Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Der må være en grænse

Verdens problemer kom til os på en måde, som vi ikke havde forestillet os, og det prægede ikke overraskende debatten.

Øresundstoget fra Danmark til Sverige får besøg af svensk politi, der kontrollerer flygtningenes pas, på Hyllie station i Sverige  12. november 2015. Flygtninge uden gyldige papirer skal søge asyl i sverige, ellers bliver de sendt tilbage til Danmark. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har været et godt år for debatten i Danmark. Den dårlige nyhed er imidlertid, at det er på en baggrund af kolossale problemer, der hober sig op ude i verden, og i år kom de til os på en måde, vi ikke har oplevet tidligere.

Knap var man også her i landet kommet sig over forfærdelsen efter massakren på 12 satiretegnere i Paris i januar, før en lokal, svært bevæbnet ekstremist i København forsøgte at trænge ind til først et møde om ytringsfrihed i Krudttønden på Østerbro og derefter til en festlighed ved Synagogen i Krystalgade. I begge tilfælde blev han standset i sit morderiske forehavende af civile, der betalte med livet for deres dåd. Siden kom en ny massakre på unge i Paris i november.

Begivenhederne satte deres præg på debatten om ekstremisme, islam, hadprædikanter, Islamisk Stat, sigøjnerbaronen Gimi Levacovic, flygtningestrømme og indvandring. Og det var, som om diskussionerne begyndte forfra hver gang.

Schengen-samarbejdets fallit

Lige uden for den – skulle det vise sig – ubevogtede, nationale grænse gik et af de største udenlandske problemsæt under fællesbetegnelsen: Grækenland. Et EU-land, der ikke er i stand til at tage vare på sin egen økonomi og sine grænser som nation. Det koster de øvrige medlemmer af EU milliarder i »lån«.

Som modydelse lærte vi om ikke andet betydningen af det græske ord »fakelaki«, der er betegnelsen for den lille bestikkelse i hverdagen. Den lille kuvert med penge som man eksempelvis giver lægen, hvis man rent faktisk også vil behandles. Uden den ville landet ikke fungere. Forargelsen var til at tage og føle på, og flere slog til lyd for at ekskludere Grækenland ikke bare af euro-zonen, men også af EU-fællesskabet. Men det skulle blive endnu værre. Det viste sig, at EU slet ikke havde en ydre grænse i bl.a. Grækenland og en folkevandring af bibelske dimensioner tog sin begyndelse fra Grækenland via Balkanlandene til Tyskland og videre til både Danmark og Sverige. Sidstnævnte gav i december op, foretog årets kovending og lukkede sin grænse for folk, der ikke har ID-papirerne i orden.

Bestyrelsesformand Asger Aamund skrev i sin karakteristiske bramfri stil om fænomenet i et af årets mest læste og delte debatindslag: »Uden nogen som helst form for fastlæggelse af magt og ansvar, uden eksistensen af operationelle planer for opgavens gennemførelse og uden noget som helst forsøg på opsyn og kontrol er Schengen-projektet drevet hjælpeløst omkring som et skib uden ror forladt af besætningen. Den omfattende folkevandring, der i disse år tramper ind over Europa, skyldes ganske vist fattigdom og konflikter, som har rødder andre steder end hos os. Derimod er det udelukkende vores eget ansvar, at migrantlavinen uden modstand og politisk handlekraft på rekordtid har forvandlet EU til et åbent landskab, hvor enhver araber eller afrikaner kan slå sig ned og begynde et nyt liv for andre menneskers penge.«

Analyser havde vist, at ca. 25 pct. var syriske flygtninge, hvoraf de fleste er flygtet fra flygtningelejre. Resten bestod fortrinsvis af unge mænd fra Mellemøsten og Afrika, der søgte en bedre tilværelse end i hjemlandet.

Tråden blev taget op af debatredaktionens nye stemme i Berlingske, tidligere officer og gentleman, Lars R. Møller, der var blevet knyttet til staben af faste opinionsdannere.

