Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Derfor giver en rigsretssag mod Trump mening

Trump flytter hele tiden grænserne for det normale i amerikansk regeringsførelse. Den eneste kur mod den udvikling er stædigt at holde fast i fakta og moral.

»Der er ingen tvivl om, at en del demokratiske politikere kan være motiveret af usaglige taktiske hensyn i deres jagt på en rigsretssag. Men det er simpelt hen ikke seriøst at afvise hele sagen på det grundlag,« skriver Pierre Collignon. Fold sammen
Læs mere
Foto: MICHAEL REYNOLDS

Lad os lege med tanken, at vi nærmer os et dansk folketingsvalg, og statsminister Mette Frederiksen ringer til sin estiske kollega for at foreslå en diskret, lille handel: Hvis Estland ville være så venlig at indlede en efterforskning mod lederen af den danske opposition, eller mod dennes søn, så vil Danmark sende soldater af sted til en NATO-mission for at forsvare Estland mod russiske trusler.

»Jeg vil gerne have, at du gør os en tjeneste,« siger den danske statsminister over telefonen og lader forstå, at hensyn til Estlands sikkerhed med den største naturlighed kan byttes for politiske vennetjenester.

Vi fortsætter tankeeksperimentet og forestiller os, at indholdet af samtalen kommer frem: Stor opstandelse i den regeringskritiske presse i Danmark. Den borgerlige opposition er også i oprør, men Socialdemokratiet og de andre partier i rød blok afviser hele sagen som blæst ud af proportioner.

Det er svært at tro, at dansk politik skulle blive så forrykt, men det er sådan, virkeligheden ser ud i USA i dag. Faktisk er det værre endnu.

Der er meget mere på spil, og splittelsen i amerikansk politik er så dyb, at amerikanerne er ved at miste en fælles forståelse af demokrati og patriotisme. Det er en alvorlig sag, for når supermagten, som skulle være den frie verdens leder, mister sit moralske kompas, bliver hele verden mere usikker.

I denne uge stemte Demokraterne i Repræsentanternes Hus for at gå over til åbne høringer i deres forundersøgelser til en rigsretssag mod Donald Trump. En mulig impeachment, som processen rettelig hedder, kan føre til en historisk afsættelse af præsidenten, men kun hvis et flertal på to tredjedele i Senatet stemmer for. Hvad der lige nu ser højst usandsynligt ud, da Republikanerne slår ring om deres præsident. Derfor spørger mange, hvad truslen om en rigsretssag overhovedet skal til for? Det gælder også herhjemme, hvor nogle debattører gerne vil deltage i den amerikanske stammekrig og overtage Trumps udlægning om, at hele affæren blot er en »heksejagt«.

Der er ingen tvivl om, at en del demokratiske politikere kan være motiveret af usaglige taktiske hensyn i deres jagt på en rigsretssag. Men det er simpelt hen ikke seriøst at afvise hele sagen på det grundlag.

Vi har fået fremlagt SMS-beskeder, dokumenter og vidneudsagn, som tyder på, at Trump lagde pres på Ukraines nyvalgte præsident, Volodymyr Selenskyj, for at indlede en sag, der potentielt kan skade Joe Biden, tidligere vicepræsident og mulig udfordrer af Trump ved præsidentvalget i 2020.

Trump mener kort sagt, at Joe Biden fik bremset en korruptionsundersøgelse mod et ukrainsk energiselskab, der havde Bidens søn som bestyrelsesmedlem. Selv hvis der er hold i den mistanke, og det er svært at se, burde de fleste kunne enes om, at det ikke tilkommer en amerikansk præsident at bestille efterforskninger i andre lande.

»Det er afgørende, at Demokraterne viser, at de kan køre videre med en fair, åben og hurtig proces.«


Trump ville også have en undersøgelse af en mulig ukrainsk kampagne for at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016. Den konspirationsteori har ikke den mindste substans at bygge på, men Trump masede på alligevel.

Vi havde allerede læst den eksplosive udskrift af en telefonsamtale 25. juli mellem Trump og Selenskyj, hvor den amerikanske præsident udbad sig »en tjeneste«. Vi ved nu også, at USAs ambassadør i Ukraine, William Taylor, havde det indtryk, at Trump tilbageholdt amerikansk militærbistand for næsten 400 mio. dollar for at presse Selenskyj. Taylor har i en 15 sider lang erklæring beskrevet, at officiel amerikansk udenrigspolitik blev underløbet af en alternativ diplomatisk kanal ledet af Trumps personlige advokat, Rudy Giuliani. Og skaden var stor. Ukraine er de facto i krig med Rusland, og tilbageholdelsen af den militære bistand kunne ifølge William Taylor føre til tab af menneskeliv.

Vi ved også, at en af de rådgivere, som overhørte den omstridte telefonsamtale 25. juli, savner flere detaljer i den udskrift, som er blevet udleveret af Det Hvide Hus. Detaljer, der virker belastende for Trump.

Vi ved nu også, at en række diplomater opfattede Donald Trumps ageren over for Ukraine som et vanvittigt afpresningsforsøg. Ifølge flere vidner skal selveste John Bolton, præsidentens tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, have beskrevet øvelsen som en »narkohandel«, han ikke ville have noget at gøre med.

Som amerikansk politik har udviklet sig siden 2016, kan man frygte, at en rigsretssag kun vil grave dybere kløfter i befolkningen. Derfor var det også fornuftigt, at Demokraterne ikke forsøgte at rejse en rigsretssag efter fremlæggelsen af Mueller-rapporten om et muligt samarbejde mellem Trump-kampagnen og Rusland under valget i 2016. Rapportens konklusioner var ikke hårde nok til at bære den politiske risiko, som en rigsretssag fører med sig.

Nu står vi så midt i en ny sag. Det er afgørende, at Demokraterne viser, at de kan køre videre med en fair, åben og hurtig proces. Selv om sagen med stor sandsynlighed til sidst vil dø på republikansk modstand, har de første ugers forundersøgelser dog vist, at processen har en værdi. Den kaster lys på et muligt magtmisbrug, som ellers kunne have været skjult for offentligheden.

Det lys bør amerikanerne og alle vi andre holde fast i. Vi skal ud af tribalismens heksekedel og nøgternt se på det, der fremlægges: Ser vi her den form for regeringsførelse, som vi ønsker, at USA skal være kendt for?