Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det Danmark, du kendte

Jon Stephensen, teaterchef, Aveny-T Fold sammen
Læs mere

Operationen lykkedes, men patienten døde. Så kort kan Helle Thornings kampagne for at fastholde regeringsmagten vel beskrives. Socialdemokraterne gik frem, og Venstre fik en vælgerlussing større end spået. Når det alligevel gik galt var det, fordi ingen havde kunnet forudse Dansk Folkepartis enorme fremgang. Ingen kunne næppe heller forestille sig de Radikales kæmpe kollaps. Med mere end en halvering af radikale mandater var det vel reelt det parti, der tabte regeringsmagten for Thorning.

Det må føre til kolossal selvransagelse hos Morten Østergaard og i det nu lille radikale parti, der reelt savede benene over på både sig selv og ministertaburetterne, som selv ikke Alternativets ni mandater kunne rette op på. Var det den temmelig flygtige, ja, manglende sociale profil og omsorg for almindelige danskere, der kostede så dyrt? Bedst symboliseret i Margrethe Vestagers bemærkning »sådan er det jo«. Var det den manglende evne til at gennemføre et dagpengeforlig? Snak om topskattelettelser? Eller en udlændingepolitik som blev for liberal og provokerende åben? Eller truslen om at beskatte boligejerne yderligere? Faktum er, at Dansk Folkepartis fremgang i høj grad kunne lukrere på de Radikales udmeldinger og at her fandt såkaldt almindelige danskere et parti, der passer på dem og de svageste. Finder det Danmark, de ønsker, eller måske snarere det Danmark, de kendte. Kald det stop, stram og skær – kald det nationalt eller nationalistisk. Man må respektere, at der især fra Udkantsdanmark er et opråb om at blive hørt, en frygt for udviklingen og en drøm om at vende tilbage til noget, der var bedre og velkendt. Tabet af arbejdspladser og at føle sig glemt og talt hen over af magten er ikke til at komme udenom eller tage fejl af.

At SF gik ned var ingen overraskelse. At Enhedslisten ikke gik mere frem, kan undre. Men faktum er, at Helle Thorning ikke kunne alene med de Radikale som et så modstræberisk parti og illoyal regeringspartner i valgkampen. Længe har partiet mindet om en trojansk hest i regeringen. Under valgkampen sprang de ud på alle fire ben og snublede ved første forhindring.

Der er grund til at ønske Dansk Folkeparti et kæmpe til lykke med resultatet. Kristian Thulesen Dahls pragmatiske retning og partiets valgkamp har været både tiltalende for mange og i den grad båret frugt. Og der er sørme også grund til at anerkende Lars Løkkes eminente evne til at læse spillet bedre end nogen anden politiker. Når Lars Løkke allerede under valgkampen tilkendegav, at skattelettelser skal ske i bunden – når han var imødekommende over for et stort dagpengeforlig – når han trak udlændingekortet så hårdt især om at begrænse asylansøgere, så var og er det jo alt sammen i erkendelse af, at Dansk Folkepartis styrke og magt ikke var til at komme udenom, og så hellere imødekomme dem før et valg. Lærepengene omkring løftebrud og alligevel måtte ændre politik, når stemmerne var talt op, var læst og Lars Løkke spillede spillet eminent.

Nu står han med regeringsmagten og statsministerposten. Og endnu mere bemærkelsesværdigt med store muligheder for at gennemføre sin politik. Der er flertal og plads til skattelettelser i bunden, en skærpet udlændinge- og asylpolitik. Også andre politikområder er klappet af. Og bedst af alt: magtfordelingen er klar. En bil med DF og Venstre på forsædet og Liberal Alliance og de Konservative på bagsædet. Meget godt gået af en mand som mange dømte ude og som tabte valget større end ventet.