Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det bliver ikke i mit navn

Søren Pind: Trykkefrihedsselskabet

Søren Pind, MF (V) Fold sammen
Læs mere

Under overskriften »Et mordforsøg« tager Søren Krarup formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, i forsvar.

Krarup anfører blandt andet, at Hedegaard »siger jo kun sandheden«. Krarup synes ganske vist, tingene er sagt »firkantet«. Men grundessensen er, at Hedegaard blot er blevet angrebet af »totalitarismens venner«, og at disse vil Hedegaard - og Trykkefrihedsselskabet - til livs. Anledningen er Hedegaards udtalelser, for eksempel denne: »Kvinder har ingen værdi. De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder - de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers ... Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi«.

Krarup og jeg har ofte nok taget hinanden i forsvar, når vi - som altså også Hedegaard, mener Krarup - er blevet udlagt på en forkert og skamløs måde. Det er af og til et vilkår i debatten. Og der er kræfter i Danmark, sandt nok, der for enhver pris vil, at enhver ikke-humanistisk tilgang ikke skal fremstå som et respektabelt bidrag til den politiske debat.

Spørgsmålet er så, om dette faktisk gælder for Hedegaard? Næppe. Jeg tror, Hedegaard mener det, han rent faktisk har sagt. Spørgsmålet bliver i stigende grad, om ord betyder noget. Det mener jeg. I begyndelsen var ordet. Jeg husker endnu, hvordan min daværende underviser og nuværende højesteretsdommer erindrede om ordenes betydning: »Vi har jo ikke andet«.

Jeg taler ikke om den pæne tone, som jeg får kvalme af. Jeg spørger, om man virkelig tror, man kan løse den enorme opgave, den moderne verden står overfor, nu hvor landegrænserne er sluppet fri, ved sådanne determinerende udtalelser? Det er som om der i stigende grad, i de kredse der stiller sig kritisk an over for islam - hvad jeg også gør - er en opdeling. Mellem dem der finder resultatet givet på forhånd, og som verbalt - mindst - ruster sig til krig. Og os andre, der mener, at slutresultatet ikke er givet.

Ord betyder noget. Som handlinger. Ord kan i sig selv determinere et resultat. De rædselsscenarier, der opmales til at finde sted snart, som Hedegaard synes at sige, eller i en ikke så fjern fremtid, vil jeg ganske enkelt ikke acceptere som givne. Jeg vil ikke med mine ord fremme dem. Det er ikke kun en tåbelig og naiv humanisme, der fremmer sådanne scenarier. Det er også de, der mener, sådanne scenarier er uafvendelige.

Byder Danmark tilkommende velkomne med en fast, varm hånd, er resultatet ikke givet. I stedet for at splittes ad i forlængelse af ekstremistiske - som Krarup altså kalder firkantede - udtalelser, burde danske islam-kritiske kræfter søge at sikre, at dansk kultur ikke trænges tilbage i det offentlige rum. Således at der kan finde en reel integration - assimilation, om man vil - sted. Det vil i sig selv trænge islam tilbage. Vandene skilles, om man tror, der kan øves en indsats, der nytter. Det tror jeg. Derfor udtrådte jeg - med ærgrelse - af Trykkefrihedsselskabets rådgivende udvalg. For udtalelserne betegner ikke kun Hedegaards opfattelse. De er samtidig med til at skabe det resultat, Hedegaard siger, han frygter. Dertil vil jeg ikke lægge navn.