Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Der skal føres boligpolitik for de mange i København og ikke kun bygges ejerboliger for de få

Boligmarkedet i København sander til. Boligpriserne er i snit steget med ti pct. om året, og prisen for ejerboliger er med 38.000 kr. m2 det højeste nogensinde, kunne man læse i Berlingske i sommerens løb.

Det betyder, at ejerboliger og andelsboliger kommer uden for rækkevidde for selv mennesker med pæne indkomster. Private lejeboliger er enten for folk med de rette kon- takter, eller også er de meget dyre. Størstedelen af boligerne i byen bliver utilgængelige for størstedelen af befolkningen.

Hvis boligudviklingen fortsætter, får vi et opdelt København, hvor middelklassen køber ind i de samme butikker i de samme gader, mødes med mennesker der ligner dem selv, og har børn i de samme skoler. De fattigste samles i bestemte boligområder eller langt væk fra byen. Mens blikkenslagere, HKere, politibetjente og sosu-assistenter, som udfører rigtig meget af arbejdet i byen, bliver tvunget til at rejse frem og tilbage i nedslidte og overfyldte tog eller holde i kø på vejene.

Dét København bliver ikke bare trist og ensartet. Opdelingen truer sammenhængskraften i byen, når velhavende og fattige områder fjerner sig mere og mere fra hinanden, hvorved befolkningsgrupper, der ikke kender hinanden, bliver fremmede over for hinanden, så byen falder fra hinanden. Så risikerer vi endnu flere konflikter og uro i byen, end der allerede er.

Hvis vi vil have skoler, hvor forskellige børn går i samme klasse, og hvor man kan møde mange slags mennesker i supermarkedet, så er boligpolitikken altafgørende. Den bestemmer Københavns fremtid. Når Søren Pind i sin blog på Berlingske 27. august foreslår, at man skal stoppe med at bygge alment i byen, fordi der ikke bor »almindelige mennesker«, så bliver jeg ærgerlig over hans forkerte billeder af os, der bor alment.

Jeg bor selv i en almen afdeling fra midt-1960erne, tæt på Mozarts Plads i Sydhavnen. Her bor bogholdere, sosuer, dagplejemødre, vvsere, pensionister og akademikere og også arbejdsløse. Vi ligner befolkningen som helhed langt mere end eksempelvis det »nye Sydhavn«, Sluseholmen og Teglholmen, hvor mangfoldigheden kun er visuel, fordi den øvre middelklasse dominerer. Jeg ved ikke, om jeg bor i, hvad overborgmesteren vil kalde for en typisk almen bolig, men jeg ved, at Pind til hver en tid vil være velkommen til en kop kaffe…

De almene boliger er efterhånden de eneste boliger, som er tilgængelige for alle slags mennesker. Uanset om du tjener meget eller lidt, er i arbejde eller ej, er akademiker eller ufaglært. Men ventelisterne er lange.

Derfor skal der simpelthen bygges mange flere almene boliger i København.

Blandt de nye boliger i byen må og skal de almene fylde meget mere end de 20 pct., der er i dag, for 20 pct. af byens boliger kan ikke rumme 80 pct. af byens befolkning.

Der skal føres boligpolitik for de mange – i stedet for at bygge ejerboliger for de få. Det kræver en anden boligpolitik i København, hvor der bygges mange flere almene boliger.