Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Der findes mennesker i vores frie samfund, der ikke har magt over deres liv og hverdag

Danskerne kan lide at tro, at vi lever i et frit og trygt samfund, hvor personlig frihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, selvbestemmelse og en fredelig hverdag præger vores tilværelse. Og for de flestes vedkommende er det sådan.

Man står op om morgenen, og til man lukker øjnene igen om aftenen, ved man nogenlunde, hvordan ens dag kommer til at forløbe. Vi er så meget styret af vores fredelige og velplanlagte hverdag, at en kø på motorvejen eller en længere togforsinkelse kan være nok til, at hele vores dag bliver ødelagt af den. Så det er næsten umuligt for os at forestille os, at der i vores frie, fredelige samfund rent faktisk findes mennesker, som slet ikke har magt over deres hverdag eller deres liv i det hele taget.

Men det gør der. Der findes fortrinsvis kvinder, men også mænd, der får bestemte normer og regler ind med modermælken. De får fra barnsben at vide, at de absolut ikke er danskere, og at dette samfund ikke vil dem noget godt og ikke mindst, at hele familiens ære og skam hviler på deres skuldre.

Frihed inddrages

Vi har et helt segment af mennesker, der bor i Danmark, men lever i Mellemøsten.

I bund og grund burde det ikke være et samfundsproblem. For hvem er vi, siden vi skal give os selv lov til at blande os i, hvor et menneskes hjerte er.

Men det er et kæmpe problem, når hele familien bliver inddraget og vendt mod den befolkning, der brødføder den. Børnenes (og mange gange også kvindens) frihed inddrages. Omgangskredsen begrænses, og man må ikke engang (især som pige), drømme om at forelske sig i én, der ikke lever op til familiens krav. Og slet ikke i en dansker.

Mange af disse unge mennesker ender i et arrangeret ægteskab eller et tvangsægteskab, hvor sidstnævnte er et pænt ord for livslang serievoldtægt, eller på et krisecenter i frygt for sit liv. Og med rette.

Jeg ved, at det er svært at forestille sig, at man kan indespærre sit barn, og at der findes større ære end ens børns lykke, men ikke desto mindre er mange unge menneskers hverdag præget af det.

Jeg er gud ske tak og lov født fri i en familie, hvor man allerede fra mine bedsteforældres generation blev gift på tværs af religioner og i få tilfælde også konverterede. Og havde jeg ikke selv gået i klasse med disse unge mennesker eller tolket på bl.a. krisecentre, ville jeg sikkert også have haft svært ved at forestille mig, at de skæbner findes i vores frie og trygge samfund, som for mig aldrig vil være helt frit eller helt trygt, så længe der bare findes ét eneste ungt menneske, der ikke kan få lov til at opleve det.

Mersiha Cokovic er konsulent.