Hans kronik, »Vi er alle i samme båd«, fra september vakte udstrakt anerkendelse i avisens læserskare:

»Man bør forklare alle, der kommer, hvordan tingene fungerer. Hvad der forventes af dem, der befinder sig i Danmark,« skriver han og fortsætter:

»Her kunne man med fordel skele til, hvad der foregår i en bokseklub. I en bokseklub er alle lige. Selv om man har en træner, der bestemmer, hvad man skal lave, så er han/hun ikke mere end medlemmerne. Det er helt ligegyldigt, hvad ens forældre er, hvad man laver, hvad man tror på, eller hvordan man går klædt. Man bliver bedømt på det, man laver, og man respekteres som den, man er. Man bliver stolt og ydmyg over at kende Utku, Rasoul, Hadji, Gyvens, Morten og Idris, og se hvad de udvikler sig til. Man har ikke krav på respekt, det er noget, man gør sig fortjent til afhængigt af, hvad man yder individuelt og for klubben. Kan man ikke affinde sig med klubreglerne, så bliver man smidt ud. Sådan burde det også være i Danmark. Vi er nemlig alle i samme båd.«

Enkelte indvandrerstemmer

Emnet, der blev årets varmeste, prægede debatten hele året. En af de faste bidragydere til debatsiderne, Mersiha Cokovic, selv indvandret, selv muslim, fulgte op, i et velrettet Indspark, endnu før nogen politiker havde formået at handle:

»Danmark er nået til et sted, hvor man enten skal handle eller lige så godt kan overgive sig. Hvis du spørger mig, ville jeg gribe til handling. Helst i går. Og med stor risiko for at blive kaldt hykler og selvhader, vil jeg sige, at man burde lukke grænserne helt, indtil man har ryddet op i det integrationskaos, vi har skabt i løbet af de seneste mange år. Vi har undladt at stille krav til tilkomne i flere årtier, og i dag har vi begravet os i ghettoer og de modsatte krav om at tilpasse det danske samfund til andres kulturelle og religiøse normer.«

Velfærden

I et andet af avisens Perspektiver fortsatte Aamund sin analyse af den politiske situation: »Da flertallet af vælgere i Danmark gennem skiftende regeringers uforstand nu er anbragt uden for arbejdsmarkedet, kan det næppe undre, at fordelingspartierne sidder med et overbevisende flertal i Folketinget (…) Vi er omkring fire millioner vælgere i Danmark. De 2,2 millioner står uden for arbejdsmarkedet, heraf 800.000 i den arbejdsdygtige alder, som modtager overførselsindkomst. Disse vælgere ønsker ikke reformer. De ønsker forsørgelse. (…) Kun en politisk krydskontaminering kan bringe en vækstpartileder til magten. Dette måtte Anders Fogh Rasmussen sande, da han vandt valget i 2001. For at blive statsminister måtte han alliere sig med Dansk Folkeparti, der som fordelingsparti effektivt forhindrede en aktiv vækststrategi for Danmark indtil regeringsskiftet i 2011. På samme måde måtte Helle Thorning gå i samarbejde med vækstpartiet Det Radikale Venstre, der i dagene efter valget i 2011 foranstaltede en total massakre på »Fair Løsning«-planen, der var ufortyndet fordelingspolitik.«

Så kom folketingsvalget. Det var blevet udskrevet til afholdelse i juni, og endte på en måde, som ingen havde forudset. Socialdemokraterne havde længe inden valget udpeget Lars Løkke Rasmussen og Venstre som hovedfjende, og den velsmurte kampagne rettede ubønhørligt skytset mod dem. Det virkede. Både Lars Løkke og Venstre kom stærkt ramponeret og reduceret ud af valgkamphandlingerne.

Imens stormede mod al forventning Uffe Elbæks nystiftede parti »Alternativet« frem. det gjorde stille og roligt Kristian Thulesen Dahl og hans Dansk Folkeparti også. Han havde fred og ro til sin egen kampagne de steder, hvor han i forvejen stod stærkt, og netop de jyske swingstater – det gule Danmark – kom til at afgøre valget.

