Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Jeg var i 40erne, da jeg via min svenske gemal stiftede bekendtskab med »Karlsson på Taget« – en smuk, gennemklog og tilpas tyk mand, bedst til alt, også til det, han ikke duede til. Hvilken misundelsesværdig selvtillid, Astrid Lindgrens lille flyvende mand havde. Hvad jeg dog husker Karlsson mest for er, at hvis han ikke fik det, nøjagtig som han ville have det hver eneste gang, så var han bare ikke med. Det virkede.
Del:
