Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Derfor nominerede vi Voetmann og Klougart

Asger Schnack og Lilian Munk Rösing: »Retten til at vælge kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris bør ikke være lig med retten til at sætte egne litteraturpolitiske dagsordener.« - sådan kritiserede Berlingske Tidendes leder i går den danske indstilling af Josefine Klougart og Harald Voetmann til en af Skandinaviens fineste priser. Nu svarer den danske komité igen.

»Vi er af den opfattelse, at et værk som skal nomineres til Nordisk Råds Litteraturpris, ikke bare skal være godt, men helt særligt. Et værk, der har karat til at nomineres til prisen, skal ikke ligne noget, vi kender i forvejen. Det skal skærpe vores sanser og tanker. Det skal kunne få vore nordiske kollegaer til at løfte øjenbrynene og tænke: hold da op, der sker noget i dansk litteratur for tiden.« Fold sammen
Læs mere
Der har de seneste dage været debat om vores nominering af Josefine Klougart: Stigninger og fald samt Harald Voetmann: Vågen til Nordisk Råds Litteraturpris. En brik i denne debat har imidlertid manglet, nemlig vores motivering af nomineringen. Proceduren er sådan, at navnene på de nominerede værker offentliggøres før indstillingsteksterne, som snart vil blive offentliggjort på Nordisk Råds hjemmeside. Når journalister og litterater har kommenteret vores valg, har de altså gjort det, inden begrundelsen for det er blevet fremsat. Vi har nomineret de to værker, fordi vi synes de udmærker sig ved deres høje litterære kvalitet, og vurderer at de har en gennemslagskraft også uden for Danmarks grænser. Vi er af den opfattelse, at et værk som skal nomineres til Nordisk Råds Litteraturpris, ikke bare skal være godt, men helt særligt. Et værk, der har karat til at nomineres til prisen, skal ikke ligne noget, vi kender i forvejen. Det skal skærpe vores sanser og tanker. Det skal kunne få vore nordiske kollegaer til at løfte øjenbrynene og tænke: hold da op, der sker noget i dansk litteratur for tiden. Samtidig med at det selvfølgelig skal give læseren den store æstetiske og eksistentielle oplevelse, som litteratur kan, når den er bedst. Voetmanns og Klougarts bøger er meget forskellige, men har det til fælles, at de på én gang er sprogligt sofistikerede og direkte appellerende til læserens sanser. De er tunge, for så vidt som der er sprogligt og filosofisk gods i dem, men samtidig fremstår de let tilgængelige og griber deres læser på et umiddelbart oplevelsesplan: man græder over Klougart og griner over Voetmann. Voetmanns Vågen er en litterær fantasi om den romerske naturhistoriker Plinius den ældre, der drømte om at benævne og beskrive alle naturens genstande. I et virtuost og lidt gammeldags sprog beskriver Voetmann, hvordan den fede, astmatiske Plinius ligger og dikterer sit værk til en slave. Mens Plinius kæmper for at benævne den ydre natur, lækker den indre natur ud af ham i væskeform: blod, sæd, snot. Det bliver til fantastiske, på én gang smertelige og morsomme, anekdoter om liderlige slaver, sladdervorne kvinder, obskøne ritualer og anatomiske kuriositeter. Både i bogens tema og i dens form er der en højspænding mellem at ville formgive verdens materie og at blive opløst i den. Voetmann bruger en skikkelse fra vor civilisations vugge til at pege på civilisationen som en skrøbelig formgivelse af naturens dynd. Som uddannet klassisk filolog bruger han sin stor lærdom og sprogbeherskelse til at skrive om den krop og de væsker, der ikke lader sig beherske af lærdom og sprog. Det kommer der en helt særlig bog ud af. Klougarts Stigninger og fald er et vellykket forsøg på at skrive en barndoms landskaber frem. En barndom på et helt bestemt sted, nemlig Mols; og stedet bliver bestemmende for det sprog, der er det egentlige landskab. Det er i sproget, handlingen udspiller sig, i korte afsnit, der til det yderste benytter sig af billedsprog. Kæder af billeder giver plads for en tidsoplevelse, hvor det enkelte øjeblik udvides og opleves i al sin kompleksitet. Det ene led i billedkæden er ikke vigtigere end det andet - eller det tredje - men på original vis sidestilles billedelementerne i et sprog, der fremstår som absolut overbevisende og bevægende. Det er på én gang klassisk smukt og nydannende. Rytmisk, farverigt og mættet af sanseindtryk. Der er intet plot i traditionel forstand, men mange små handlingsgange, der tilsammen udgør et fletværk af intense øjeblikke med døden som medspiller og en grundlæggende ensomhed som uafvendeligt vilkår. Vi har fornemmelsen af, at Josefine Klougart med denne bog har skrevet en klassiker, der vil blive læst og elsket af mange. Man vil snart kunne læse vores længere og mere udførlige motiveringer af nomineringerne på Nordisk Råds hjemmeside.