Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Det er trods alt ikke hver dag, man bliver frifundet ved Højesteret.
Jeg håber, at du, kære nyhedsbrevlæser, derfor tilgiver mig, at jeg efter dommen straks brød ud i 2023s formentlig hidtil mest akavede kram med Berlingske Medias husjurist, Jakob Dinesen, der febrilsk fumlende med sin smartphone på mit kontor sidste onsdag kl. 12 fik beskeden om frifindelsen fra vores dygtige advokat i sagen, Martin Dahl Pedersen fra Kromann Reumert.
Nogle gange må man have lov til at se fjollet ud. Visse vil indvende, at det i mit tilfælde er en daglig foreteelse, men her var der virkelig noget på spil.
Jeg kan fortælle, at jeg i timerne op til domsafsigelsen gik hvileløst rundt på redaktionen, ud på gaden, hen til kaffeautomaten, ned i 7-Eleven efter en bolle med ost og en kop te, tilbage til kontoret og computeren, hvor jeg i korte perioder lod som om, jeg var i stand til at arbejde med noget fornuftigt, rundt på gangene igen, endnu en tur på det lille hus, og så frem med mobilen, når det ene medie efter det andet ringede for at spørge om et interview, når dommen var faldet.
Lidt i kl. 12 satte Berlingskes kulturreporter Joachim Talbro Paulsen sig ind på mit kontor med sin computer og ventede på dommen, og så kom fotograf Asger Ladefoged og videoproducer August Bang, og så et par andre redaktører og min kollega Mette Østergaard, og til sidst mindede det nærmest om den berømte kahytscene fra Marx Brothers’ »A Night At The Opera«.
Med andre ord, hvis jeg ikke vidste det i forvejen, ville jeg have en grum fornemmelse af, at noget vigtigt var umiddelbart forestående.
Og det var det da også. Men hvad? Det handler mit borgerlingske-nyhedsbrev #60 om.
Retten til værket
Ophavsretten. Den er vi mediefolk glade for. Uden den kunne enhver stjæle og hugge vores journalistik uden konsekvenser, og det ville være skidt. For de publicistiske mediers forretning, for journalisters beskyttelse af deres materiale, for selve journalistikken.
Man har ret til sit værk. Det er indiskutabelt. Arvingerne efter billedhuggeren Edvard Eriksen, der fremstillede skulpturen af Den Lille Havfrue, som nu gennem mere end 100 år til utallige turisters store glæde har indtaget sin sten på Langelinie, har derfor også uden for enhver tvivl ophavsretten til kunstværket. Indtil 12. januar 2029, 70 år efter Edvard Eriksens død, hvor den bortfalder.
Det har jeg eller Berlingske aldrig bestridt. Alligevel var vi for efterhånden fire år siden uvillige til at betale, da der tikkede en mail ind med et krav på betaling af 60.000 kroner for uberettiget brug af Den Lille Havfrue-skulpturen i forbindelse med, at Berlingske i Opinionssektionen havde skrevet en artikel om de øvrige nordiske landes syn på udlændingedebatten i Danmark.
Kreative hoveder på debatredaktionen fandt på at bestille en satiretegning med nationalsymbolet Den Lille Havfrue som visuel illustration af den samfundsdebat, og den illustration leverede satiretegneren Rasmus Meisler med vanlig sans for den sigende detalje, og vi bragte tegningen på forsiden af den Opinionsektion, hvor artiklen blev trykt. Det mente vi, at vi havde lov til, skrev vi tilbage til arvingerne.
Principiel
Derefter overgav arvingerne sagen til deres advokat, og en langstrakt retssag ved tre instanser kunne tage sin begyndelse. Jeg må tilstå, at jeg på det tidspunkt hverken kunne forudse, at sagen kunne ende ved Højesteret, endsige hvor principiel den endte med at blive.
Men sådan er det nogle gange, når man sætter foden ned. Vi mente på Berlingske ikke, det kunne være rimeligt, at vi skulle betale nogen erstatning til Edvard Eriksens arvinger for en selvstændigt frembragt satiretegning af en zombiehavfrue ved en dystopisk dansk kyst.
