Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Destination klassesamfund?

Er Danmark på vej til at blive et klassesamfund, hvor sammenhængskraften er smurt for tyndt ud? Debat med Asger Aamund, Michael Böss og bogaktuelle Lars Olsen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stort set samtidig med, at Socialdemokraterne genindtog regeringskontorerne, afstedkom Joachim B. Olsen med sin kritik af venstrefløjen og fattig-Carina en voldsom forandring i den måde, vi taler om lighed og ulighed. Selv til venstre for midten indrømmer man nu, at økonomiske incitamenter virker, at det skal kunne betale sig at arbejde, og trods krumspring kaldet akutpakker bliver halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år gennemført - også med folkesocialistiske tryk på for-knappen nede i folketingssalen. Spørgsmålet er så, hvor Velfærdsdanmark er nu, og hvor vi er på vej hen. Ifølge journalist og forfatter Lars Olsen, der på mandag sammen med tre andre udkommer med bogen Det danske klassesamfund, går tendensen mod et mindre sammenhængende og mere klasseopdelt samfund.

»I toppen og i bunden af samfundet kan vi se et pres på sammenhængskraften. Vi kan se, at der er en voksende underklasse, som hovedsagelig lever af overførselsindkomst. Underklassen bor typisk i udkantskommuner og i belastede områder i de store byer. Og i de sidste ti år kan man også se en tendens til, at underklassens børn selv bliver underklasse. Med andre ord lukker bunden af samfundet sig om sig selv, får deres egen kultur, er mere kriminelle og er dyre i drift for staten,« siger Lars Olsen og fortsætter:

»Men der er er også et pres ovenfra. Overklassen og den højere middelklasse afsondrer sig i stigende grad fra resten af samfundet. De tjener ikke bare mere, men deres løn stiger også markant mere end resten af samfundet, og så bor de også i stigende omfang koncentreret. I 1986 var der kun seks sogne, hvor eliten udgjorde mere end 40 procent af befolkningen. I dag er der 26. Så vi har fået en storbyelite i villakvarterer med tilhørende skoler med en ensidig, velbjerget sammensætning. Også her ser vi, at den sociale arv er blevet stærkere.«

Og hvorfor er det egentlig et problem?

»Der er en dobbelt risiko. Det er et brud på dansk opfattelse af retfærdighed, når social arv bliver så bestemmende for den enkelte. Og dertil kommer, at vi får et demokratisk underskud, når magthaverne og opinionsdannerne lever i et parallelsamfund væk fra den brede befolkning, som de på den ene side har meget lidt kendskab til og samtidig bestemmer over.«

Men, altså - vi er jo stadig verdens mest lige land?

»Det der med, at vi er så lige, passer ikke. Hvis man lægger Eurostats tal til grund, ser det anderledes ud end de tal, som Finansministeriet laver. Og ifølge dem er Danmark det land, hvor uligheden er steget mest de sidste ti år - vi er stadig i den lige ende, men vi er blevet overhalet af de andre nordiske lande og Belgien, Holland og Østrig. Det viser, at der er nogle store forandringer i gang i vores land. For mig er den mere matematiske diskussion om Gini-koefficient ikke lige så interessant, som at vi ser økonomisk ulighed spille sammen med øget geografisk segregation og social arv.«

Underklassen ser sig ikke som underklasse

Den analyse møder kritik fra erhvervsmand og Berlingske-kommentator Asger Aamund. Han afviser en tæt sammenhæng mellem sammenhængskraft og økonomisk lighed:

»Man skal passe på med at blive offer for den idé, at jo større uligheden er, des mindre er sammenhængskraften. Det er noget vrøvl - det har altid været sådan, at eliten søgte sammen i enklaver som Hellerup, Risskov og Hasseris. Den højt besungne sammenhængskraft er på den måde en illusion. Men den har været der mere, end den er i dag. Tidligere generationer blev opdraget med de samme værdier, og i skolen lærte man både salmevers og fædrelandsssange - det sad i knoglerne på børn, og det bandt dem sammen, selvom de blev forskellige. Se på bogen De sidste timer, hvor man har samlet afskedsbrevene fra modstandsfolk - her ser man mennesker fra vidt forskellige grupper i samfundet, der alle sammen har fædrelandskærligheden til fælles. Det er det, de går i døden for, ikke demokratiet, men nationen. Det er gået i glemmebogen - i dag er det X Factor og FCK. Jeg tror ikke, nationen dør, men den finder nye veje.«

