Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det borgerlige Danmarks problem er dets politiske partier

»Problemet for det borgerlige Danmark er, at de borgerlige partier hverken fører borgerlig politik eller tør tale højt om borgerlige værdier og ideer.«

Alex Vanopslagh Fold sammen
Læs mere

Mens Berlingske er gået på jagt efter borgerligheden, er det næppe uklart for hverken befolkningen eller dets politikere, hvad borgerligheden – altså det som forener de konservative og liberale – går ud på.

Det er dels værdierne om personligt ansvar og hårdt arbejde – og den tilhørende personlige frihed i form af et forsvar for borgerlige frihedsrettigheder. Og dels nogle rodfæstede ideer om, at det bedste samfund skabes gennem en lille og effektiv stat med en relativ fri markedsøkonomi. Det er alle borgerlige enige om.

At der så er plads til uenigheder blandt de borgerlige – mere specifikt mellem liberale og konservative – hvad angår udlændinge- og retspolitikken, og om vigtigheden af kulturel dannelse, folkekirken, kongehuset og national suverænitet, gør jo hverken borgerligheden diffus eller bringer den i en krise.

Der er også plads til, at enkelte debattører i deres behov for selvprofilering skal gøre deres værdisæt til den ægte borgerlighed eller deres version af liberalisme uforenelig med borgerligheden. Tilbage står de borgerliges fælles pejlemærker om personligt ansvar og frihed, en mindre offentlig sektor samt troen på en stærk markedsøkonomi uantastet.

Fogh var bedst til at klæbe til taburetten

Det borgerlige Danmarks sande krise består i stedet i dets partier – særligt hos de gamle partier i form af Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Først et årti i 1980erne og sidenhen et årti i det nye årtusinde blev forsømt i forhold til at føre en borgerlig politik eller i det mindste bare at forfægte stærke borgerlige dagsordener. Særligt VKO-perioden må siges at være en katastrofe: Vi havde gode muligheder for at give borgerne mere ansvar og frihed, reformere velfærdsstaten og overlade mere til markedsøkonomien og folks egen flid og indsats. Det gjorde man bare ikke. Anders Fogh Rasmussen skulle forestille at have været en dygtig politiker, men mest til at klæbe til taburetten. En afgørende forandring af samfundet i borgerlig retning så vi intet til.

I stedet indførte man 287 nye skatter og afgifter, gav den offentlige sektor yderligere vokseværk ved at lade de offentlige udgifter stige med 300 milliarder kroner og bekæmpede den personlige frihed med logningsbekendtgørelser, visitationszoner, zoneforbud, terrorpakker, rygeforbud, internetcensur, 37 nye hjemler til at ransage privat ejendom uden retskendelse, og jeg kunne blive ved.

Anders Fogh havde ellers ret. For at kunne gennemføre borgerlig politik, skal man inden have kæmpet en borgerlig værdikamp, som rykker vælgerne. Men den kultur- og værdikamp, som han selv blæste igang i 2003, bekæmpede han med alt, hvad han havde lært – uanset om det handlede om brugerbetaling i velfærdssystemet eller ti teser på et stykke papir.

Den borgerlige politik var svær at få øje på, og en kommunikation af borgerlige værdier skulle man lede endnu længere efter. Vælgerangsten var derimod ikke svær at få øje på.

Er det så blevet bedre med tiden? Ikke synderligt. Vi har igen en blå regering, der har mere travlt med at udhule end at forsvare basale frihedsrettigheder. Og hvad angår det økonomiske, er det samlede billede af fortabt borgerlighed blandt Venstre og de Konservative stadig intakt. Der er skam reformer, der trækker i den rigtige retning – kontanthjælpsloft, forhøjet pensionsalder og SU-reform blandt andet – men de bliver ikke retfærdiggjort med udgangspunkt i borgerlige værdier om personligt ansvar og mindre stat. Retorikken går i stedet på at fremtidssikre den socialdemokratiske velfærdsstat.

De Konservative render i mellemtiden og vælter ministre på grund af 600 ton kvælstof og bringer regeringen i mindretal, når den vil skære i ulandsbistanden. Forfriskende? Bestemt. Borgerligt? Ingenlunde.

Slaget om topskatten viser problemerne

Og det var netop fra asken af det fortabte borgerlige Danmark, at Liberal Alliance opstod. For at føre den værdi- og kulturkamp, som Anders Fogh blæste til, men ikke havde modet til at udføre.

Nu skulle de gamle, borgerlige partier holdes i ørerne og danskernes Stockholm-syndrom i forhold til velfærdsstaten skulle udfordres. Med stort anlagte annoncer og slagkraftige debatter som den om Fattig-Carina lykkedes det også at føre borgerlig værdikamp og rykke både partier og danskere i et vist omfang.

Men træerne vokser ikke ind i himlen – selv i Liberal Alliance har man kunne mærke angsten for vælgerflugt og magtens snigende forfængelighed.

Op til valget i 2015 var der den samme kedelige tendens i Liberal Alliance som hos de øvrige borgerlige partier. Nu skulle reformer gennemføres for at få vækst, så vi kunne redde den socialdemokratiske velfærdsstat. Ja, Sverige var forbilledet på, hvordan vi fik endnu en bedre socialdemokratisk velfærdsstat. Arme og ben skulle holdes i bussen – og et nyt borgerligt værdi-slagsmål a la Carina-debatten skulle for alt i verdenen undgås.

Efter valget fortsatte strategien. Slut med at være protestparti – nu skulle vi (ligesom V og K) være borgerlige stemmer, der arbejder. Vi skulle være samarbejdsvillige og ikke mindst regeringsduelige. Drømmen om at sidde bagerst i ministerbilen fortrængte behov for borgerlig værdikamp. Politikken var stadig uændret og borgerlig, men strategien lignede til forveksling den, man ser i andre partier. Og vi lød til og med som de andre partier med teknokratisk excel-snak.

Nu er Liberal Alliance heldigvis for det borgerlige Danmark ved at finde tilbage til rødderne, om ikke andet så midlertidigt. Foranlediget af slagsmålet om topskatten, som nu er blevet til en værdikamp med ultimative krav. Og ikke mindst baseret på bund borgerlige værdier om flid, hårdt arbejde og et oprør med janteloven.

Og hvordan reagerer Venstre og de Konservative? Jo, de rotter sig sammen med blå bloks sande sorte (eller snarere røde) får, Dansk Folkeparti, om at udnævne Liberal Alliance til sorteper og sparke værdikampen til hjørne. Og så er vi jo tilbage til kernen af problemet. At de borgerlige partier i Danmark stort set ikke har en borgerlig politik. Og slet ikke tør kæmpe en borgerlig værdikamp.

Berlingske bør ikke gå på jagt efter borgerligheden. Borgerligheden er intakt og uændret i sit fokus på personligt ansvar og frihed, mindre stat og mere marked. De bør i stedet gå på jagt efter borgerlige partier, der tør at kæmpe den borgerlige værdikamp. For det er det borgerlige Danmarks sande problem.