Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Der må være en Planet B

Franskmændene vil ikke betale for at redde klodens klima. Snart kan det vise sig, at det vil befolkningerne i andre europæiske lande heller ikke.

Anna Libak. Tegning: Kate Copeland Fold sammen
Læs mere

De seneste uger har franskmændene været på gaden i protest mod prisstigningerne på benzin og diesel, der skal finansiere Frankrigs grønne omstilling.

Det har været chok for venstrefløjen, som har fået travlt med at understrege, at oprøret slet, slet ikke handler om klima.

Nej, det handler om ulighed og manglende omfordeling. Det er en klassekamp, og ikke en klimakamp. Franskmændene kunne ligeså godt være gået på gaden i protest mod Macrons afskaffelse af formueskatten sidste år, forlyder det.

Måske. Tilbage står ikke desto mindre, at franskmændene gjorde oprør mod grønne skatter. Det kan dårligt forstås anderledes, end at nogle andre end den franske provins må redde planeten.

Og egentlig er det ikke så mærkeligt, hvis netop franskmændene føler sådan.

For som forfatteren Rael Jean Isaac forleden gjorde opmærksom på, så havde Frankrig med alle sine atomkraftværker de bedste forudsætninger for at slippe billigt om ved EUs klimamålsætninger. Atomkraft er jo ren energi. Derfor udleder franskmænd per capita kun den halve mængde CO2 af tyskerne, der ellers har investeret massivt i vedvarende energi.

»Det er ikke nok, at energien er grøn, den skal også være vedvarende grøn. Det gælder ikke, at den kommer fra atomkraft.«


Alligevel tegner den grønne omstilling i Frankrig ikke til at blive spor billig. Tværtimod.

Nok er atomkraft nemlig ren, men den er ikke vedvarende, og følgelig lever Frankrig ikke op til EUs mål om, at 20 pct. af energiforsyningen skal komme fra vedvarende energi i 2020. Det er ikke nok, at energien er grøn, den skal også være vedvarende grøn. Det gælder ikke, at den kommer fra atomkraft – den skal komme fra vandkraft, biobrænsel, sol og vind.

Oveni kommer så, at Frankrig i forvejen havde besluttet sig for at nedbringe andelen af elektricitet fra kernekraft fra 75 til 50 pct. ved at lukke 14 af sine 58 kernekraftreaktorer inden 2035.

Det kræver endnu mere omstilling.

Dyr omstilling

Men allermest omstilling kræves der naturligvis, fordi Frankrigs præsident Macron har besluttet sig for at gå forrest i klimakampen i EU med et forbud mod udvinding af fossile brændstoffer i 2040, lukning af alle kulkraftværker i 2023, forbud mod diesel og benzinbiler i 2040 samt bevillinger for 70 mio. dollar til forskning i global opvarmning, der primært er uddelt til amerikanske forskere. Så Trump kan lære det.

Alt i alt bliver det så dyrt, at mange franskmænd er begyndt at spørge sig selv, om præsidenten virkelig har ret i, at der ikke er en Planet B. Han befinder sig i hvert fald ikke på den samme planet som dem.

Den samme konklusion er der stor sandsynlighed for, at andre europæere vil nå frem til i de kommende år. I hvert fald de steder, hvor man ikke sørger for at tilbageføre de inddrevne grønne skatter til forbrugerne og virksomheder, som man gør i British Columbia i Canada.

For det kommer til at koste kassen, hvis EUs målsætning om en reduktion af CO2-udledninger med mindst 40 pct. i 2030 skal indfris. Mange EU-lande får svært ved overhovedet at nå målsætningen på de 20 pct. i 2020, og herfra speedes tempoet kun op.

De vestlige befolkninger vil have svært ved at forstå, at de skal holde for, fordi det er resten af verdens tur til at svine løs.

Fra 2020 er der i Paris-aftalen lagt op til, at de vestlige lande – nu minus USA, der har trukket sig ud – hvert eneste år skal overføre 100 milliarder dollar til ulandenes klimaindsats. Til disse lande hører også Kina og Indien, der i de kommende årtier vil overhale USA som verdens største økonomier.

Betale for Kina

Det bliver vanskeligt at forklare europæerne, hvorfor vi skal betale for Kinas og Indiens grønne omstilling, når deres økonomier er så meget større end vores. Specielt når et land som Kina samtidig bruger sin økonomiske magt til at dominere os politisk. Argumentet om, at det er, fordi de er så mange flere end vi og forurener så meget mindre per indbygger, lyder ikke overbevisende, når den næste finanskrise rammer EU.

Særlig ikke, fordi det senest da vil gå op for folk, at et land som Kina i Paris-aftalen først har forpligtet sig til at stoppe stigningen i sine CO2-udledninger omkring 2030.

Allerede nu udleder Kina mere end USA og EU tilsammen. Og jeg har svært ved at tro, at EUs borgere, der tegner sig for ti procent af verdens CO2-udledning, vil acceptere en forringelse af levevilkårene, alt imens udledningerne i Kina stiger år for år, og alt imens Kina i stor stil opfører kulkraftværker i andre lande.

Hvis franskmændene strejker mod klimaskatter i tider med svagt stigende vækst, hvor mange vil så ikke strejke i dårlige?

Europæerne vil nægte at tro på, at der ikke kan laves en plan B. Som i B for Beijing.

Rettelse: Af en tidligere version af kommentaren fremgik det, at Frankrig lukker 58 af sine reaktorer før 2025. Anna Libak gør dog opmærksom på, at den franske præsident har meddelt, at landet 14 af sine 58 reaktorer inden 2035 . Pointen står dog stadig: At lukningen af reaktorer vil fordyre Frankrigs grønne omstilling ,da C02-udledningen fra atomkraft er beskeden.