Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er alle de andre, der ikke laver en skid

Foto: Steffen Ortmann Fold sammen
Læs mere

»Godt at se dig! Hvad laver du så nu?«

»Jeg er ved at uddanne mig til (indsæt vilkårlig erhvervsuddannelse), og ved du hvad, jeg er faktisk rigtig glad for det.«

Det insisterende tryk på faktisk understreger problematikken. Min folkeskoleven tror, at jeg tror, at hans beskæftigelse enten ikke er lige så fin som min egen akademiske, og/eller at ingen kan finde på at læse til tømrer, mekaniker, sosu-assistent etc. som førsteprioritet. Det er et indstuderet skuespil hver gang, hvor jeg skal lade som om, at jeg ikke fanger hentydningen, og hvor jeg nøje overvejer hvert et ord og tonefald, så jeg ikke falder i arrogance-fælden, han har stillet foran mig. I alle tilfælde taber vi begge.

Hvorfor tror mine gamle folkeskolekammerater, at jeg partout ser ned på dem, hvis de ikke også har valgt den boglige, akademiske vej? Det tror jeg godt, jeg ved.

Hver sensommer, når universiteternes adgangskvotienter frigives, tvinger medierne os ud i den evige debat om uddannelse. Desværre føres den sjældent på højere plan end knap over naboens hæk.

Grøftegravning

I stedet for at skære al uddannelse over en bred kam, sættes vi over for unødvendige modsætningsforhold. Her skilles fårene fra bukkene og de boglige brilleaber fra de praktiske arbejdsheste. I medierne reduceres det altid til noget med, at nu er der så og så mange, der skal læse noget fjollet på RUC, og wow, sikke et højt et snit CBS kræver, og se, hvor få der læser til landmænd, hvad skal vi dog leve af i fremtiden. Den bevidste diskurs smitter af i virkelighedens ekkokamre.

Der er ingen grund til at det skal være enten-eller. Når vi sætter modsætningsforhold op mellem akademikere og faglærte, det private og det offentlige, jakkesæt og overalls, graver vi grøfter og taber forståelsen for den gensidige afhængighed mellem produktion og viden – respekten for de andre. Ignorance avler ignorance. Jeg studerer selv humaniora på Københavns Universitet og får formentlig aldrig et fysisk krævende arbejde. Jeg er født med ti tommelfingre, og dem har jeg så sandelig ikke tænkt mig at pege ad nogen med.

Vi er 5,7 millioner mennesker i Danmark. Vi kan nærmest råbe til hinanden. I stedet går vi stille med dørene og nøjes med at hviske i vores respektive kantiner. Om dovne folkeskolelærere, der »ikke laver en skid«, eller om kontornussere i København, som »render rundt og spiller vigtige på dyre adresser, og som skulle prøve et rigtigt arbejde.« Der er vrøvl at hente alle vegne, og jeg har lagt øre til begge citater. Her er det mit held, at det er retorik, jeg læser, for der skal stærke argumenter til at bryde så fastlåste holdninger som dem op.

Jeg vil til enhver tid forsvare mit uddannelsesvalg, men jeg sætter det ikke over andres. Alle taber, når vi står på hver sin side af den hjemmelavede kløft og spejder mistroisk mod hinanden. Det er svært at high-five hinanden med armene over kors.