Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Derfor er Sverige anderledes

Lars Hovbakke Sørensen, Ekstern lektor, ph.d., KU Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Hovbakke Sørensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som de seneste ugers politiske begivenheder endnu en gang har demonstreret, er diskussionerne om udlændingepolitikken meget anderledes i Sverige end i Danmark og i stort set alle andre vesteuropæiske lande.

Mens det i Sverige kun er Sverigedemokraterna, der ønsker at diskutere en større reduktion i antallet af udlændinge, der kommer til landet, og alle de øvrige partier lægger stor afstand til Sverigedemokraterna og deres politik, forsøger de fleste af de danske politiske partier i øjeblikket at overgå hinanden, når det gælder forslag til yderligere stramninger af udlændingepolitikken.

Men hvad er årsagerne til, at Sverige på dette punkt er så anderledes end de fleste andre lande i Vesteuropa? Der er flere historiske forklaringer. For det første har Sverige en lang tradition for alliancefrihed/neutralitet i udenrigspolitikken. Sverige har ikke været i krig i de seneste 200 år (når man ser bort fra bidrag til FN-missioner i Afghanistan o.lign.)

Under Den Kolde Krig forsøgte mange svenske politikere, bl.a.. Olof Palme, at spille rollen som »mæglere« i internationale konflikter. De førte en balancepolitik mellem vestblokken og østblokken, som også inkluderede, at de talte 3. verdens-landenes sag og forhandlede med politikere fra disse lande. Den svenske balancepolitik i udenrigspolitikken, hvor man var åbne og tolerante over for alt og alle, også u-landene, smittede efterhånden også af på andre politikområder. Herunder udlændingepolitikken, hvor åbenheden over for mennesker fra 3. verdenslande blev et varemærke for de svenske politikere.

FOR DET ANDET har Socialdemokraterne været mere dominerende i Sverige end i nogen andre vesteuropæiske lande (lige bortset fra Norge). Sverige havde socialdemokratiske statsministre uafbrudt i 40 år fra 1936 til 1976 og har haft det igen i store dele af perioden, der er fulgt efter. Den socialdemokratiske tankegang om et velfærdssamfund (et »folkhem«, som svenskerne siger), der var inkluderende over for alt og alle, også mennesker, der kom udefra, fordi de var forfulgt (f.eks. også flygtninge fra Danmark og andre lande under Anden Verdenskrig) har haft så stor betydning i Sverige, at den også har sat sit afgørende præg på de øvrige gamle politiske partier.

ENDELIG FOR DET tredje har så mange svenske politikere så meget imod Sverigedemokraterna, fordi partiet oprindelig, da det blev dannet tilbage i 1988, havde sit udspring i højreekstremistiske og – for nogle medlemmers vedkommende – nynazistiske kredse. Således er det historiske udgangspunkt for Sverigedemokraterna helt anderledes end det historiske udgangspunkt for Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti herhjemme. Den historiske bevidsthed om, hvad Sverigedemokraterna engang var for et parti, spiller stadig en rolle for en del svenske politikeres opfattelse af partiet. Selv om partiet og de personer, der står i spidsen for det i dag, ikke på nogen måde kan betegnes som nynazister eller lignende.

Dette er tre af de vigtigste af en lang række historiske forklaringer på, at Sverige i dag er helt anderledes, når det gælder udlændingedebatten.