Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Derfor er Vesten i defensiven for første gang i 40 år

Uden amerikansk lederskab er de demokratiske lande i modvind. Selvom Europa ikke kan erstatte USA, er der behov for, at EU tænker mere strategisk.

Vesten er stadig ved at fordøje, hvor meget verdenspolitikken er blevet forandret de sidste fem år. Globaliseringen, og dermed ideen om at resten af verden automatisk var ved at blive ligesom os, er ikke længere en dækkende beskrivelse af, hvor historien går hen. Her ses Donald Trump, Emmanuel Macron, Angela Merkel og Boris Johnson under G7-topmødet 26. august. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeff J Mitchell / Reuters / Ritzau Scanpix

Vesten er i defensiven på grund af øget rivalisering mellem stormagterne. Krisen i Golfen, hvor USAs primære bidrag indtil videre primært synes at have været at forlænge konflikten, er blot et symptom på den udvikling. Det udstiller, hvordan overvældende militær, finansiel og politisk magt ikke kan løse problemerne i fraværet af reelt amerikansk lederskab. Især ikke de problemer, der hører til andre lande og regioner. Der er derfor behov for et mere klarsynet bud på, hvad Europa skal - og for hvem.

Vesten - forstået som netværket af vestlige, verdslige, regelbaserede demokratier - er stadig ved at fordøje, hvor meget verdenspolitikken er blevet forandret de sidste fem år. Globaliseringen, og dermed ideen om, at resten af verden automatisk var ved at blive ligesom vi, er ikke længere en dækkende beskrivelse af, hvor historien går hen.

Under globaliseringens økonomiske integration lå en forventning om, at politisk konvergens ville følge med: Middelklasserne i Kina, Rusland og Vietnam ville efterhånden kræve at blive borgere med frihedsrettigheder snarere end bare at være lydige forbrugere. Men Kina, Rusland, Iran, Nordkorea og andre mellemstore magter ville ikke være liberale demokratier. I stedet brugte de deres økonomiske gevinster til militært isenkram og overvågningsudstyr rettet mod egne borgere - for at modsætte sig demokratiseringen.

Derfor er Vesten i defensiven for første gang i 40 år. Vores demokratiske samtaler er slagmarker for fremmede magter, og konkurrencen om økonomisk og politisk indflydelse er i fuld gang i resten af verden. At være i defensiven er nyt. Det fordrer en mental omstilling.

Henrik Breitenbauch Fold sammen
Læs mere

Omstillingen til defensiv kamp er særligt svær, fordi de demokratiske landes tiltro til vores værdiers relevans er reduceret. Vesten har ikke siden 1970ernes indre splittelse været så fyldt af tvivl om sit eget projekt.

Den gyldne fortid og identitetsbaserede særkrav

Højrefløjens fantaster er som Samson ved at rive templet ned over sig i en misforstået iver efter at komme tilbage til en gylden national fortid, som aldrig fandtes. Det gælder Johnsons Storbritannien, Trumps USA og flere andre. Venstrefløjens fantaster er ved at opløse Oplysningen indefra med kollektive identitetsbaserede særkrav og misforstået mistænksomhed over for det system, som muliggør en retsbaseret beskyttelse af individerne.

Det er USA, som siden Anden Verdenskrig har sponsoreret en global orden og herunder holdt verden fra en Tredje Verdenskrig, båret de demokratiske lande - ikke mindst de europæiske - gennem Den Kolde Krig, og også gennem det, vi nu kan se, var en ubekymret globaliseringens tidsalder frem til 2014. Men det er også USA, der i særklasse er ramt af de to politiske fløjes excesser, og som nølende og valent står over for det system, USA selv har skabt.

Vesten kan kun fungere, hvis der er et kompetent og legitimt lederskab. USA leverer det ikke for tiden. Hvis invasionen af Irak i 2003 var overmodets time, så er spørgsmålet, om Vesten nu omvendt er ved helt at miste evnen og viljen til at føre en global dagsorden.

En dagsorden, som handler om og bygger på Vestens værdier, herunder menneskerettigheder. På længere sigt vil dette være katastrofalt i den stigende kamp mellem frie og ufrie samfund. Det ikke mindst i forhold til de samfund, der er på vippen, og hvor vores værdiers globale tiltrækningskraft endnu giver Vesten en enorm fordel.

Det nemmeste for Danmark ville selvfølgelig være, om vi bare kunne skifte USA og Vesten ud med Kommissionen og Europa. Men Europa er ikke et alternativ. De europæiske lande har kun kunnet enes under amerikansk lederskab. Uden dette pres er Paris, Berlin og London lynhurtigt på vej til Moskva, Beijing og Teheran med en særskilt aftale, som giver netop deres land en time i Solen. Kommissionen foregiver godt nok at tale for Europa, men den taler sjældent for europæerne. Snarere findes Kommissionens Europa primært for resten af verdens skyld.

Hvis de europæiske lande for en stund skal overtage lederskabet på vegne af Vesten, i det mindste moralsk og politisk, som anført af kansler Merkel for et par år siden, må Europa gentænke sig selv. Ikke mere godhedens imperium, men et Europa som passer på sine borgere, grænser, markeder og værdier gennem benhård interessevaretagelse. Livskraft vises alligevel også bedst i modvind.