Sagen om den danske SS’er Helmuth Leif Rasmussen belyser endnu en gang den triste kendsgerning, at de regeringsbærende partier efter Anden Verdenskrig har haft begrænset vilje og mod til at retsforfølge de danskere, som deltog i nogle af menneskehedens værste forbrydelser.

At SS’ere, herunder danskere i Frikorps Danmark, var krigsforbrydere, er alment kendt, og derfor er det beklageligt, at den tidligere justitsminister Mette Frederiksen (S) nølede over et halvt år med at tage denne og andre sager alvorligt.

Retsordfører Trine Bramsen (S) mener sågar, at politikere ikke skal mene noget om sagerne. Det er pinligt for den danske retsstat, at en internationalt anerkendt nazijæger, Efraim Zuroff fra Simon Wiesenthal Centret, senest måtte rejse til Danmark for at få sat sagen i gang.

Rasmussen, der lever under alias i København (hvorfor mon?), bevidnede efter eget udsagn, hvordan jøder blev massehenrettet i Bobruisk-lejren i Hviderusland i 1943.

Som så mange andre SS’ere før ham har Rasmussen ifølge medierapporter benægtet at have taget aktivt del i drabene, men hvor troværdigt er det udsagn, når man er kz-vagt og vidne til massemord?

Det burde være et oplagt spørgsmål for politi og domstole, først og fremmest for at få afklaret danskeres andel i krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig.

DET ER NOGLE af retssamfundets vigtigste principper, som er på spil. Princippet om lighed for loven betyder, at man skal yde sit maksimale for at få retsforfulgt samfundets værste forbrydere.

Ellers vil lovlydige borgere kunne kritisere, at de i nutiden risikerer eksempelvis dyre parkeringsbøder, mens fortidens krigsforbrydere går fri trods et langt værre synderegister.

Vi i Dansk Folkeparti går ind for et hårdt retsopgør med de islamister, der rejser fra Danmark for at kæmpe for IS. Netop derfor bør vi også gøre det nødvendige for at få retsforfulgt de danske SS-krigsforbrydere, som var med til at myrde millioner af uskyldige mænd, kvinder og børn. Ikke for at tildele de pågældende langvarige fængselsstraffe, for de er oppe i alderen, men for at få klarhed for den generation, der oplevede krigen, og så vi kan lære af fortiden.

MEN DESVÆRRE ER der her en tendens hos samarbejdspartierne fra Anden Verdenskrig til at begrave fortiden. Det har fremgået af andre tidligere sager, herunder sagen om terrorchefen Søren Kam.

I DF ønsker vi ikke krigsforbrydelserne fejet ind under gulvtæppet. Lad os få det op på bordet, for det skylder vi ofrene for Holocaust. Og vi skylder os selv det. Et godt internationalt omdømme får Danmark kun, hvis vi med os selv ved, at vi har gjort det fornødne til at kunne fremstå som en retsstat.