Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det enstrengede akutsystem fortsætter

1813: »I dag er status, at halvdelen får hjælp inden for ca. tre-fire minutter, og 90 procent inden for ca. 10-12 minutter. Og nej, svartiderne er ikke gode nok.«

Læs mere
Fold sammen

Der er sagt og skrevet meget om den nye akutordning i Region Hovedstaden. Ikke mindst om den efterhånden berygtede Akuttelefon 1813. Berygtet især på grund af svartiderne, som endnu ikke er inden for de ambitiøse politiske mål, der blev sat af det tidligere Regionsråd: At 90 pct. af alle kald skal håndteres inden for tre minutter.

I dag er status, at halvdelen får hjælp inden for ca. tre-fire minutter, og 90 procent inden for ca. 10-12 minutter. Og nej, svartiderne er ikke gode nok.

Men åbenbart er 10-12 minutters ventetid ikke så lang tid, at vi hører meget kritik fra borgerne om dette. Faktisk tværtimod. Akutberedskabets personale, der arbejder benhårdt for at hjælpe de mange syge og bekymrede borgere, får ofte ros og glade tilbagemeldinger. Det gør de, fordi mange borgere, der ringer til 1813, bliver mødt med god og tryg rådgivning både på telefonen og hos det sundhedspersonale, der modtager dem på hospitalernes akutmodtagelser og -klinikker.

Jeg tror nemlig, at det imponerer de borgere, der har brug for hjælp, at vores akutordning er blevet til ét samlet system du som patient glider mere ubesværet igennem end tidligere.

Nogen vil så påpege, at der også er sket alvorlige utilsigtede hændelser i den nye akutordning. Hertil er der at sige, at fejl desværre sker i hele sundhedsvæsenet. Nogle gange også ulykkelige og alvorlige fejl, som helst ikke må ske. Men sandheden er, at fejl også fandt sted i den tidligere lægevagt. Det er som formanden for den tidligere lægevagt i hovedstadsregionen, Jørgen Rem, selv udtrykte det i pressen: Man kan ikke give 1813 skylden for alt.

I dag er der mange ting, som jeg ville have gjort anderledes, hvis vi stod med indførelsen af en ny akutordning: Bedre forberedelse, mere tid og mere forventningsafstemning. Men er jeg stadig stolt over akutordningen? Ja! For der er en stærk vision i den nye enstrengede akutordning, som i mange år af mit politiske liv har ligget mig tæt på hjertet, nemlig at sundhedssystemet skal tage udgangspunkt i borgeren.

I den nye akutordning skal du f.eks. ikke længere i blinde tage af sted til en akutmodtagelse uden at vide, hvornår de kan se dig. I den nye akutordning skal du i stedet ringe til 1813, hvor personalet vil tale med dig, lytte og vurdere, om du skal snakke med en læge eller af sted til en akutmodtagelse eller akutklinik – og de vil sørge for, at du får det rette tilbud. I den nye akutordning kan du også i modsætning til tidligere tilbringe noget af ventetiden derhjemme. Og du kan se frem til kortere ventetid fra du løfter røret og til du står hos lægen på hospitalet, hvor du er ventet og velkommen. Og endelig betyder den nye akutordning, at Region Hovedstaden i modsætning til tidligere kan indsamle langt mere viden og data om den akutte hjælp og telefonvisitationen – til gavn for os borgere.

Kort sagt, den nye akutordning gør vores sundhedssystem mere lærende, mere fleksibelt og i højere grad indrettet efter dig.

En vigtig del af denne løsning er, at sygeplejerskerne er de første, du møder, nemlig på 1813. Nøjagtig ligesom vi kender det fra mange andre steder i sundhedsvæsenet. Som mange vil huske fra den offentlige debat har det været et omstridt punkt. Men – hånden på hjertet – det er ikke en kritik, der i stor stil kommer fra borgerne. Måske fordi mange af os har god erfaring med, at sygeplejersken er den første vi møder, når vi f.eks. henvender os på en akutmodtagelse, eller når vi ringer efter hjælp fra hospitalssengen. Nej, kritikken kommer mest fra en gruppe praktiserende læger, som er utilfredse og bekymrede for, om servicen nu også er god nok.

Min besked til dem og andre er, at jeg selvfølgelig har respekt for bekymringen. Derfor er det også positivt for alle parter, at Region Hovedstaden i dag har en bedre dialog med De Praktiserende Lægers Organisation (PLO). En dialog der handler om, hvordan vi kan få flere praktiserende læger til at spille en større rolle i vores akutsystem i hovedstadsregionen. Der er nemlig masser af steder, vi kan bruge deres erfaring og ekspertise – på 1813’s telefoner, i akutmodtagelserne, som udkørende læger eller på hospitalerne. For sandheden er også, at så længe PLO ikke vil anbefale deres medlemmer at arbejde i regionens akutordning, så vil det tage lang tid inden vi kommer i mål med de servicemål, der er sat op for f.eks. 1813.

Men min besked er også, at selvom der stadig er blæst om ventetider og manglende læger i akutordningen, så er den enstrengede akutordning kommet for at blive.

Som konsulentvirksomheden COWI for nyligt konkluderede i sin evaluering af akutordningen, er der nemlig tale om en »visionær«, »logisk« og »rigtig« beslutning. En ordning, der stadig høster positiv international opmærksomhed, hvor nysgerrige kolleger fra udenlandske akutberedskaber kommer på besøg for at lære, hvordan vores sygeplejersker og læger arbejder sammen i teams, og hvordan vores telefonvisitation er koblet sammen med vores akutmodtagelser og –klinikker på hospitalerne. For det imponerer faktisk i udlandet, at vi har skabt en akutordning, der – trods ventetider på telefonerne – gør det nemmere for borgerne at være i kontakt med sundhedssystemet.

Jeg håber derfor, at det nye år vil bringe PLO og Region Hovedstaden endnu tættere sammen i den gode dialog. Og at vi inden for de rammer, der allerede er sat, kan tale om, hvordan vi kan samarbejde om en løsning, der leverer den bedst mulige service til borgerne.