Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Derfor skal du være bekymret over den censurerede udklædningsfest på Københavns Universitet

Bag en strid om sombreroer og ghetto-udklædning gemmer sig en vigtig kamp om ytringsfrihed. Københavns Universitet har lige givet de mest ekstreme krænkelsesaktivister gode kort på hånden.

Foto: Kate Copeland

Er det et problem for ytringsfriheden, at nye jurastuderende på Københavns Universitet ikke må holde en udklædningsfest med kategorier som »white trash«, »ghetto«, mexicanere og indianere?

Spørgsmålet er blevet debatteret heftigt, siden det kom frem, at ledelsen på universitetets juridiske fakultet på ganske bestemt vis havde henstillet til, at de studerende skulle finde på nogle andre udklædningskategorier.

Pierre Collignon Fold sammen
Læs mere

På den ene side kan man argumentere for, at førsteårsstuderende ikke bør mødes af alt for grove klichéer på en introtur. Er man ung med arabiske rødder og vokset op i et socialt udsat boligområde, vil man næppe føle sig hilst velkommen på det nye studium, hvis der straks skal gøres grin med »ghetto-typer«.

På den anden side kan man mene, at de studerende fra første færd skal vænne sig til, at der er en fri omgangstone på et universitet.

Det virkelige slag

Selve udklædningsfesten er dog ikke den afgørende slagmark for ytringsfriheden. Problemet er den krænkelseslogik, som ligger bag, og som kan kan aflæses i nye retningslinjer om krænkende adfærd, som Københavns Universitet har vedtaget.

Her fremgår det, at universitetet vil beskytte sine ansatte og studerende mod chikane og krænkelser »med baggrund i f.eks. etnicitet, religion, køn, seksualitet, alder eller handicap«. Læg dertil et springende punkt: Ifølge universitetet vil det være »medarbejderens eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd, der er udgangspunktet.«

Hermed sætter Københavns Universitet en risikabel standard, for hvis man alene tager udgangspunktet i den oplevede krænkelse, er der ingen grænser for, hvad man kræve indgreb mod. Muslimske studerende vil kunne påberåbe sig de nye retningslinjer og forlange, at man ikke længere viser Muhammed-tegninger under forelæsninger. Enhver vil kunne hævde sig krænket over brugen af ord som »nigger« eller »neger« i undervisning om sprog eller racisme. Og hvad med køn? Kan det ikke opleves som krænkende, hvis man på det naturvidenskabelige fakultet holder fast i, at der findes to biologiske køn?

Radikal krænkelseslogik

Eksemplerne lyder måske fortænkte, men vi har set i USA, Storbritannien og også Sverige, at en militant krænkelseslogik har ført til virkelige og omfattende indgreb i ytringsfriheden på universiteter.

I USA har krænkelsesaktivisterne gennemtrumfet censur og taleforbud til kontroversielle gæsteforelæsere. Studerende har presset universitetsledelser, som var bange for at fremstå politisk ukorrekte, til at indføre »safe spaces«, hvor de unge mennesker kunne blive fritaget for ytringer, der generer dem. På flere universiteter har krænkelseslogikken overtaget hele campus, så det i stedet er den frie tale, som har fået reservater i form af »free speech zones«.

At lukke den frie tale ind i en lukket zone, som nogle gange kunne være en afsidesliggende parkeringsplads eller et lillebitte lokale, er naturligvis et alvorligt indgreb i den frie debat, og de omstridte zoner har derfor affødt protester. Modreaktionen er på vej i form af bl.a. et republikansk lovforslag, som vil forbyde universiteter at begrænse den forfatningssikrede ytringsfrihed til bestemte arealer.

Nyt kodeks kan misbruges

På den måde går Københavns Universitet med på en bølge, som måske allerede har toppet i USA. Ved at indføre retningslinjer, der gør oplevelser af krænkelser til udgangspunktet for tvister, indfører man en norm, som adskiller sig fra den forståelse af ytringsfriheden, som normalt gælder i det danske samfund. Her er juraen klar: En oplevelse af krænkelse kan ikke føre til, at ytringer er strafbare. Man skal kunne bevise, at der er tale om skadegørende ytringer, fx i form af injurier.

Københavns Universitets nultolerance-politik bliver svær for forskere at agere i. Skal de lægge særlige bånd på sig selv for at undgå at støde nogen, når de underviser på universitetet? Det harmonerer dårligt med, at de nyder en udvidet ytringsfrihed, når de deler deres viden uden for universitetet. Her taler retspraksis for, at forskere nyder særlig beskyttelse, når de deltager i den offentlige debat.

Læser man universitetets nye kodeks, vil man ikke kunne finde en garanti for, at de nye krænkelsesregler ikke må føre til begrænsninger i den akademiske frihed og i den ytringsfrihed, som normalt gælder i Danmark. Retningslinjerne er formuleret på en måde, der synes helt afkoblet overvejelser om fri debat og fri forskning.

»Kan det ikke opleves som krænkende, hvis man på det naturvidenskabelige fakultet holder fast i, at der findes to biologiske køn?«


Formodningen må være, at Københavns Universitet faktisk ikke er ude på at begrænse nogens ytringsfrihed, men som det nye krænkelseskodeks er formuleret, kan det føre til selvcensur, og det vil også kunne bruges til nye angreb på ytringsfriheden; fx hvis upopulære gæsteforelæsere inviteres.

Man må derfor opfordre til, at ledelsen på Københavns Universitet vil se på teksten i de nye retningslinjer igen. Og det gerne ved at hente inspiration fra University of Chicago, hvor en principfast rektor, John Ellison, har gjort op med kravene om begrænsninger på ytringsfriheden. Studerende på University of Chicago forberedes i velkomstbreve på, at universitetet har en helt særlig forpligtelse til at forsvare den frie udveksling af ideer. Derfor skal de ikke forvente at blive pakket ind i vat.

University of Chicago har en fin erklæring, som andre amerikanske universiteter er begyndt at tilslutte sig. Den slår fast, at universitetet som læreanstalt og forskningsinstitution har et særligt ansvar for at forsvare den åbne og frie samtale.

Uden det engagement vil »et universitet ophøre med at være et universitet,« hedder det i den såkaldte Chicago-erklæring. Københavns Universitet burde kunne skrive under på det samme budskab.