Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det arabiske forår er blevet kapret af islamister

Chadi El-Cheikh Hassan Fold sammen
Læs mere

For tiden hører vi meget om forfølgelser af kristne i Mellemøsten, fra Syrien til Irak og Egypten. Det sker i forbindelse med det arabiske forårs udspring i disse lande. Det er ellers lande, der altid har haft et kristent samfund, kultur og historie og minoriteter, som altid har levet side om side med hinanden.

Problemet med det arabiske forår er, at det er blevet kapret af andre ekstreme islamistiske kræfter, som har en helt anden dagsorden. Og deres problem er, at de anser kristne som vantro, hedninge eller kættere. Der er ingen tvivl om, at langt de fleste, som er omkommet i disse konflikter, er muslimer, men problemet skal vi faktisk finde mellem den kristne tro og islam og Koranens tekster.

Jesus er nævnt flest gange i Koranen og anses som en meget vigtig profet, som også ifølge den islamiske tro vender tilbage inden dommedag. Men konfliktens rod opstår, fordi man i islam ikke tror på, at Jesus er Guds søn og ikke tror på tredelingen af magten. I det øjeblik, du tror på magtens tredeling, er du stemplet som afgudsdyrker af islamisterne, hvor de lidt mere aftonede og moderate muslimer vil bruge et citat fra Koranen, som siger »I har jeres tro, og jeg har min.«

Omvendt erkender langt de fleste kristne ikke profeten Muhammed som den sidste profet, hvor man i islam erkender begge profeter, og jøderne benægter dem begge.

Når muslimer ikke tror på Jesus som Guds søn, hænger det nøje sammen med Koranens tekster, der beskriver, at Jesus blev ophøjet til Gud, da romerne kom og tog ham til fange, og Gud byttede Jesus’ ansigt og krop med Judas, som bedrog Jesus til romerne. Selve korsfæstelsen står lidt uklart i Koranen.

Jeg respekterer alle menneskers tro, uanset om de er kristne, muslimer eller jøder af flere årsager. Fordi jeg oprigtigt tror på, at vi i sidste ende kommer fra den samme Gud. Og fordi jeg ikke måler folk på deres religion, men på deres gerninger, handlinger og fremfærd. Og fordi jeg ikke kan lide tanken om at kalde andre for vantro eller hedninge, fordi det i sidste ende kun er Gud, som ved, hvad der er i folks hjerter. Det er kun Gud, der dømmer – og ikke islamister som hugger hovederne af folk, brænder deres kirker ned, ødelægger deres religiøse symboler og fordriver dem fra deres landsbyer og land.

Forfølgelserne af de kristne i dag er på ingen måde acceptabel eller legitim, for de kristne har en stor historie i Mellemøsten og deres tilstedeværelse har sat sine spor både socialt, kulturelt og økonomisk. Og længe før islam.

Krigen i Libanon

I Libanon er der 40 pct. kristne. I modsætning til mange andre lande i Mellemøsten lever de side om side med resten af den religiøse og sekteriske sammensætning. Det skyldes bl.a., at Libanon har en forfatning, der beskytter og deler magten mellem de forskellige religioner. Præsidenten er kristen (marionit), premierministeren er sunnimuslim og parlamentsformanden er shia. Udover det er der 128 pladser i parlamentet som er fordelt mellem forskellige politiske alliancer og religioner.

Jeg var højst otte år gammel, da krigen rasede i Libanon. Jeg husker lyden af bomber, granater, som faldt i vores opgang, og lejligheder, der stod tomme med åbne døre, forladt af folk, der enten var flygtet eller gemte sig i beskyttelsesrummet.

Checkpoints

Vi besøgte tit mine bedsteforældre, der boede i det sydlige Libanon. Normalt tog det måske to timer, hvis man tog den lange tur langs kysten til byen Tyr. Men det kunne vi ikke uden at komme forbi de kristent kontrollerede falangistiske zoner og checkpoints. Deres checkpoints var kendt for ID-killing, så hvis man kørte forbi, og de opdagede, at man var muslim, blev man skudt på stedet alene pga. ens navn og tro.

Vi hørte tit om folk, vi kendte, som uheldigvis stødte ind i disse checkpoints og blev slået ihjel på stedet. Så i stedet tog vi den lange omvej gennem bjergene omkring Bekaa-dalen, som var kontrolleret af den syriske besættelseshær. Det tog seks timer, og vi blev stoppet af syriske kontrolposter. Deres blikke var fyldt med rædsel, for man vidste ikke, om man blev tilbageholdt, sat i fængsel, mistænkt eller hånet. Alt kunne ske, men det var en smule mere sikkert.

Jeg husker det også som en speciel oplevelse, fordi vi kørte forbi kirker og landsbyer, hvor folk levede fredeligt trods krigen. Og duften af cedertræerne, stjernehimlen over Libanons frodige bjerge og de gamle antikke ruiner, som vi kørte forbi.

Den største frygt var ikke bomberne, som faldt, eller vinduerne, der sprang som følge af bomberne, for det var normalt. Den største rædsel var at se checkpoints og lyden af ens hjerte, der hamrede løs, når man kørte forbi dem, for man kunne tage fejl af ruterne og ende det forkerte sted eller i de kristne fascisters hænder. Hvis man gjorde det, var man sikker på at blive slået ihjel.