Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Derfor bakker vi op om forsvaret

Bertel Haarder: Når man melder sig ind i verden, kan man også begå fejl og lide tab. Også det har vi oplevet. Det bemærkelsesværdige er, at det ikke har svækket danskernes opbakning til forsvaret.

Foto: Steen Brogaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Mysteriet om de krigsglade danskere« blev bestemt ikke opklaret i Søndags Berlingskes (i øvrigt udmærkede) forklaringer på den nye danske forsvarsvilje.

Blandt de ti angivne forklaringer manglede den helt afgørende: Danskerne har efter Berlinmurens og kommunismens fald taget revanche efter mere end hundrede års »Finlandisering« i forhold til først Tyskland, siden Sovjetunionen.

Dyrekøbte erfaringer lærte vore forfædre, at vi ikke skulle bide skeer med de store. Kampen mod tyranni og ufrihed var ikke en sag for os. Det måtte andre tage sig af ligesom under Anden Verdenskrig, hvor vi bogstavelig talt fodrede den tyske krigsmaskine for at redde vort eget skind. Vi var dybt nedsænket i småstatstænkning og brugte vor lidenhed som undskyldning for ikke at yde vores del af indsatsen.

Den ældre generation glemmer aldrig flovheden over de danske forbehold i NATO i 80erne, som også de fleste socialdemokrater i dag beklager – selv om deres ledere, Anker Jørgensen og Svend Auken, dengang sagde de frygteligste ting om USAs præsident Reagan.

I 1990 MELDTE Danmark sig ind i verden. Under Schlüters og Ellemann-Jensens ledelse anerkendte vi tidligt de baltiske lande. Vi sendte korvetten Olfert Fischer til Golfen, da Irak besatte Kuwait. Siden har vi med stolthed meldt os til tjeneste, når FN eller NATO kaldte. I Libyen fløj vi i spidsen og udførte de vanskeligste præcisionsbombninger med mandat fra et enstemmigt folketing (indtil Enhedslisten krakelerede).

I dag er vi blevet så udenrigspolitisk troværdige, at vi med Fogh og Bartels har overtaget både den civile og militære lederpost i NATO!

Forklaringen er ikke bare støvet historieskrivning. Udenrigspolitiske erfaringer brænder sig fast i bevidstheden og overleveres i generationer – sådan som det var tilfældet med 1864-traumet, som vi endnu ikke helt har forvundet.

Når man melder sig ind i verden, kan man også begå fejl og lide tab. Også det har vi oplevet. Det bemærkelsesværdige er, at det ikke har svækket danskernes opbakning til forsvaret – måske bortset fra gamle og nye forsvarsmodstandere på venstrefløjen og i Det Radikale Venstre.