Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Derfor skal vi diskutere konventioner

Et humant asylstop er et nødvendigt initiativ, hvis vi skal genvinde indflydelse på, hvor mange mennesker, der kommer til Danmark med krav på varigt ophold. Vi skal ikke bruge færre penge på at hjælpe, og vi skal arbejde for en ny flygtningekonvention.

Simon Emil Ammitzbøl. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Liberal Alliance fremlagde 20. januar et udspil, hvor vi foreslår, at Danmark suspenderer sin tilknytning til FNs flygtningekonvention og de europæiske regler, der knytter sig til konventionen.

Forslaget har, forståeligt nok, vakt opmærksomhed. Konventionen er fra 1951 og har siden været en hjørnesten for det internationale samarbejde om flygtninge. Og lad det være sagt med det samme: Liberal Alliance ønsker fortsat, at internationale aftaler skal regulere regler for beskyttelse af flygtninge, men vi vil tilbage til kernen fra 1951: At mennesker, der er personligt forfulgt eller ofre for krig, har ret til beskyttelse.

Den nuværende situation, hvor folk de facto selv kan bestemme, hvor denne beskyttelse skal sættes i værk, er derimod uholdbar. Og kombinationen af denne tilstand og den manglende sikring af Europas ydre grænser underminerer i virkeligheden grundlaget under Flygtningekonventionen, som reelt risikerer at bryde sammen, hvis vi ikke tør tage den nødvendige diskussion. Vi må og skal tale om, hvordan vi sikrer, at mennesker på flugt får den beskyttelse, de har brug for samtidig med, at de europæiske lande selv kan regulere, hvor mange mennesker, de vil tage imod.

Så det er med åbne øjne, at vi har fremsat forslaget. For vores udgangspunkt er, at mennesker på flugt for forfølgelse og krig har krav på beskyttelse. Vores udgangspunkt er, at Danmark har et internationalt ansvar.

Samtidig er vores udgangspunkt, at vi er forpligtet til at tage vare på vores eget samfund, og det betyder selvfølgelig, at der er et loft over, hvor stor en del af hjælpen, der kan foregå i selve Danmark. Det gælder naturligvis også for de øvrige europæiske lande, og konsekvensen er den politik, som vi ser over hele Europa i disse måneder. En politik, der har karakter af en konkurrence om, hvem der – inden for rammerne af konventionen – populært sagt kan være de dummeste svin over for de nytilkomne.

Og velvidende, at de mange stramninger, der i disse uger og måneder i tiltagende desperation bliver vedtaget rundt om i Europa, i praksis har beskeden effekt på tilstrømningen, netop fordi ingen tør tale om selve konventionen.

Liberal Alliances forslag betyder, at man i de kommende to år ikke kan søge om asyl i Danmark, mens vi, sammen med så mange andre lande som muligt, arbejder på at få formuleret konventionen på en ny måde, som passer bedre til virkeligheden. Til gengæld vil vi tage langt flere kvoteflygtninge end i dag, og de penge, vi sparer (et defensivt gæt er seks mia. kr.), vil vi bruge i Syrien og nærområderne, hvor mange i dag sulter eller lider under fejlernæring, og hvor børnene ikke kan få helt basal skoleundervisning. Vores forslag handler altså ikke om, at vi skal hjælpe mindre, men om, at vi nødvendigvis skal genvinde kontrollen over, hvor mange mennesker, der kommer til Danmark med krav på varigt ophold.

Situationen er meget vanskelig. Vi skal hjælpe ofrene for konflikter som den i Syrien, og vi skal samtidig passe på Danmark. Det er bemærkelsesværdigt, at de af mine kolleger, der har været mest kritiske over for vores forslag, reelt ikke har noget bud på en alternativ løsning. Det, som de og vi er enige om, er, at vi skal arbejde så hårdt vi kan ad alle tænkelige kanaler for at finde de internationale og europæiske løsninger, som alle efterspørger. Hvis det skulle vise sig, mod forventning, at sådanne løsninger materialiserer sig hurtigt, bliver vores forslag overflødigt. Det ville vi i Liberal Alliance glæde os meget over, men det er ikke sandsynligt. Som det ser ud nu, er forslaget derfor den eneste farbare vej.

Konkret befinder vi os jo i en situation, hvor udgifterne til flygtninge og migranter kommer til at presse den offentlige sektor mange år frem. Det betyder enten ringere service eller højere skatter, hvilket så igen medfører lavere vækst, mindre velstand og dermed også ringere service. Nogle vil mene, at det er kynisk at anskue flygtningenes situation i et nationaløkonomisk perspektiv, men det er ikke rigtigt. Det er kynisk at lade være, for konsekvenserne bliver de samme, om man er villig til at tale om dem eller ej.

Vi kalder forslaget for et humant asylstop, fordi vi vil prioritere indsatsen der, hvor effekten er størst, og hvor vi har mulighed for at hjælpe de ofre for konflikten, der har mest brug for hjælp og ikke dem, der er ressourcestærke nok til at nå frem til Danmark. Det er lidt forstemmende, når andre politikere forsøger at fremstille det som om, vi kan begge dele – altså hjælpe både her og der. Der er kun de samme penge at hjælpe for, og vi anbefaler varmt, at de bliver brugt der, hvor de gør mest gavn.

Vi tror på, at hvis Danmark har modet til at gå forrest og midlertidigt suspendere vores deltagelse i konventionen, vil andre lande anerkende logikken i det initiativ og deltage i processen med at formulere en ny flygtningekonvention, der passer til vores tid og som på bedst mulig måde hjælper ofre for krige og konflikter over hele verden. Konventionen blev skrevet af mennesker i en svær tid og i en særlig historisk kontekst. Uden sammenligning i øvrigt står vi nu i en situation, der gør det nødvendigt at ændre konventionen eller tolkningen heraf. Ikke fordi vi ikke vil hjælpe, men fordi det, på bare lidt længere sigt, er forudsætningen for, at vi overhovedet er i stand til at hjælpe.