Da røgen drev væk, stod Alternativet og Dansk Folkeparti som valgets sejrherrer, og sidstnævnte pegede på Lars Løkke som regeringsleder. Lars Løkke Rasmussen blev statsminister, og Helle Thorning-Schmidt gled allerede fra valgaftenen i baggrunden på samme måde, som hun i sin tid var dukket op: fra det ene øjeblik til det næste og uden tilløb. Den nydannede Venstre-regering lagde ud med at udpege Carl Holst til forsvarsminister. Han kom til at betegne årets mest lodrette fald i dansk politik. Forsvarsminister nåede han at være fra 28. juni til 30. september. En række uheldige sager kulminerede med, at regionsrådet i Region Syddanmark meldte dets tidligere formand til politiet, og da Statsforvaltningen vurderede, at det var lovstridigt, at Carl Holst op til folketingsvalget havde ladet sin pressemedarbejder i Region Syddanmark hjælpe sig med valgkampen, gik Holst af.

Herefter syntes forargelsen over tidligere LO-formand Harald Børstings pension på 50.000 kr. månedligt at befinde sig i småtingsafdelingen, og Morten Messerschmidt slap af sted med ikke at ville lade sig se efter i kortene og tilbagebetalte skyndsomst 120.000 kr. til EUs kasser i en sag, hvor han ellers bedyrede, at der ikke var noget at komme efter.

Boligskatten blev genopdaget

»Skat på græsplæne,« som vor læser i Højbjerg, Helle Bjørn, kaldte det – grundskyld, hedder det officielt, – var et andet tema, der optog debatten. Mens vi tidligere diskuterede og harmedes over afgifter og skatter på brænde, fedt, sukker og andet i småtingsafdelingen, blev grundejere opmærksomme på, at de hele tiden lige så stille blev skattelænset via skatten af boliggrundens værdi. Tilmed viste det sig, at den var stigende i en periode, hvor hus- og grundpriser faldt, og at den i bedste fald var vilkårlig. Der kunne være til himlen råbende forskelle på to identiske jordlodder, der lå ved siden af hinanden.

Som om det allerede ikke var galt nok med skatteindsamlernes både nidkære og inappellable skøn, kom det pludselig frem, at det var lykkedes svindlere at franarre SKAT godt seks milliarder kr. Tallet blev siden opjusteret til godt ni milliarder – med en lavmælt tilføjelse om, at det reelle tal er endnu højere. Debatten flammede.

Ydermere blev det et nej ved folkeafstemningen 3. december. Resultatet viste, at vælgerne stod delt. 47 pct. havde stemt »ja« og 53 pct. havde stemt »nej«. Blandt mange andre analyserede advokat Flemming Heegaard afstemningsresultatet på debatsiderne:

»Jeg stemmer ikke på Dansk Folkeparti eller Enhedslisten, og jeg har været en stor fortaler for EU. Det er jeg ikke mere. Det skyldes politikernes uduelighed. Schengen-samarbejdet var et af de positive forhold i EU-samarbejdet. Det ødelagde politikerne ved ikke at kunne forudse og træffe beslutning om de flygtningeproblemer, Europa blev udsat for.«

Kongehuset – og andet stort

Undervejs var det helt befriende, når nogen tillod sig den luksus at tage ordet for også at kommentere og diskutere det store i det helt lille: Hvordan kunne Australien pludselig deltage i det europæiske melodigrandprix? Hvorfor kan man ikke høre, hvad de medvirkende siger i den frederikshavnske politi-serie »Nordskov«? osv. Det føltes helt hyggeligt.

En herre anlagde den positive synsvinkel og ville trække alt det grimme, han havde sagt om Nem-ID, tilbage. Anledningen var, at det var lykkedes en anden herre fra Nordsjælland at blive skilt fra sin kone – uden at hun opdagede det. Det krævede kun, at han for en stund bemægtigede sig hendes af pap påtrykte nøglekort.

Og så var der debatten om Prinsgemalens tilbagevendende utilfredshed med ikke at blive tiltalt som konge. Debattører og mange læsere kommenterede problemet og kom med forslag til en løsning – ofte med et glimt i øjet og altid med pli. En læser foreslog salomonisk i et brev, at man fremover uanset køn betegnede den til enhver tid siddende regent som »konge« og dennes ægtefælle – uanset køn – som »dronning«. Den ultimative ligestilling.