Men hvorfor endte den da med at blive så principiel, denne sag? Jo, svarene finder man faktisk direkte og indirekte i den frifindelsesdom, Højesteret afsagde sidste onsdag. Dens afsæt er den dom, der faldt i Østre Landsret sidste år, hvor jeg og Berlingske med piber og trommer og dommerstemmerne 3-0 tabte til arvingerne i havfruesagen.
Intet valg
Landsrettens dom havde en karakter, så vi på Berlingske i samråd med vores advokater ganske enkelt ikke havde andet valg end at forsøge at få sagen for landets øverste retsinstans, Højesteret.
Den var for alvorlig, for indskrænkende for alle publicistiske mediers og alle danske satirikeres ytringsfrihed til, at vi på nogen måde forsvarligt kunne tillade dommen at stå.
Men for Højesteret – det kan man ikke bare sådan lige få en sag, hvor optændt man end er af den hellige ild. Man skal ansøge om det hos det såkaldte Procesbevillingsnævn, som skal vurdere, om der er noget tilstrækkeligt principielt i en sag til, at man vil forstyrre landets fineste dommere med den sag.
Det vurderede Procesbevillingsnævnet heldigvis, at der var i denne sag.
Østre Landsrets dom fra februar 2022 var alvorlig ikke bare for Berlingske, men for alle danske medier, af især tre grunde. Og lad mig lige slå fast, at ingen af grundene var de 300.000 kroner, vi blev dømt til at betale i erstatning til Edvard Eriksens arvinger oven i sagsomkostningerne (som ikke ligefrem udmåles i håndører, kan jeg afsløre, men lad det blive mellem os).
Ytringsfrihed på spil
De tre vigtige principper, der var på spil, var følgende:
* For det første afgjorde Østre Landsret reelt sagen som en ren ophavsretssag, hvor mediers ytringsfrihed og dermed adgang til at bruge et nationalt symbol som Den Lille Havfrue (der som bekendt ikke kun er en skulptur, men en eventyrfigur af H.C. Andersen) ikke blev tillagt nogen videre vægt. Så enøjet kan man ikke anskue ophavsretten, når den anden side af sagen handler om at anvende dette nationale symbol i en relevant samfundsdiskussion. Havde den dom stået, var publicistiske mediers ytringsfrihed blevet stækket.
* Lige så alvorligt var det, at Østre Landsret ikke tog hensyn til, at der var tale om en satiretegning, en parodi på Den Lille Havfrue. Siden 1800-tallet har det været gængs praksis i Danmark, at man kan parodiere værker, selv om de er underlagt ophavsret. Det er derfor, man i denne sammenhæng har nævnt Rytteriets »Vi kører den ind med penis«-sketches som parodier, der reelt ville blive ulovlige, hvis Berlingske blev dømt ved Højesteret. For netop de sketches bygger jo på parodier på danske pop- og rockhits og kunstnere. Stod landsrettens dom til troende, ville satire i Danmark blive markant sværere at bedrive uden at komme i karambolage med loven.
* Det tredje var, at Berlingske i Østre Landsret blev dømt for at overtræde markedsføringsloven. Dommen slog fast, at en redaktionel forside på et tillæg eller et billede til en artikel var at sammenligne med en kommerciel reklame. Den måde at dømme journalistik på kunne være blevet katastrofal for Danmarks publicistiske medier, som netop ikke i deres redaktionelle indhold er lovreguleret af markedsføringsloven, der giver langt snævrere rammer for at bruge ytringsfriheden end medieansvarsloven. Altså var mediernes helt grundlæggende frihed til at publicere, hvad vi vil, uden at det kan dømmes som ulovlig reklame, under angreb.
Stor interesse
Med andre ord: Vi måtte anke. Der var ingen anden mulighed. Jeg har hele vejen igennem mærket en stor interesse og opbakning fra andre medier, og vores brancheorganisation, Danske Medier, gik da også med i ind sagen og støttede op. Otte juraprofessorer fra Københavns Universitet skrev en udtalelse om sagen.
