Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Der mangler medmenneskelighed i den politiske debat i Danmark«

Den politiske debat i Danmark er plaget af både åndelig fattigdom og mangel på medmenneskelighed, mener forfatter og talsmand for Venligboerne i København, Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Hun langer både ud efter højre- og venstrefløjen. »Mennesker, der stemmer rødt, er hverken mere eller mindre medmenneskelige end mennesker, der stemmer blåt.«

»Man skamferer og massakrerer universiteterne. Man ned-prioriterer uddannelse, de kunstneriske uddannelser er ?f.eks. blevet kraftigt beskåret, ?og man marginaliserer udsatte grupper. Det er et udtryk for åndelig fattigdom og er en stille massakre,« siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen, forfatter og talsmand for Venligboerne ?i København. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

Det står skidt til med medmenneskeligheden i Danmark – i hvert fald hvis man alene lytter til, hvad der bliver sagt i den politiske debat i Danmark.

Det er den korte og kontante analyse fra Anne Lise Marstrand-Jørgensen, forfatter, debattør og talsmand for Venligboerne-bevægelsen i København, som fremover vil være fast debattør og blogger i Berlingske.

Læs også: At tage ansvar

»Der er mangel på medmenneskelighed i den politiske debat i Danmark. Ikke blandt borgerne, for her er der masser af medmenneskelighed og medmenneskeligheds-initiativer på græsrodsplan. Men i den politiske debat og især blandt nogle af de toneangivende debattører er medmenneskelighed blevet nedprioriteret. Det går jo eksempelvis amok i flygtningedebatten, men også i debatten om kontanthjælpsreformer og i debatten om de udsatte og svage grupper i samfundet.«

Ifølge Anne Lise Marstrand-Jørgensen hærger der en »åndelig fattigdom« i Danmark lige nu, og værdipolitikken er blevet et instrument i den økonomiske politiks tjeneste.

»Man skamferer og massakrerer universiteterne. Man nedprioriterer uddannelse, de kunstneriske uddannelser er f.eks. blevet kraftigt beskåret, og man marginaliserer udsatte grupper. Det er et udtryk for åndelig fattigdom og er en stille massakre. Værdipolitikken er ikke visionær, den svarer hele tiden kun på en dagsorden, som handler om, at nu har vi lavet et budget, og det skal holdes. Der er ingen, der spørger, hvor vi skal hen, hvilket fællesskab vi vil have.«

Farveblind medmenneskelighed

Politiske bandbuller af denne type var indtil for et par år siden ikke noget, offentligheden kendte Anne Lise Marstrand-Jørgensen for. Hun var i stedet berømmet som prisbelønnet og anerkendt forfatter, bl.a. til to romaner om den tyske nonne, læge og komponist, Hildegard af Bingen.

Det stille forfatterliv ændrede sig imidlertid, da Marstrand-Jørgensen i 2014 besluttede sig for at lægge kræfter i Venligbo-bevægelsen. Venligboerne arbejder med at hjælpe flygtninge på plads i Danmark, og hurtigt begyndte hun også at blande sig i den offentlige debat.

»På et tidspunkt kunne jeg ikke længere holde ud at høre nyheder. Fremmedskepsissen boblede alle vegne, og jeg blev anfægtet og følte det som et personligt ansvar at gå ud og sige, at der er en anden side af Danmark. At der er nogle, der gerne vil være gæstfrie og hjælpe flygtningene på plads i det danske samfund.«

Siden er det blevet til en række verbale angreb fra hendes side, ikke mindst i form af en skarp kritik af modtagelsen af flygtninge i Danmark, og borgerlige debattører og politikere har i særlig grad fået med den marstrandske krabask. Alligevel insisterer hun på, at »manglen på medmenneskelighed« ikke har noget med partipolitik at gøre.

»Medmenneskelighed har ikke nogen partifarve. Det er jo ikke sådan, at mennesker, der stemmer rødt, er hverken mere eller mindre medmenneskelige end mennesker, der stemmer blåt.

Jeg møder venligboere, der mener, at vi skal have en begrænsning på, hvor mange asylansøgere, vi skal tage imod i Danmark, men som samtidig mener, at de mennesker, der er her, skal behandles på en helt anden måde, end de bliver behandlet i dag. Tilsvarende kan man jo godt mene, at kontanthjælpen ikke skal være ét stort tag-selv-bord, og samtidig synes, at mennesker skal behandles værdigt. Det ene udelukker ikke det andet. Der er jo også borgerlige, der begynder at sige fra over for den måde, der bliver talt om minoriteter på, og bliver talt på i danskhedsdebatten.«

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Ikke desto mindre har du langet meget ud efter højrefløjen. Er der i dine øjne åndeligt rigere på venstrefløjen?

»Nej, jeg synes ikke nødvendigvis, at det ser bedre ud på venstrefløjen. Lige nu har vi en borgerlig regering, og så er det let at lange ud efter dem, for det er dem, der sætter den politiske kurs. Men jeg er ikke sikker på, at det ville være bedre med en rød regering ved magten.

