at se heller ikke tvivl om, at private virksomheder – også techgiganter – må beslutte, hvem de vil blokere eller ej. Ligesom publicistiske medier kan bestemme, hvem de ønsker at lægge platform til.

Men alligevel er jeg betænkelig. For ligesom man med udlændingedebatten i Danmark i 1980erne og den første del af 1990erne var vidne til en reel deplatforming, blot af den gammeldags, analoge slags, hvor dagsordener simpelthen forblev ude af den offentlige debat, eftersom denne var kontrolleret af magtfulde gatekeepere i medier, politik og forskning, så har verden siden Stormen på Kongressen set historiens største digitale deplatforming. Et begreb der dækker over, at stemmer gøres tavse, ofte på de sociale medier, enten som følge af et koordineret pres for blokering eller udskamning fra decentralt placerede brugere, hvis fælles indsats gør dem magtfulde. Eller som her i hvad der ligner en nærmest koordineret aktion ovenfra, fra selve techgiganternes ledelser, som i dag har magten over tiltagende informationsmonopoler.

Strudsepolitik ender galt

Jeg har ikke noget godt at sige om Trumps persona på Twitter. Jeg har endnu mindre godt at sige om advokaten Lin Wood, der efter præsidentvalget i november var en af de mest aktive i forhold til at rejse søgsmål med påstande om valgsvindel, og hvis adfærd på de sociale medier fra uge til uge blev mere og mere yderligtgående. Kulminerende med, at han – der vel at mærke støttede Trump – krævede vicepræsident Mike Pence henrettet ved skydning for højforræderi. Forståeligt nok blev det opslag blokeret. Men som Trump er han nu gjort helt tavs på de sociale medieplatforme.

»Strudsepolitik ender oftest galt. Potentielt endnu galere end for nylig i Washington.«


Det er ikke svært at se dilemmaet. Er sådanne ytringer ondets rod – eller snarere et symptom? Det kan der sjældent gives entydige svar på. Men grundlæggende er det sundest og klogest for et samfund at være klar over, at ekstremisme og yderfløje findes, hvad deres forestillinger går ud på, og hvordan de kommer til udtryk. Klogere end at tvinge dem ud af syne i den fejlagtige forestilling, at de så ikke findes.

Med andre ord: Det er ikke rart at bevidne ekstremisme. Men den falske tryghed er en endnu større fare, fordi man risikerer at blive overrasket over, hvordan den er vokset i det skjulte.

I USA burde myndigheder, politi, forsvar og medier have forudset Stormen på Kongressen, eftersom det siden har vist sig, at den i høj grad var bebudet på de sociale medier. Man kunne med andre ord have grebet ind. I modsætning til sommeren 1985 i Kalundborg, hvor den fordrukne hobs vold var fadølsfestens helt uventede følgesvend. Der er ingen grund til at tilstræbe en genetablering af en sådan uvidenhed. Strudsepolitik ender oftest galt. Potentielt endnu mere galt end for nylig i Washington.