For skulle det virkelig være sådan, at en flok skulptørarvinges jagt på et trods alt mindre erstatningsbeløb skulle få den følge, at danske publicistiske mediers redaktionelle frihed kunne blive markant beskåret?
Ovenikøbet med afsæt i en satiretegning og et morsomt billede af havfruen med mundbind. I landet, hvor man for 18 år siden under Muhammedkrisen blev bevidst om satirens og ytringsfrihedens nødvendighed for en fri samfundsdebat? Det kunne bare lige passe …
Så onsdag 10. maj mødte jeg op i Højesteret lige i hjørnet i Prins Jørgens Gård, hvor indgangen til Statsministeriet også findes, til high noon durk i magtens centrum.
Der var pænt med tilhørere. Derudover var det en knastør, fem timer lang seancer med to advokatprocedurer, to replikker og fem højesteretsdommere med højesteretspræsident Jens Peter Christensen i midten, der alle var i stand til at bevare de passende, juridiske stenansigter. Man kunne ikke gennemskue, hvad de tænkte.
Der var ingen vidneafhøringer, ingen spørgsmål. Kun advokaternes fremlæggelser. Og så en uges votering hensunket i knastør jura.
Nervøs
Måske netop derfor var jeg så nervøs i onsdags. For på den ene side vidste jeg godt, hvad den rette dom burde indeholde for ytringsfrihedens og satirens skyld i Danmark. Og her tænkte jeg, at den knastørre jura var min ven.
På den anden side fik vi et juridisk tennisæg i landsretten, tænkte jeg, og tog endnu en tur ned til kaffeautomaten.
Så kom dommen. Den var vigtig. For alle, der vægter ytringsfrihed, retten til frie medier og retten til satire i Danmark. Alt det vægtede Højesteret tungt. Dermed er en alvorlig tilstand for mediernes frihed i Danmark afværget.
Tilgiv mig derfor den krammer. Jeg lover, at det ikke gentager sig, før jeg næste gang frifindes i Højesteret.
Samsam igen
Jeg bruger, som du ved, altid mit nyhedsbrev til at reklamere for noget af det andet gode, Berlingske har til dig, og igen må jeg bede om tilgivelse: Berlingske fortsætter med at være det irriterende medie, når det gælder afdækningen af den såkaldte Ahmed Samsam-sag.
Sagen om manden, der blev dømt for terrorvirksomhed i Spanien, selv om de danske myndigheder udmærket vidste, at han i virkeligheden havde været efterretningstjenesternes udsendte danske agent i Syrien midt under krigen mod Islamisk Stat.
Siden har myndighederne i Danmark gjort alt for at løbe for det ansvar. Og det er jo ikke så godt. For hvem tør så lade sig indrullere som spion for vort fædreland, hvis man risikerer at blive svigtet bagefter?
I denne weekend kunne Berlingske så afsløre, at Ahmed Samsams advokat har deltaget i mindst 13 møder med efterretningstjenesterne for at forhandle om en diskret løsning på affæren.
Den slags gør man næppe, hvis man er overbevist om, at omdrejningspunktet for møderne er en farlig terrorist.
I samme forbindelse interviewede Berlingskes Jens Anton Bjørnager Ahmed Samsam:
Hvor sagen står politisk? Gæt. Cirka samme sted som minksagen og Findsen-sagen. Reelt er den lagt død efter valget af SVM-regeringen. Intet at bemærke. Passér gaden.
Little Mermaid
Til sidst er der kun tilbage at give dig ugens sang, kære nyhedsbrevslæser. Jeg prøver jo, med skiftende held, indrømmet, hver uge at få sangen til at passe med ugens hovedtema her i borgerlingske-nyhedsbrevet.
Men hvordan illustrere havfruesagen?
Åh jo, vi griber ud efter soundtracket til 2023-udgaven af Disneys version af »Den Lille Havfrue«, der netop er kommet ud i klodens biografer. Værsgo’ til Melissa McCarthy, og den »poor unfortunate soul« er heldigvis hverken mig eller den øvrige danske presse.
God pinse!