For en måned siden var jeg blevet indbudt til at tale ved en konference for kommunalchefer i Region Hovedstaden. Konferencens titel var »Fra velfærdsstat til konkurrencestat? Globaliseringen som rammevilkår for den kommunale sektor«. Derfor havde arrangørerne naturligvis bedt professor Ove K. Pedersen fra CBS om at indlede. For det er jo om nogen ham, der er ansvarlig for, at »konkurrencestaten« er blevet den metafor, der bestemmer den reelle politik herhjemme i disse år; ikke mindst fordi finansminister Corydon har lagt øre til ham. Så magtfuld er CBS-professorens diskurs blevet, at jeg selv under hans oplæg kom i tvivl om, hvorvidt der var tale om hans personlige eller regeringens – eller måske det offentlige bureaukratis – bud på globaliseringens konsekvenser. Jeg endte med at konkludere, at det var hip som hap; for der var ikke nogen i salen, der sagde ham imod bagefter.

Det danmarksbillede, der fremgik af hans powerpoint-præsentation, var et forvandlet Danmark. Et land, der havde sagt farvel til ikke blot sin historiske geografi, men også til sin pluralistiske tradition for at søge en balance mellem stat, marked og civilsamfundets institutioner og fællesskaber. Det nye Danmark vil være formet af statslige »effektiviseringsstrategier« og »politisk styring«. Danmarks geografi vil være en anden, når »konkurrenceprincippet« har skabt »bæredygtighed«. Det offentlige skal derfor ikke forsøge at opretholde historiske bosætningsmønster og skabe vækst i landdistrikter og mindre byer. Kun de byer, der forstår at samarbejde og skabe »business regions«, vil fortjene at overleve. Terminologien afspejler det omfang politik i konkurrencestaten er blevet et spørgsmål om at koordinere stat og marked, og arbejdsmarkedet i dag bliver set som det eneste, der kan sikre social sammenhængskraft. Men på en modsigelsesfuld måde.

Effektiviseringsstrategien har nemlig konsekvenser for arbejdsmarkedet: I sin første fase indebærer det, at det lykkes at stække de offentligt ansattes fagforeninger effektivt. Selv om det havde holdt hårdt – især i forhold til folkeskolelærerne – var man nu godt i gang, forstod man. Men mindst lige så meget modstand skulle man forvente fra universitetslærerne. Der var også konsekvenser for folkestyret. Ikke på noget tidspunkt gjorde oplægsholderen sig overvejelser om borgerinddragelse og nærdemokrati. Skønt han forsikrede, at kommunerne fremover fortsat ville være »enheder for demokratisk deltagelse«, var det mere slående udtryk, han brugte, at de ville komme til at fungere som »driftsinstitutioner« under centralstaten. Når hele processen var ført til ende, afsluttede Pedersen, ville Danmark for første gang i historien være et »parlamentarisk demokrati«; dvs. »ingen over og ingen under Folketinget«.

Ove K. er tydeligvis en mand med en vision; en vision for den danske stat. »Samfundsvision« vil jeg ikke betegne den. For det er svært at se, hvor der er plads til det civile samfund i en statsmodel med en så høj grad af magtkoncentration. Borgerne vil derved blive frataget kilder til uafhængig magt, og deltagerdemokratiet vil blive ofret i effektivitetens navn. Hvordan visionen harmonerer med Socialdemokraternes nye slogan om »det Danmark, du kender«, vil vi måske få forklaret under valgkampen. Efter at Pedersen har briefet dem.