I virkeligheden er det vildeste ved dansk politik for tiden, at samtidig med, at der er sket en polarisering, er det hele blevet blandet mærkeligt sammen. Det politiske landskab er blevet kastet op i luften. Der er mange mennesker, der er blevet partiløse. Jeg ved heller ikke selv, hvad jeg ville stemme.«

Du har i en kommentar skrevet, at vi lige nu fører en udlændingepolitik, der efterlader et Danmark »som ingen kan være bekendt«. Er du ikke selv med til at polarisere debatten, når du fælder den slags moralske domme over andres holdninger?

»Når man indtager et moralsk standpunkt, siger man jo, at der er noget, der er bedre end noget andet. Men man siger ikke, at jeg er bedre end du. Og så er der en forskel, for når en politiker fra Danmarks næststørste parti tillader sig at stille spørgsmålstegn ved en helt almindelig dansk drengs danskhed, så taler en majoritet en minoritet ned. Dét duer ikke.«

Udlændinge- og flygtningedebatten som du har engageret dig i, er meget direkte, og du er selv blevet kaldt for »væmmeligboer«, »dansk-forræder« og »pædofilitilhænger«. Hvordan har du det med at blive kaldt den slags?

»Det har i perioder været hårdt. Men det er jo ikke mig, men mine holdninger, det handler om. Det er forstemmende, at der skal være så hård en tone. For mit vedkommende er der meget stor forskel på, om det er noget, der står i et kommentarspor på Facebook, eller om det er en folkevalgt politiker, der går ud og siger, at jeg ikke taler sandt. Det første er ubehageligt og ærgerligt, fordi det afholder mange mennesker fra at deltage i en debat, der bliver bedre af, at flere mennesker deltager. Det andet er foruroligende. At visse politikere er parat til at hænge navngivne personer ud for at fremme deres egen sag. Jeg kan personligt godt tage det, for jeg har et godt bagland, og jeg tier ikke stille, men det er der mange andre, der gør. Jeg har ikke nogen arbejdsgiver, men hvad nu, hvis jeg havde? Det får ikke mig ned med nakken, at debat-klimaet er hårdt.«

Kunsten og politikken

Hvordan har det været at gå fra at være prisvindende og anerkendt forfatter til også at være kendt debattør med markante holdninger?

»Det er jo sket på baggrund af en indre anfægtelse og indignation. Jeg kunne ikke lade være, men måtte sige noget. Det er ikke noget, jeg har ønsket eller drømt om, og i virkeligheden kan jeg godt lide bare at sidde og skrive mine bøger. Jeg har ikke noget behov for at blive eksponeret, og jeg kan godt lide, at folk bare læser mine bøger. Så jeg gjorde det, fordi jeg syntes, at nu var det nok. Og så tænkte jeg, at jeg jo kan formulere mig, og at det er nemmere for mig at komme til orde, end det er for mange andre.«

Føler du en særlig forpligtelse som kunstner til at blande dig?

»Jeg mener ikke, at jeg har en særlig forpligtelse som forfatter til at blande mig, men jeg har måske en særlig forpligtelse, fordi jeg er i stand til at formulere mig. Det er ikke mit forfatterskab eller mit kunstneriske virke, der forpligter mig, men fordi jeg kan, og fordi jeg kan holde til det.«

Der er ikke mange kunstnere, der blander sig i debatten. Hvordan kan det være?

»Der er mange, der ikke har lyst til at træde ind i debatten, og jeg kan virkelig godt forstå dem. Med det debatklima, vi har, og det, man kan risikere at blive udsat for af mistænkeliggørelse, så forstår jeg godt, at man holder sin mund, hvis man kan.«

Skal kunstnere blande sig i debatten?

»Alle skal blande sig i debatten, ikke kun kunstnere.«

Fordoms-selvsving i løvens hule

Anne Lise Marstrand-Jørgensen vil fremover blogge fast på b.dk under titlen »Hovedet koldt« samt skrive kommentarer i Berlingske. Hun beskriver selv Berlingskes debat-univers som »løvens hule«, og vedkender sig, at hun er »i meget stærk opposition til mange af Berlingskes debattører, både politisk og hvad menneskesyn angår.«

Hvilke konkrete debattører har du i tankerne?

»Der er mange. De nationalkonservative. De kunne godt bruge et brush up-kursus i god opdragelse og medmenneskelig omtanke.«

Og hvad skulle sådan et kursus bestå i?

»Måske de skulle ud og møde nogle almindelige mennesker. Blive konfronteret med de mennesker, som det er let at gøre sig forestillinger om. De mangler en fornemmelse for, hvor forskellige vilkår, mennesker har, og hvor ulige man kan være stillet. Der er for meget fordoms-selvsving.«

Så hvorfor vil du skrive i Berlingske?

»Det jo er rart nok at skrive for de mennesker, man er enig med, men der er jo også en pointe i at forsøge at nå bredere ud og få debatten der, hvor debatten faktisk er.«

Anne Lise Marstrand-Jørgensen vil fra i dag fast blogge på berlingske.dk samt bidrage med jævnlige kommentarer på Berlingskes opinionsider. Læs hendes første blogindlæg her