Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Derfor kræver Syrien-operation FN-mandat

De humanitære grunde, som vi bruger for at begrunde en eventuel invasion i Syrien, anerkendes ikke af ren række ikke-vestlige lande, skriver Anders Henriksen. Juridisk er sagen simpel: Der er ikke folkeretlig dækning for en invasion.

Selv om tragbedien i Syrien påvirker os, giver det ingen folkerwtlig begrundelse for en invasion. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Blodsudgydelserne i Syrien har holdt liv i en gammel debat i folkeretten. Må vi fra Vestens side gribe ind i stater som Syrien for at forhindre så omfattende overgreb, som dem vi ser i disse dage? Er vi tvunget til at se passivt til, mens uskyldige kvinder og børn gasses til døde?

FN-pagten fra 1945 regulerer staters brug af magt, og udgangspunktet i pagten er ganske klart: Stater må ikke gøre brug af magt mod hinanden. Kun i to tilfælde tillades undtagelser til magtforbuddet, og den ene af disse undtagelser består i, at stater er berettiget til at gribe til våben, hvis de udsættes for et væbnet angreb fra en anden stat eller fra en organisation, der opererer fra en anden stats territorium.

Den anden undtagelse er, at FNs Sikkerhedsråd kan bemyndige stater at bruge magt mod andre stater, hvis rådet mener, at sådan magtanvendelse er nødvendig for at opretholde international fred og sikkerhed. En sådan bemyndigelse kræver et flertal i Sikkerhedsrådet, og at ingen af de fem permanente medlemmer (USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina) stemmer imod.

FN-pagten indeholder ikke andre undtagelser, og der står intet i pagten om, at en stat kan gribe ind i andre stater for at forhindre et igangværende massemord eller andre massive menneskerettighedsovertrædelser i fraværet af et mandat fra Sikkerhedsrådet. Da FN-pagten blev oprettet i 1945 vægtede man nemlig international stabilitet over alle andre hensyn, herunder de mere humanitære. Kun når de fem permanente medlemmer står bag en krig, der ikke er betinget af selvforsvar, kan den føres lovligt.

Så da NATO i 1999 gennemførte luftbombardementer af mål i det tidligere Jugoslavien for at få Milosevic til at indstille overgrebene på den kosovo-albanske civilbefolkning i Kosovo uden et FN mandat var den såkaldte »humanitære intervention« derfor også i strid med FN-pagten.

Debatten om eksistensen af ret til såkaldt humanitær intervention blussede atter op i 2011 i forbindelse med den internationale intervention i Libyen, der blev iværksat i kølvandet på den libyske leder Muammar Gaddafis trussel om at slagte de dele af hans egen befolkning, som i de tidligere stadier af det arabiske forår satte sig op mod ham og hans diktatoriske styre.

Interventionen var baseret på en resolution fra FNs Sikkerhedsråd, der i sidste øjeblik gav den internationale koalition grønt lys til at indføre en flyveforbudszone og bruge magt for at beskytte civile, der var truet af angreb, men det så i dagene op til resolutionens vedtagelse ud til, at interventionen ville blive gennemført uden.

I forhold til situationen i Kosovo i 1999 var den eneste forskel sådan set, at begrebet humanitær intervention i mellemtiden var blevet erstattet af en doktrin om såkaldt responsibility to protect – også kaldet R2P – hvorefter det internationale samfund skulle have en pligt til at sikre respekten for menneskerettighederne i andre stater. R2P er imidlertid bare gammel vin på nye flasker, og det kan som folkeretsjurist være svært at undgå at ryste på hovedet over al den retoriske hype omkring R2P. Doktrinen foreskriver ganske vist, at stater er forpligtet til at beskytte civilbefolkningerne i andre stater mod overgreb, men denne pligt er underlagt det almindelige system i FN-pagten.

Det afgørende for lovligheden af operationer som dem i Kosovo, Libyen og Syrien er derfor ikke, om vi kalder dem humanitære interventioner eller R2P, men om der foreligger et FN-mandat eller ej. Det gjorde der i 2011 i Libyen, og derfor var operationen lovlig. Det gjorde der ikke i 1999 i Kosovo, og derfor var den ulovlig. Og hvis Vesten gennemfører en militæroperation mod Syrien uden mandat vil det stride mod folkeretten.

Det er ikke underligt, at det vækker harme og frustration rundt om, at folkeretten ikke tillader humanitære interventioner uden FN-mandat. Især i Vesten har der siden ophøret af Den Kolde Krig været en bevægelse i retning af stadig større respekt for internationale menneskerettigheder på bekostning af hensyn til nationalstaterne. Det kan derfor være endog særdeles svært for mange i først og fremmest Europa at se passivt til, mens civile massakreres i tusindtal.

Derfor undrer det heller ikke, at danske politikere igen og igen betoner, at de er villige til at gå i krig uden opbakning i FN, hvis det er nødvendigt for at forhindre humanitære katastrofer.

Det er imidlertid vigtigt, at vi i Vesten forstår, at vi står ret alene med vores forestilling om, at respekten for staternes suverænitet generelt bør vige for humanitære hensyn.

Der kan selvfølgelig opstå særlige situationer som den i Libyen i 2011, hvor det er muligt at få ikke-vestlige stater med på en interventionsvogn, men vi kommer ikke uden om, at Vestens iver efter at intervenere i andre stater for at fremme beskyttelsen af menneskerettighederne først og fremmest fremkalder nervøsitet i andre dele af verden.

De dele af folkeretten, som vi i Vesten mener i al for høj grad beskytter menneskerettighedskrænkende despoter og andre former for illegitime regimer, anses i andre dele af verden som vigtige værn mod imperialisme og påtvungne demokratiseringsforsøg. Store dele af den ikke-vestlige verden ryster derfor på hovedet af Vestens iver efter at reformere folkeretten og åbne for flere interventioner mod illegitime regeringer.

Ikke-vestlige stater, som Rusland, Kina, Indien og Brasilien deler ganske enkelt ikke vores opfattelse af, at tiden skulle være løbet fra det folkeretlige forbud mod humanitære interventioner. Her ses ikke noget behov for at reformere FN-pagten, og her nikker man på ingen måde genkendende til påstanden om, at R2P på en eller anden måde skulle legitimere interventioner uden FN-mandat.

Så længe der er stor global modstand mod indgreb uden FN-mandat vil de humanitære interventioner forblive uforenelige med folkeretten. Det er nemlig staterne selv, der skaber det folkeretlige system for brug af international magt. Og der er nu engang også ikke-vestlige stater i verden.

Forbuddet mod humanitære interventioner i folkeretten betyder i sagens natur, at vestlige stater, herunder Danmark, i disse dage er stillet over for et ret klart valg. Vi kan vælge at overholde vores folkeretlige forpligtelser og forholde os passive over for blodsudgydelserne i Syrien, indtil det måske en dag lykkes staterne i FNs Sikkerhedsråd at nå til enighed om en bemyndigelse til brug af magt. Eller vi kan gøre som i Kosovo i 1999 og prioritere hensynet til civilbefolkningen højere end FN-pagten og intervenere uden et FN-mandat.

Det, der politisk er et meget kompliceret valg, er juridisk ret simpelt.