Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det Danmark, vi kender, er fortid

Det, som nu foregår i Europa, udhuler ganske de momenter, som var forudsætningen for velfærdsstaten. Vi får en voksende befolkningsandel, som ikke på samme måde udnytter den politiske magt, som velfærds- staten tildeler dem. Og vi får en stadigt tiltagende uhomogenitet i social, kulturel og etnisk henseende.

Henrik Christoffersen, forskningschef, Cepos Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det Danmark, vi kender« er blevet gjort til et slogan. Hvad der jo er et sikkert tegn på, at det Danmark, vi kender, er godt på vej til at forsvinde.

Denne tid er fyldt med overvejelser om, hvordan vi dog skal forholde os til den strøm af tilrejsende, som tiltvinger sig adgang til landet. Ikke at vi får truffet stærke beslutninger om at gøre det ene eller det andet. Det er vi ikke som folk rustet til. Overvejelserne er givetvis uomgængelige, men jo også på en måde omsonste. Det sker simpelthen.

Faktisk viser det sig, at vi ikke engang er i stand til at føre en værdig samtale om problemstillingen. Snarere har vi opdelt hinanden i gode og onde eller naive og realistiske.

Selv de helt kortsigtede spørgsmål må vi prøve at tie væk eller efterlade ubesvarede. I kommunerne sidder kommunalbestyrelserne i disse dage og arbejder med at lægge sidste hånd på budgetterne for 2016. Der skal findes penge, så kommunerne kan efterleve regeringens krav om effektivisering. Det klager kommunalpolitikerne højlydt over. Der skal også findes penge, så kommunerne kan håndtere de nye tilrejsende.

Umiddelbart skulle sidstnævnte problem ikke være så stort i kommunerne, for kommunerne får i første omgang kompensation fra staten. Men staten skal da finde penge. Det har staten så gjort ved at reducere tilskuddet til kommunerne. Slutresultatet må altså være, at pengene til tilrejsende reelt hentes ved at fjerne penge fra skolerne, daginstitutionerne og ældreindsatsen. Staten fodrer kommunerne med deres egne haler, og velfærdsstaten går på skrump. De sammenhænge er imidlertid ikke gjort specielt tydelige, og det tales der ikke meget om.

Hvad angår det mere fundamentale, må det være klart, at Danmark er under forandring for altid. Men hvad er det, som er ved at ske med velfærdsstaten?

Jeg tror, at vi kan få et godt grundlag for at overveje dette spørgsmål i en legendarisk analyse, som Harvard-professorerne Alesina, Glaeser og Sacerdote fremlagde i 2001, hvor de prøvede at svare på, hvorfor USA ikke har udviklet en velfærdsstat med stor omfordeling som de europæiske lande.

De finder to forklaringer. Den store europæiske omfordeling er et resultat af, at de europæiske lande – og stærkest i Skandinavien – har skabt en meget lige reel fordeling af politisk magt. Alle har én stemme, og stort set alle udnytter deres stemme. Og så findes en betydelig altruisme, fordi de europæiske lande er så homogene i social og etnisk henseende i forhold til USA.

Men det, som nu foregår i Europa, udhuler ganske de momenter, som var forudsætningen for velfærdsstaten. Vi får en voksende befolkningsandel, som ikke på samme måde udnytter den politiske magt, som velfærdsstaten tildeler dem. Og vi får en stadigt tiltagende uhomogenitet i social, kulturel og etnisk henseende.

Også det er imidlertid realiteter, som er uvelkomne. Troen på, at disse nye vilkår kan bortraderes ved hjælp af social ingeniørkunst er stor. Eller snare er det vel en insisteren på, at det skal kunne lade sig gøre, som præger debatten drevet af den nagende mistanke om, at velfærdsstaten jo bliver opløst, såfremt det ikke sker.

Danmark vil ikke forsvinde fra verdenskortet, fordi velfærdsstaten skrumper bort. Her kan vi lære meget ved at se til, hvad der allerede er sket i Sverige med den store tilstrømning udefra.

Den svenske velfærdsstat er virkelig kommet under afvikling. Staten bliver indskrænket i betydelig udstrækning og dermed også skatterne. Det mærkes ikke mindst på overførselsindkomsterne, som de nytilkomne jo i høj grad er modtagerne af, men hvor ydelserne efterhånden er nået ned på et meget lavt niveau. Den økonomiske ulighed er til gengæld blevet noget større i Sverige.

Den tiltagende uhomogenitet i ikke blot økonomisk, men også social og kulturel henseende, er også tydelig at se, når man bevæger sig rundt i det svenske samfund. Med visheden om, at det er ved at være størsteparten af Malmøs indbyggere, som er af anden herkomst end svensk, er det forbløffende at tage på tur i Malmøs centrum, gå i Malmøs opera eller besøge Malmø Kunsthal. Her må svenskere komme til at tænke på det Sverige, som de kender.

Tager man til Rosengården eller til en forstad i Växjö, møder man ligeledes det land, som de kender: Arabien. Det er Sverige altsammen, men der er kommet til at gælde forskellige retssystemer, forskellig ordenshåndhævelse og forskellige kulturelle former.

Traditionalisterne i vores svenske broderland begræder denne tingenes tilstand og vil gøre op med den. Men det er jo ikke muligt, så de må leve med stor frustration. Den øvrige befolkning ser ikke det store problem. Deres hverdag bliver ikke synderlig ændret. De bliver på det kortere sigt fattigere, fordi de tilrejsende trækker på den velfærdsstat, som endnu er tilbage, men den er jo under afvikling, så det går over.

Tilbage står at finde fornuftige og nyttige former for udveksling mellem kulturerne og mellem de forskellige bysamfund. Det skal nok komme over tid, sådan som der i USA er udviklet sofistikerede former for udveksling mellem kulturer og bysamfund, hvor man ofte end ikke formår at forstå hinandens sprog.

Vi er på vej til den postmoderne verden.