Samtidig er Aamund kritisk over for selve begrebet underklasse:

»Jeg ser slet ikke det billede med, at der er en større underklasse, der er på støtten og som må passe sig selv. For det er ikke sådan, de ser sig selv. Vi har næsten 900.000 arbejdsduelige danskere, der ikke laver noget, og som er på dagpenge, kontanthjælp og hvad vi ellers kalder det for at undgå at kalde dem arbejdsløse. Mange af dem har et fint liv med det og finder en identitet i det, fordi de nu er de fleste. Der er sket et enormt identitetsskred her, for det er ikke længere skamfuldt at være på støtten, for det er der jo så mange andre, der er.«

»Nu har vi bare ikke råd til det mere, fordi vi ikke længere er konkurrencedygtige. Jeg er sådan set hamrende ligeglad med, om vi så havde to millioner på overførselsindkomst, hvis bare landet tjente penge nok til at finansiere det. Og nu står vi der, hvor vi har forsømt at sætte reformer i gang som kunne gøre os rigere, og med en tom krybbe, begynder vi at bide hinanden.«

Mosaik-samfundet er et problem

Hos Michael Böss, lektor på Aarhus Universitet og forfatter, der også her i avisen betragter det danske samfund fra en socialkonservativ udkigspost, vinder Lars Olsen både enighed og kritik:

»Jeg tilhører en tradition, der ser for stor ulighed som et problem. Det er til skade for samfundet, hvis uligheden bliver for stor. Så går det ud over sammenhængskraften. Som socialkonservativ må man være meget skeptisk over for en liberalistisk ligegyldighed over for ulighed. Men Socialdemokraterne skal ikke have al æren for vores velfærdsstat. Den var der bred politisk konsensus om efter krigen, indtil Socialdemokraterne i 70erne pustede den op med sociale rettigheder og dagpenge i metermål,« siger Böss. Til gengæld ser han knap så dystert på ligheden:

»Der er sket et glid i ulighedens retning herhjemme, men det er altså minimalt. Helt frem til 2000 kunne man ikke registrere en større ulighed i de skandinaviske lande, men det kan man efter 2000. Det kan man forklare på så mange måder - boligprisernes himmelflugt, som skabte formuer, der fik Gini-koefficienten til at vokse i de skandinaviske lande. Men pga. af vores skatte- og velfærdspolitik er vores ulighed stadig meget lille ift. fx USA og Storbritannien. Det afgørende ved vores fordelingspolitiske tradition er, at den forhindrer, at bunden af samfundet falder helt ud.«

Men Lars Olsen peger på, at bunden bliver større og den sociale mobilitet mindre?

»Man skal huske på, at de nordiske lande er de lande, hvor der er højest social mobilitet. Det er svært at se som andet end et resultat af vores fordelingspolitik. Men der, hvor jeg vil give Lars Olsen ret, er, at der er en tendens til social segregation af rig og fattig. Det er et farligt tegn, man bliver nødt til at gøre noget ved., for noget af styrken i det danske samfund og det, der har sikret den sociale mobilitet, er netop, at befolkningsgrupperne har blandet sig - særligt i folkeskolen. «

Tilbage hos Lars Olsen spørger jeg, om det ikke ville være en bedre idé at rulle velfærdsstaten noget tilbage og skrue lidt ned for skattetrykket, al den stund at velfærdsstaten i hans øjne er på vej til at genskabe sig som klassesamfund

»Nej. Derned risikerer vi blot endnu skarpere klasseskel. Og så vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved, om ulighed på den lange bane giver mere dynamik. Det er kendetegnen, at det, jeg siger i dag, ikke er så forskelligt fra det, Anders Fogh Rasmussen sagde i 2004, dengang han bankede Eva Kjer-Hansen på plads, fordi hun holdt en tale om ulighed skrevet af en CEPOS-mand. I dag er det CEPOS’ synspunkter, der er blevet dominerende i debatten. Det viser, at der er et mentalt skred i samfundet. Og det bliver ikke bedre af, at også ledende socialdemokrater snorksover i forhold til de her problemstillinger.«