Derfor bringer Berlingske oplysningen om Barbara Bertelsens private telefonkøb

Embedsmænds private telefonkøb tilhører under normale omstændigheder privatlivets fred. Men Barbara Bertelsens telefonkøb har direkte forbindelse til minksagen, måske den største politiske skandale i Danmark i 30 år, og omstændighederne omkring købet er alt andet end normale, præcis ligesom forløbet i minksagen er alt andet end normalt. Derfor har dette offentlig interesse, og derfor skriver Berlingske om købet, der nu også er blevet en politisk sag på Christiansborg.

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Fredag 1. april kl. 15.58 befandt jeg mig næsten alene i selskab med statsminister Mette Frederiksen. Vi stod i et gangareal uden for Salonen på toppen af Berlingskes bygninger i Pilestræde, hvor vi straks efter foran et allerede bænket publikum i den fyldte sal skulle være de to deltagere i den første af den række Demokratiske Samtaler med regeringens ministre, som Berlingske har inviteret til i løbet af foråret.